Kristine Kabel |
5. september 2011
Hvordan kan italiensk satire lyde? Et bud er bogen ”Velkommen til festen” af den storsælgende Niccolò Ammaniti, der har skabt en parabel over Berlusconis gøgl og mediestunts. Uden videre held
Der er et hæsblæsende tempo i ”Velkommen til festen”, hvor en ejendomsspekulant med blakket ry inviterer hele det italienske high society til fest i sin private park i Rom, Villa Ada.
LÆS OGSÅ: Tvivlen er et grundvilkårDen er i al hemmelighed blevet omdannet til vildnis og naturkulisse. Elefanter, ræve, tigre, bjørne, traner, aber og alskens dyr er fløjet ind fra forskellige zoologiske haver, så festen også kan byde på safarier med tøj designet til lejligheden af Ralph Lauren.
Når Niccolò Ammaniti, forfatteren til den filmatiserede ”Jeg er ikke bange”, fremstiller en så depraveret kulissevirkelighed, hvor det handler om pompøsitet, lir, sex og om at blive set, så er det givet tænkt som en satire over Silvio Berlusconis Italien.
Måske er det også denne genkendelighed, der har ført til, at romanen er blevet en bestseller i hjemlandet. For litterær kvalitet er der ikke tale om, og mens bogens bagsidetekst taler om ”spiddende satire” så oplever jeg først og fremmest anstrengte platheder.
Det politiske svirp og Berlusconis alter ego, den blakkede ejendomsspekulant, fylder kun lidt i bogen. Den følger i stedet i kompositionel zigzag både en leder af en satanistgruppe på fire og en stjerneforfatter i skrivekrise. Den første, Saverio Moneta, ønsker at opnå berømmelse ved til festen at halshugge sangeren Larita, som stjerneforfatteren Fabrizio Ciba også er interesseret i.
Da al strømmen pludselig går, er der lagt op til et spektakulært kaos. Romanen forsøger sig med en grotesk stil, og det gælder også sprogligt, hvor beskrivelser af kroppens fysiske indre dominerer. Nervøsitet beskrives for eksempel som at ”pepsinsyren sprøjtede svidende frem i hans bugvægge”. Andre steder er det næsten tåkrummende, når der bruges klichefyldte udtryk som ”en stak stakater” om penge og ”det gamle spritapparat” om en mand.
Fremstillingen af en overfladisk, selviscenesættende klovnekultur bliver på sin vis selv fanget ind af gags og platheder, som den ikke formår at hæve sig over. Det viser sig også i romanens forsøg på en parallel psykologisering af de to centrale figurer. Saverio Moneta og Fabrizio Ciba føler sig på hver sin måde forsmåede og ønsker begge anerkendelse. Deres handlinger styres af dette behov, og mens den ene er formet af et forkvaklet kærlighedsliv, er den anden afhængig af at få pustet sit ego op af tomhjernede ”babes”, som han kan være sammen med.
Således hungrer mændene i romanen efter anerkendelse og sex, kvinderne er så heldigvis alle velvillige brystbomber, der gerne lader sig såvel voldtage som tages. Er det også et humoristisk billede af Italien anno 2011 og et forsøg på et mere eksistentielt svirp? I så fald er der hverken vid eller dybde i det, og bogen fremstår mest af alt som en blanding af Quentin Tarantino frataget sin stilmæssige overlegenhed og så et uendeligt antal burleske slapsticks.
kultur@k.dk