I søndags blev Jesper Klein bisat, og hans nære ven igennem mange år, Flemming Jensen holdt tale over ham. Han talte ikke om Jesper Klein, men til Jesper Klein.
B.T. har fået lov at trykke hele talen, som begynder sådan her:
TALE VED MINDEHØJTIDELIGHEDEN FOR JESPER 4/9 2011
Kære Jesper!
Jeg har valgt at tale direkte til dig. Ikke for at tale forbi det Faktum, at du nu engang er død. Men fordi så meget af det, der var dig, stadig er til stede her i dag - så hvis jeg talte om dig, ville jeg føle, at jeg talte forbi dig.
Jeg har også valgt at tænke mig om og for en gangs Skyld skrive ned på Forhånd, hvad jeg vil sige. Her ville du ha' rynket på Næsen og sagt: 'Sådan noget behøver vi da ikke, Jensen.'
Du brugte tit dette inkluderende vi, som jeg tog som et Ridderslag - og som også var lidt irriterende.
Men jeg behøver det altså, Jesper - denne gang tør jeg ikke tro på, at mine Ord kommer af sig selv.og surfer på Situationen. For du har først lige forladt os - jeg er ikke helt blevet... os selv endnu. Og jeg er bange for, at i dag kan netop du være Grunden til, at ikke bare Stemmen, men også Tanken svigter.
Mange siger i dag farvel til et Menneske, der har betydet meget for vort Land, nogle siger farvel til en varm Kollega - og så er vi nogle, der siger farvel til en Ven.
Det har vi ikke så nemt ved.
For Bekendte har vi jo mange af - Kolleger har vi nogle af - men Venner.... Venner har vi kun få af. Og sådan skal det være. At være Ven er noger eksklusivt - det er jo ikke Facebookvenner, vi taler om. Ingen har 4.000 venner. Venskab bør ikke devalueres af Mængden - og jeg ranker ryggen klædeligt ved Tanken om, at det er med Tryghed, at jeg ublufærdigt godt tør sige, at du var min Ven - og at jeg var din.
Venskab dør ikke - bare fordi Vennen gør det.
Jeg ved, at du ville ha' ønsket, at jeg i dag sagde noget sjovt - at jeg på dine Vegne sørgede for, at vi allesammen lo. Det ville jeg også ha' ønsket. Men jeg er ked af det, Jesper - det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg er ikke leveringsdygtig ikke i dag.
Redningen ud af denne personlige Skrøbelighed er måske, at vi ved denne Mindehøjtidelighed ikke kan tillade os den Luksus kun at tænke privat - det har du selv sørget for. Du har for længst placeret dig som en væsentlig Faktor i vor nationale Identitet.
Det betyder meget for et Utal af Mennesker at måtte tænke: jesper Klein er ikke blandt os mere.
Vort Land mangler nu i fortvivlende grad den milde Humanist, og Aviserne er svømmet over af Lovord. Det manglede bare andet!
Landet er fyldt med Komikere, men savner Humorister - nu står vi uden den største. Fokus i Pressen har været rettet mod Børne-TV, Klyder og andet godt og sjovt - med rette! Vi ved det allesammen, og jeg vil ikke fornærme dem, der er kommet her i dag ved at gentage eller fortsætte Opremsningen.
Men måske skulle jeg bruge et par Ord på, hvorfor du kom til at betyde så meget. Det tror jeg faktisk gerne, at du ville ha' mig til at sige noget om.
...
Læs resten af talen på bt.dkLÆS OGSÅ:
Kom, lad os brokke os - Jesper Klein og Flemming Jensen interviewet sammen
BILLEDSERIE:
Skuespilleren Jesper Klein er død