Tidligere kirkeminister Birthe Rønn Horn-bech (V) meddelte i lørdagens Kristeligt Dagblad, at hun ville melde sig ud af folkekirken, hvis der kom en synode, altså et ledende organ. Den slagfærdige politiker er vokset op i folkekirken som datter af en præst og er på mange måder indbegrebet af folkekirken. Så meget desto mere må man undre sig over, at en synode, som bliver mere og mere sandsynlig i øjeblikket, er nok til at få hende til at overveje at gå.

LÆS OGSÅ: Stat og kirke bør ikke adskilles

Også i den seneste tids debat om homoseksuelle vielser har der været meget raslen med sablen. Her har det fortrinsvis været de missionske unge, der har truet med at lade folkekirke være folkekirke og gå deres vej.

Dertil kommer en tredje gruppe af kristne, der de seneste årtier har truet med at forlade folkekirken i protest mod Thorkild Grosbøll, bamsedåb eller noget andet, de ikke kan se noget kristendom i.

De omsiggribende trusler om at tage sit gode tøj og gå er et symptom på flere tendenser i tiden, der giver noget at tænke over.

For det første er folkekirken ikke det kirkelige folkehjem, det var engang, og det er blevet en mere nærliggende løsning at finde sin egen måde at være kristen på, selv for en tidligere kirkeminister. Folkekirken er blot en valgmulighed blandt mange i det religiøse supermarked.

For det andet er det tankevækkende, at folk ikke bare forlader folkekirken, fordi troen ikke siger dem noget. Det er i stigende grad de trosmæssigt reflekterede, der lufter tanken om at finde andre rammer for deres tro. Ideelt set var det dem, der skulle have dannet rygraden i den vitale kirke, hvorudfra man kunne arbejde for at nå dåbsgæster og andre marginale medlemmer af kirken.