Italiensk for de allermest fjollede

Da al strømmen pludselig går, er der lagt op til et spektakulært kaos. Romanen forsøger sig med en grotesk stil, og det gælder også sprogligt, hvor beskrivelser af kroppens fysiske indre dominerer. Nervøsitet beskrives for eksempel som at ”pepsinsyren sprøjtede svidende frem i hans bugvægge”. Andre steder er det næsten tåkrummende, når der bruges klichefyldte udtryk som ”en stak stakater” om penge og ”det gamle spritapparat” om en mand.

Fremstillingen af en overfladisk, selviscenesættende klovnekultur bliver på sin vis selv fanget ind af gags og platheder, som den ikke formår at hæve sig over. Det viser sig også i romanens forsøg på en parallel psykologisering af de to centrale figurer. Saverio Moneta og Fabrizio Ciba føler sig på hver sin måde forsmåede og ønsker begge anerkendelse. Deres handlinger styres af dette behov, og mens den ene er formet af et forkvaklet kærlighedsliv, er den anden afhængig af at få pustet sit ego op af tomhjernede ”babes”, som han kan være sammen med.

Således hungrer mændene i romanen efter anerkendelse og sex, kvinderne er så heldigvis alle velvillige brystbomber, der gerne lader sig såvel voldtage som tages. Er det også et humoristisk billede af Italien anno 2011 og et forsøg på et mere eksistentielt svirp? I så fald er der hverken vid eller dybde i det, og bogen fremstår mest af alt som en blanding af Quentin Tarantino frataget sin stilmæssige overlegenhed og så et uendeligt antal burleske slapsticks.

kultur@k.dk