Fagre nye verden?

Forleden morgen kørte jeg hen på servicestationen for at vaske bil. Kioskbaskeren fangede min opmærksomhed. Forsiden af B.T. meldte, at nu er robotten her: VASKEHAL TIL ÆLDRE. Billedet viser en mandlig senior, liggende på indkøringsrampen til en badekuvøse. Det forlyder ikke, om der kan vælges mellem forskellige programmer, så man kunne trykke på en kvikvask med det højst nødvendige eller luksusvasken inklusive hårvask og tørring.

LÆS OGSÅ: Er du klar til den teknologiske fremtid

Jeg lider ikke af teknikforskrækkelse. Jeg værdsætter min computer. Jeg er (blevet) glad for mine Oticon-hørehjælpere, især når jeg tænker på min bedstemor, som sad med store øreklapper spændt over hovedet og med ledninger ned til den sorte batteritaske, hun havde i skødet og febrilsk skruede på, når hun alligevel ikke kunne høre, heller ikke de høje hyletoner hendes anstrengelser udløste.

Jeg tænker også på en andagtsbog for dem, ”der vil være ved, at de er gamle” af Indre Missions navnkundige formand, Christian Bartholdy. I et kapitel fortæller han om, at han takker Gud for sine briller og for den velsignelse, de beriger hans tilværelse med. Hans opmærksomhed er samlet om de nære ting. Planerne om en bro over Storebælt interesserer ham ikke, for han vil aldrig komme til at køre på den. Jeg husker bogen, fordi jeg undertiden læste i den, før jeg som ung præst skulle på besøg på plejehjemmet. Og hvad ved en grønskolling om alderdom?

I det hele taget har jeg lært en del af gamle mennesker. Min svigermor, som i høj grad kunne hjælpe sig selv, men i endnu højere grad også andre, blev gammel og svag. Det havde hun svært ved at acceptere. Jeg kørte med hende på plejehjem den dag, det blev aktuelt. Hun ville selv gå ind fra bilen, men magtede det ikke. Jeg løb for at hente en kørestol, og straks kom der en fra plejepersonalet for at hjælpe med at få mormor løftet over i stolen. Det var en uvant situation, så hun udbrød på sit djærve sprog:” Ja, æ er ret bløwen en gammel skravl!”

”Det ska’ du aldrig bryd’ dæ om – for det er lige så’en nown (nogen) som dæ, vi hår brug for her,” lød svaret fra plejeren. Og bemærkningen blev hilst med en befriende latter. Her var to på samme bølgelængde.