Konservativ tristesse bag den stoiske facade

Erhvervsguruen og ekspolitikeren Lars Kolind indtager en fremtrædende plads i bogen. Ikke fordi han er speciel, heller ikke fordi han som folketingskandidat i 2007 foreslog 40 procent skat på Fyn, men fordi han er typisk i sin pietetsløse insisteren på innovation, kreativitet og fornyelse. Som succesrig direktør i høreapparatfirmaet Oticon arbejdede han ud fra den ledelsesfilosofi, at faste grænser, hierarkier og vaner skal overvindes. Han pillede kontorernes skillevægge ned og fik sat hjul under potteplanterne. Mobilitet og flad netværksstruktur skulle give idéer og initiativer de bedst mulige vækstvilkår. Her blev ”tradition” et fyord, der repræsenterede alt det ufleksible og væksthæmmende. Privat lever Kolind til gengæld på en gammel herregård i Jylland, der bugner af antikviteter (efter beskrivelsen at dømme i en stilforvirret pærevælling). I hjemmet overlever det overleverede, men som hvad? Som æstetik med rekreative formål, mener Wentzel, ikke som et forpligtende, appellerende reservoir af erfaringer og fortællinger. Eksemplet Kolind viser, at traditionen er blevet museal, fortiden har tabt sin ”mytiske myndighed” til det vibrerende nu og den åbne fremtid.

Med den forandringsparate erhvervsmand som udgangspunkt tager den erfarne litteraturforsker kyndigt læseren ved hånden på en rejse gennem udvalgte højdepunkter fra kampen mellem traditionens venner og fjender i dansk åndshistorie. Eksemplerne er især hentet fra den hjemlige litteraturhistorie, der på dansklærermaner tilordnes nydeligt definerede genrer og epoker.

Wentzel beretter om Georg Brandes’ berømte forelæsninger på Københavns Universitet i 1871, hvor traditionen – den nationale, romantiske og kristne – blev angrebet under slagordet ”det moderne gennembrud”. Angriberen var en dr.phil. i kjole og hvidt, en borgerlig oprører kunne man sige, der fremførte sin sag med vid og bid. Kontrasten til ungdomsoprøret er mærkbar: ”Jeg har siddet i 1969 i det samme auditorium og hørt de studerende diskutere, om de skulle save talerstolen og tilhørerbænkene i stykker.” Mens Kolind-typen som regel er indifferent over for kulturarven eller tåler den som dekoration, var ungdomsoprørerne direkte fjendtlige over for tradition og autoritet som sådan.

Brandes’ efterfølger var multitalentet Poul Henningsen, hvis fetichistiske forhold til begreber som ”ny”, ”ungdom” og ”naturlig” blev eftertidens klicheer. Igen var brodden rettet mod overleverede konventioner og former, der opfattedes som snærende og hæmmende. I 1950’erne udbredes naturlighedsevangeliet i Leif Panduros populære, anti-intellektualistiske ”Rend mig i traditionerne”, der modstilles Martin A. Hansens alvorstunge monument over fædrenes overlevering, ”Orm og Tyr”. Men Hansen var for sent ude, mener Wentzel, for de traditionelle autoriteter var udhulede. De har det bedst som selvfølgeligheder; hvis de skal forsvares, er de allerede svækkede.

Traditionens afløser er ungdommelighed: ”for pubertet og ungdom er tradition døden”, hedder det. Martin A. Hansen var alt andet end ungdommelig, så tiderne var ham ikke gunstige, men så vidt jeg ved, har han stadig mange læsere. Wentzel har alligevel en god pointe: Hvor formernes og konventionernes modstandere tidligere talte fremskridtets sag, hyldede de senere livet, det umiddelbare, ægte og strømmende. ”Muliggør spontanitet”, som der står på en mur på Nørrebro.

”Rend mig … Et essay om tradition” er et velkomment, reflekteret og upolemisk indlæg i kulturkampen med mange gode pointer: Vaner, ritualer og overleveringer binder os sammen i en fælles rytme og delte referencer, så traditionsafviklingen svækker fællesskabet og fremmer individualismen, mener Wentzel. Som følge af de nye, elektroniske medier bliver vi tilmed følelsesbetonede frem for reflekterede. For egen regning tilføjer jeg: kedeligere, forudsigeligere, fladere.

Wentzel taler ikke så meget om dannelse, men det kunne han lige så godt have gjort. Han er i det hele taget påpasselig med ikke at lyde jeronimusagtig og opretholder mestendels en stoisk facade, bag hvilken man dog mærker den konservative tristesse.

kultur@k.dk

Lars Christiansen er historiker, forfatter og anmelder ved Weekendavisen. Fremover anmelder han kulturlitteratur i Kristeligt Dagblad.