Nu må vi sikre flertalsbeskyttelse i folkekirken

Som præstekolleger er man uvægerligt en slags fortolkningskolleger. Som vel at mærke ofte når frem til forskellige fortolkninger. Uanset hvilket skriftsyn vi måtte have, så foretager vi fortolkninger. Det gælder også de af vore kolleger, der kalder sig ”bibeltro” og omtaler Bibelen som en autoritet, der unddrager sig fortolkning og deres egen fortolkning som ”bibelsk”.

Fortolkningen viser sig, når det er så inkonsekvent, hvilke af anvisninger der tages bogstaveligt. Hvis man er imod vielse af fraskilte på baggrund af udsagn i Bibelen, hvorfor så ikke også følge rådet om at gå ud og sælge alt, hvad man ejer, og dele det ud til de fattige? Der slås ned på nogle få, men ikke tilfældige ting – påfaldende ofte har de med køn og seksualitet at gøre.

En tilsvarende selektiv troskab falder i øjnene ved de ”luthertro” argumenter for ikke at vie fraskilte. For vel kan man hos Luther finde belæg for voldsomme udfald mod skilsmisse (i særdeleshed mod skilsmisse med indtræden i kloster som mål), men man finder også adskillige legitime grunde til skilsmisse: manglende seksuelt samliv (uanset om årsagen er impotens eller adskillelse), utroskab, kriminalitet og så videre. Men Luther opfordrer til, at man hurtigt indgår nyt ægteskab, så den på én gang ustyrlige og ganske naturlige seksualitet kan udfolde sig i de rette rammer. Grundtvig er i dette stykke langt mere konsekvent, når han pure afviser at vie fraskilte, som samtidens statskirke ellers påbød.

Pointen er, at vi aldrig kan undsige os den kritiske fortolkning – hverken i omgang med Bibelen, Luther eller Grundtvig. Og når Bibelen ikke meningsfuldt kan læses bogstaveligt, men må læses fortolkende, følger det nødvendigvis, at der må næres respekt for den andens fortolkning – uanset uenighed. Og vi tøver ikke med at stille os helt på Grundtvigs side, når det handler om et frihedssyn, der lader den enkeltes samvittighed råde i læsningen og forkyndelsen af teksten.

Og så er vi ved kernen i den uholdbare situation i Kolding. Hvordan sikre, at de mange ikke lades i stikken, når vi vil fastholde friheden for de få? Vi går hverken ind for at indskrænke folkekirkemedlemmernes frihed til sognebåndsløsning eller for at indskrænke præsters mulighed for at henvise til samvittighedsfrihed – men vi finder det oplagt at se på menighedsrådets ansvar.

Kirkeministeren skal ifølge lov om besættelse af præstestillinger i folkekirken (paragraf 11, stk. 3) i pastorater med flere præstestillinger tage hensyn til mindretal i pastoratet. I bekendtgørelse om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præstestillinger (paragraf 8, stk. 7) præciseres, at såfremt et retningsbestemt mindretal påberåber sig bestemmelsen, så skal mindretallets indstilling sendes med videre op i systemet. Indstillingen i Kolding var enstemmig, og derfor var denne bestemmelse ikke relevant.

Begrænsningen af menighedsråds­demokratiet angår hensynet til mindretal. Sagen fra Kristkirken lægger op til en overvejelse over, om ikke der i lovgivningen bør indskrives en form for flertalsbeskyttelse. Det kan lyde paradoksalt i et demokratisk system at foreslå flertalsbeskyttelse. Ikke desto mindre er det, hvad der er brug for, idet vi tillader os at antage, at flertallet af sognets folkekirkemedlemmer ikke deler det ”bibeltro” retningspræg, som dominerer i menighedsrådet. Og man må konstatere, at den del af dansk kirkeliv, der nyder fordel af loven om mindretalshensyn, i Kristkirken ikke har påtaget sig at tage en smule flertalshensyn.

Menighedsrådsmedlemmer forpligter sig til i menighedsrådsløftet at arbejde for, at kirken ”kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst”. Det springende punkt er, hvordan man definerer ”menighed”. Hvis det i en folkekirkelig sammenhæng ikke forstås som medlemmerne, fællesskabet af alle døbte, ja, så giver det ikke mening i en demokratisk sammenhæng. Hensynet til hele menigheden er det ansvar, menighedsrådet må løfte.

Det er det ansvar, menighedsrådet i Kristkirken har set stort på. De døbte i Kristkirkens Sogn, der ikke deler den ”bibeltro” fortolkning, bydes vel ikke gode vilkår i forbindelse med den forkyndelse, der lyder fra prædikestol, i konfirmandstue og ved kirkelige handlinger? Og det gør de fraskilte heller ikke.

Fraskilte brudepar blandt sognets beboere kan sikkert få hjælp fra nabosognenes præster, når sognets menighedsråd ikke kunne bruge en af de 29 ansøgere, der ville vie fraskilte. Det signal, der sendes til de fraskilte, styrker næppe forestillingen om folkekirken som deres kirke. Og da slet ikke den lokale kirke – hvilket er det vigtigste formål med den sognestruktur, der udgør folkekirkens undertråde.

For os at se er der to muligheder for at sikre, at det ikke sker igen: Én mulighed er på et højere demokratisk niveau via lovgivning at definere en ”minimumsliste”, som et sogn af en bestemt størrelse selv skal kunne klare – herunder ”vielse af fraskilte”. En sådan styring via lovgivning kan dog hurtigt få uheldige følgevirkninger i form af problematisk central regulering af sognene på en helt anden måde, end vi kender i dag. Et sideblik til kommunerne viser, at det ikke er en yndig sti at betræde.

En anden mulighed er at udvide den demokratisk valgte biskops bemyndigelse ved ansættelse af præster, så han indskærper menighedsrådet flertalshensyn i et sogn med flere præster. Det er heller ikke en uproblematisk model, da den tilsidesætter det repræsentative demokrati i form af menighedsrådet.

Men tilsidesættelsen sker på et velafgrænset område – nemlig hvis man i samme sogn ansætter tre præster, der henviser til den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i præsters ret til at sige nej til at vie fraskilte. Denne ret er jo ekskluderende i forhold til flertallet, og et flertal i sognet vil med god ret opleve det som mindretallets ekskludering af flertallet. Det er altså ikke biskoppens vilkårlige vurdering, om der er taget hensyn til flertallet. Der er veldefinerede områder, hvor biskoppen kan skride ind.

Og ja, selvfølgelig kunne flertallet i Kristkirkens Sogn bare rejse sig fra den kulturkristne hængekøje og gå ind i menighedsrådet. I praksis forstår man dog godt, hvis de er en anelse tilbageholdende med at gribe den handske – som landet ligger i Kolding.

Ulla Morre Bidstrup er lektor og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse. Birgitte Stoklund Larsen er teolog og leder af Grundtvig-Akademiet