Konservativ – med og uden det liberale snit

”Vi gik op på Folketingets bibliotek og fandt De Konservatives partiprogram fra begyndelsen af 1960’erne – altså fra før det i mine øjne begyndte at gå galt for De Konservative. Vi kiggede også på De Uafhængige, som var et stokkonservativt parti. Hele slænget omkring Tidehverv var konservativt, og der følte jeg mig godt hjemme.”

De erklærer sig altså begge som sande konservative – men hvilken retning, liberalkonservative, socialkonservative eller nationalkonservative?

Rasmus Jarlov: ”Jeg er det hele. Dansk Folkeparti er kun nationalkonservativt og måske også lidt socialkonservativt, men det liberale element i at være konservativ er fuldstændig væk hos DF, og det er altså en central del af konservatismen. Jeg mener ikke, at man kan være konservativ, hvis man vil have så stor en stat som DF. Konservatismen har altid stået for, at der skal være en stærk stat, men aldrig en velfærdsmodel, hvor ansvaret for de gamle bliver flyttet væk fra familien og over i den offentlige sektor.”

Søren Espersen: ”Rasmus har ret i, at vi ikke bekender os til liberalismen. I min barndom i Himmerland var det klart, at den konservative leder og den socialdemokratiske leder i Svenstrup var meget på linje, mens venstreformanden stod alene. S og K var begge medlemmer af menighedsrådet, begge to med i hjemmeværnet – der var en forståelse, som bandt de to sammen i begyndelsen af 1960’erne. Den naturlighed har jeg også i dag – det er jo ikke tilfældigt, at vi har taget stemmer fra netop S og K og ikke fra Venstre. Ligesom det ikke er tilfældigt, at I ligger og slås med Liberal Alliance om stemmer.”

Trods uenighederne bliver tonen mellem de to aldrig skinger. Kun få gange afbryder de to hinanden, og når der alligevel kommer små angreb, sker det stadig i en rolig og venskabelig tone. Som når Søren Espersen sætter et stød ind mod De Konservative:

”Jeg må indrømme, at det i øjeblikket er lettere for os at snakke med Venstre end med jer. Venstre er rykket tættere på midten, mens I nærmest helt er forsvundet.”

Debatten vender tilbage til de to afgørende punkter, hvor De Konservative ifølge DF har svigtet: EU og udlændingepolitikken.

Rasmus Jarlov : ”Jeg er enig med Søren i, at hele det politiske system svigtede indvandrerspørgsmålet i 1980’erne. Der var man slet ikke klar over, hvad man lavede, og der var noget kejserens nye klæder over det – et bedrag, hvor alle kunne mærke, at der var noget galt, men ingen gjorde noget ved det. Så på udlændingespørgsmålet har der været en pointe, men der er også en grænse for, hvor længe man kan blive ved med at skamride den hest. Det er jo ikke nogen tilfældighed, at vi har lavet udlændingepolitik med DF. Men DF har bevæget sig ud ad en tangent, hvor man er nationalt orienteret på en negativ måde.”

Søren Espersen: ”Vi har ikke noget imod at samarbejde med andre lande, men for os er det essentielle Danmarks frihed og selvstændighed. Når man afgiver suverænitet til EU, står det på spil.”

Vi har fat i noget, som får de to sindige politikere lidt op af stolen. EU. Har medlemskabet været en bonus for Danmark eller ej – det er de yderst uenige om. Søren Espersen er så meget imod unionen, at han gerne vil melde Danmark helt ud.

Rasmus Jarlov, bør De Konservative ikke være mere EU-skeptiske, sådan som Søren Espersen siger?

Rasmus Jarlov: ”Jo, det synes jeg. I forhold til den måde, EU har udviklet sig på, må der være en grænse for, hvad man som konservativ kan gå med til. Når samarbejdet er så bredt, at man vil have fælles politik på næsten alle områder, er det kommet for langt i forhold til den nationale selvbestemmelse.”

Nu begynder de to at tale lidt i munden på hinanden. Vi forsøger at afbryde diskussionen og få debattørerne til at forholde sig til et af de klassiske konservative ordsprog: ”Skal vi forandre for at bevare”.

Rasmus Jarlov: ”Der ligger det i det, at man gerne vil bevare nogle ting og er glad for sin egen kultur, sit eget land og sit eget samfund. Det skal man selvfølgelig være som konservativ. Der ligger også det i det, som er kernen i konservatismen, at man har en skepsis over for en for hurtig ændring af samfundet. Det er også derfor, man skal være skeptisk over for eksempelvis meget store demografiske ændringer – jævnfør indvandrerspørgsmålet.”

Søren Espersen nikker: ”Jeg er helt enig. Faren ved at eksperimentere med sit land er overhængende. Udlændingelovgivningen i 1983 var et eksperiment, som ændrede samfundet totalt, uden at man havde tænkt over konsekvenser og årsager.”

Nu rører vi ved ideologiens rødder og vil derfor høre, om de to politikere har læst klassikerne. Konservatismens fader – Edmund Burke – har de begge tygget sig igennem. Men længe inden da vidste de, at de var konservative.

Rasmus Jarlov: ”Jeg fandt ud af det, da jeg var 18 år og lavede opgave om forsvarforliget i 1995 i gymnasiet. Jeg var ikke i tvivl, der var kun ét parti, der havde svaret på Danmarks sikkerhedspolitiske situation.”

Søren Espersen bryder ind: ”På det punkt er vi pot og pande. I forsvarsforhandlinger er der ikke noget, der skiller os ad.”

En anden grundsten i konservatismen – Gud, konge og fædreland?

Søren Espersen direkte til Rasmus Jarlov: ”På spørgsmålet om fædrelandet har I svigtet. Der er vi i Dansk Folkeparti de sande konservative.”

Apropos fædrelandet. Det ideologiske værksted slutter hver gang med, at deltagerne fortæller, hvad de synger for deres børn om aftenen. Søren Espersen synger naturligvis fædrelandssange – og salmer – for sine børn. Rasmus Jarlov har godt nok ingen børn, men ville vælge ”I alle de riger og lande”.