Erik Bjerager |
6. september 2011
Pressen får skylden for næsten alt i Birthe Rønn Hornbechs erindringer om hendes ministertid
Indrømmet: Jeg har altid haft en vis svaghed for Birthe Rønn Hornbech (V). Ikke altid i forhold til hendes politiske holdninger. Men i lighed med mange andre danskere har jeg sat pris på hendes uforfærdethed og grundfæstede forsvar for frihed. Hun er og har været en af de få politikere, der besidder en stor grad af integritet, og hun har aldrig tøvet med at gå imod sine egne, hvis de var på vildspor.
LÆS OGSÅ:
“Friheden føles så meget større efter ministerposten”Men der skete noget, da hun blev minister. Det fremgår med al tydelighed af hendes seneste bog, ”Ministerbilleder”, om hendes tre år som kirke- og integrationsminister. Måske vidste hun selv instinktivt, at hun ville komme til at kaste noget værdifuldt over bord ved at tage del i magten frem for at være den, der kritiserer magten. Hun ville i alt fald længe ikke være minister. Hun anså det for at være et tilbageskridt i forhold til den vigtige post som folketingspolitiker. Men hun slog alligevel til – eller rettere, som hun beskriver det – undlod at værge sig tilstrækkeligt mod det, da Anders Fogh Rasmussen igen prøvede at overtale hende til at gå ind i VK-regeringen. Hun sagde ja – og endte med at blive fyret.
Hvordan man vurderer hendes tid som minister, er selvsagt en personlig sag, men set herfra kostede de tre år hende en stor del af hendes personlige troværdighed og pondus. Ikke så meget fordi hun tog del i regeringsmagten, men mere fordi hun havde så svært ved at håndtere offentligheden omkring sit embede.
LÆS OGSÅ:
Birthe Rønn er taknemmelig for fyringssamtaleHun kom til at fremstå afvisende over for pressen og dermed også lukket og egenrådig i en grad, så man måtte få den tanke, om den politiker, der havde været garanten for frihed, retlinethed og åbenhed, nu virkelig skulle blive den, der genindførte enevælden.
Som det også fremgår af hendes bog, der udkommer i dag, foragter hun mennesker, der snager i hendes privatliv eller prøver at ælte sig ind på hende. Al ære for det. Men den intense medieopmærksomhed, som hun var genstand for, fordi hun var minister og traf beslutninger, der kunne og skulle stilles kritiske spørgsmål til, håndterede hun akavet. Hun endte med at fremstå komisk, afvisende, tilbagetrukket og isoleret uden det format, der havde ført hende ind i regeringen som en noget nær frelsende engel. I de måske populistiske målinger over ministres popularitet gik hun fra en topplacering til en bundplacering. Fra at være den, der kunne give VK-regeringen en ny start, til at være en minister, der truede regeringen på livet og derfor måtte gå.
LÆS OGSÅ:
Se højdepunkterne i dansk politik siden 2007Den udvikling er mildt sagt interessant og fortjener en dybere refleksion. Desværre foretager Birthe Rønn Hornbech den ikke i sit tilbageblik på ministertiden. I det hele taget er der ikke skygge af selvrefleksion i dette glansbillede af ministererindringer. Og måske er det svaret på spørgsmålet om, hvorfor det gik hende så ilde. Man kan ikke være minister endsige forvalte et stort ansvar, hvis man ikke evner at rette kritikken mod sig selv eller i det mindste lade andre gøre det. Egenrådighed kan være en styrke, hvis man udgør en politisk enmandshær, men den er ikke en styrke for en minister. I hendes ministertid lød det fra Kirkeministeriet, at der herskede en slags undtagelsestilstand. Meget var unormalt, og ministeriet forventede først at kunne reetablere et fornuftigt forhold til pressen, når der sad en ny minister på posten.
Som en rød tråd gennem hendes tilbageblik på de tre års ministertid går en uvilje grænsende til foragt over for pressen. Selvom hun ikke skriver det direkte, fornemmer man imellem linjerne, at det er herfra, alt ondt kom til hende. Måske fordi frænde er frænde værst, er kritikken hårdest ved Kristeligt Dagblad. Det lever vi med her på avisen, og den del af hendes kritik, der har en pointe, tager vi til os. Men hvor ville det have løftet disse erindringer over dagligt vande, hvis hun havde haft blik for bjælken i sit eget øje.
Hun beskriver hverdagen som minister, mennesker, hun mødte, de ekstremt travle dage, manglen på søvn og de mange sager, der fyldte hendes tid. Hun undlader at kommentere sagen om indfødsret til statsløse, der fældede hende, fordi den skal kortlægges af en undersøgelseskommission. Også selvom det havde været noget af det mest spændende at læse fra hendes ministertid. Hun kommer vidt omkring fra sin beskrivelse af integrationspolitikken til erklæringen af sin kærlighed til den danske folkekirke. Hun skriver igen overbevisende om religionsfriheden og sin modstand mod tørklæde- og burkaforbud. Og det er lige før, at man glemmer den skygge, der lagde sig over hende i ministertiden, når hun slutter bogen af med et fyndigt efterskrift om Danmarks fremtid og velfærdssamfundet som den nye fælles religion. Her er den gamle Rønn Hornbech på banen igen med stærke, velskrevne synspunkter. Men de er ikke nye og har i anden iklædning været ledetråden i tidligere bøger.
Erindringer er en vanskelig genre. Når en politiker som Rønn Hornbech kaster sig ud i dem, må man som minimum forvente en nuanceret refleksion over op- og nedture, sejre og nederlag. Når den selvkritiske refleksion ikke er der, falder projektet til jorden.
Kristeligt Dagblad bragte i lørdags et interview med Birthe Rønn Hornbech om bogen.
Læs artiklen:
“Friheden føles så meget større efter ministerposten”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad