LÆS OGSÅ: Folkeskolen bør satse meget mere på religion og filosofi

Men forfatterne til ”Tror du det?”, en ny grundbog til faget kristendomskundskab i 9. klasse, bryder med det snart 40 år gamle skel mellem undervisning og religiøs opdragelse ved at konfrontere eleverne med grænseoverskridende spørgsmål. Det mener blandt andet Religionslærerforeningens formand, John Rydahl.

”Der er formuleringer i bogen, som spørger tæt ind til elevernes personlige tro og overbevisning. Og det ligger uden for bestemmelserne om skolens undervisning. Man overtræder en urørlighedszone hos eleverne. Derfor er det et principielt problem. Og derfor skal lærerne her være opmærksomme på ikke at gå for langt,” siger han.

Kritikken går blandt andet på, at eleverne skal give eksempler på, om der er noget, der er helligt for dem, og forklare hvorfor. De skal også fortælle om og sammenligne højtidstraditioner. Og i forbindelse med emnet religiøs omskærelse bliver de bedt om at fortælle, om de har særlige tegn på deres krop eller godt kunne tænke sig tegn på kroppen.

Derudover konfronterer bogen med sin titel ”Tror du det?” eleverne til at tage personligt stilling til deres egen religiøse overbevisning. Og det er et problem, skriver lærer og boganmelder i religionslærerforeningens blad Helle Funch, fordi ”det slet ikke er et spørgsmål, der skal arbejdes med i skolen” (...) og ”når den samme bekendelsesvinkel vender tilbage igen og igen, går den ikke”, lyder kritikken.

Bogens forfattere kalder kritikken ”besynderlig”. Medforfatter og lektor, ph.d. Annika Hvithamar understreger, at man ikke kan undervise i et fag som kristendomskundskab uden at inddrage elevernes egen tro:

”I formålet for faget kristendomskundskab står der, at undervisningen skal give eleverne grundlag for personlig stillingtagen gennem mødet med forskellige former for livsspørgsmål og -svar. Det kan vanskeligt gøres uden spørgsmålet ’tror du det?’. Jeg mener ikke, at vores bog overtræder en urørlighedszone.”

Der er desuden forskel på at trække elever i en bestemt religiøs retning og at stille spørgsmål til deres personlige tro og religion, tilføjer religionssociolog og medforfatter Morten Warmind.

”Når vi i bogen spørger til elevernes opfattelse af hellighed eller tegn på kroppen, er det ikke nødvendigvis noget direkte religiøst, vi spørger til. Det kan handle om at være omskåret såvel som at have huller i ørerne. Og det, at man spørger til elevernes erfaringer, behøver ikke at være religiøst forkyndende. Spørgsmål åbner for mange retninger, mens forkyndelse fører til ensretning,” siger han.

Religionspædagog og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center (TPC) Povl Götke ser kritikken som udtryk for en misforstået forsigtighed, hvad angår børn og religion:

”Vi skal passe på, at vi ikke bliver for hysteriske omkring religion. Det handler om at aftabuisere så meget som overhovedet muligt. Og børn er ikke bange for at snakke om det her.”