De fleste medlemmer af den kinesiske menighed i München er først blevet kristne i Tyskland. Mange af dem danner huskirker, når de vender hjem til Kina.
- Heidi Dachs.
Heidi Dachs skriver fra Tyskland |
6. september 2011
Kinesere i München arbejder for at gøre Kina kristent
Mange tyske præster ville sikkert ønske, at de havde en menighed som den, der mødes i Kapernaumkirken i den sydtyske by München hver søndag eftermiddag.
LÆS OGSÅ: Kristen bevægelse får mere magt i TysklandKirken er ganske vist kun halvt fuld denne søndag som så mange gange før, men de fleste kirkegængere er ikke ældre end 30 år, og dermed er der tale om en meget ung menighed. Det er bemærkelsesværdigt i Tyskland, hvor ungdommen ellers er begyndt at svigte kirkerne.
Menigheden er ikke alene meget ung, men er også usædvanlig, fordi den ikke er tysk, men derimod kinesisk.
”Mange er studenter eller unge, der arbejder for internationale virksomheder i München,” siger hjælpepræst Yaozhi Pan.
Münchens kinesiske protestantiske menighed blev dannet i 1992, og dengang var den en af de første kinesiske menigheder i Tyskland, men siden er der blevet dannet kinesiske menigheder i næsten alle større tyske byer.
I München har kineserne fået lov til at låne Kapernaumkirken af en evangelisk-luthersk menighed hver søndag eftermiddag. Indtil for fem år siden ”lånte” de også kirkens tyske præst, og gudstjenesterne foregik mest på tysk.
I dag har menigheden sin egen præst, og næsten hele forløbet af gudstjenesterne foregår på det kinesiske sprog mandarin.
”Ved de fleste gudstjenester deltager 30-40 kinesere, og ved særlige højtider vokser menigheden til flere end 50 personer. Fordi vi har så mange helt unge, er der kun meget få familier med børn,” siger Yaozhi Pan.
I kirken hersker der i dag en koncentreret stemning, der minder lidt om atmosfæren før en fodboldkamp. Alle personer, der skal være aktive i dagens gudstjeneste, både kordegn, præst, hjælpepræst og korsangere, samles ligesom et fodboldhold, der udviser teamgejst, foran alteret. De beder i fællesskab om, at gudstjenesten bliver vellykket.
Kordegnen beder folk om at slukke deres mobiltelefoner, og derefter synger menigheden en kinesisk salme.
Fire unge stiller sig op foran alteret, to mænd og to kvinder, og synger en salme på mandarin, mens de klapper i takt med hænderne. Deres ansigter stråler af livsglæde, og i sangen giver de udtryk for deres taknemmelighed over Guds nåde og kærlighed.
Menigheden blev dannet i 1992 af Yaozhi Pans kone, Zhang Xiaoyan Pan. I modsætning til de fleste andre kinesere i menigheden, der først har mødt kristendommen i Tyskland, blev hun kristen allerede i Kina i 1981. Dengang havde en studiekammerat taget hende med til en gudstjeneste.
”Jeg troede på Gud med det samme,” siger Zhang Xiaoyan Pan.
Da hendes mand fik arbejde i München, begyndte hun at drive en huskirke i parrets bolig, indtil det blev muligt for hende at bruge Kapernaumkirken.
Hendes mand havde brug for tid, før han blev kristen, men nu er han så engageret, at han fungerer som hjælpepræst og endda af og til overtager prædikenerne. Parrets 20-årige datter er også aktiv i menigheden og synger i kirkekoret.
De seneste fem år har Wai Ching Mühlhaus været menighedens præst. Hun kommer fra Hongkong, taler mandarin og er gift med den tyske præst Karl-Hermann Mühlhaus, der nu er på pension. I dag er en af de søndage, hvor hendes mand prædiker, og det vil sige, at prædikenen undtagelsesvis finder sted på tysk.
Karl-Hermann Mühlhaus har en fortid som missionærpræst i Hongkong, hvor han også mødte sin hustru.
Efter trosbekendelsen, der finder sted på mandarin, taler Karl-Hermann Mühlhaus i sin prædiken om ”de kristnes vidunderlige og farlige gerning”.
De seneste årtier har den kinesiske regering ofte set igennem fingre med huskirkerne, men alligevel har der været tilfælde, hvor kristne blev forfulgt.
Karl-Hermann Mühlhaus forsøger at finde trøstende ord for de kristnes situation i Kina, og samtidig maner han menighedsmedlemmerne, hvoraf mange snart vil rejse tilbage til Kina, til besindighed.
”Det er en vidunderlig gerning at være kristen, for hvem vil ikke gerne være salt og lys for andre? Vores opgave er at tage del i Guds kraft og være salt og lys i det små. Vi skal gøre det med vores ringe kraft og tage små skridt, mere forlanges der ikke af os. I situationer, hvor kristne forfølges, er der tale om en vanskelig balancegang på en knivsæg. På den ene side forventer Jesus, at man åbent bekender sig til ham, men på den anden side kan kirken af og til hjælpe mennesker bedre ved at være diskret. Jeg mener ikke, at man altid skal bede, så folk kan se det,” siger Karl-Hermann Mühlhaus.
Efter gudstjenesten er der hyggelig sammenkomst med te og kage på førstesalen i kirkebygningen.
Efter at menigheden blev dannet for næsten 20 år siden, var det de første år et spørgsmål, om den overhovedet kunne overleve. I dag har den ikke alene slået rod i München, men har også sat sig et mål: Kineserne i Kina skal gøres kristne.
Hvert år rejser omtrent 30 procent af menighedens medlemmer hjem, og eftersom de fleste kommer fra Fastlandskina, giver det gode betingelser for at drive kristen mission i det tidligere så anti-religiøse land.
”Mange af studenterne her i menigheden har slet ikke haft kontakt med kristendommen, før de kom til Tyskland. De hører om menigheden igennem venner og har behov for at være blandt landsmænd. Vi forsøger at være som en familie for dem, og med tiden bliver de kristne. Mange er taget hjem til Shanghai eller Beijing og har dannet huskirker der,” siger Yaozhi Pan.
Den evangelisk-lutherske kirke i Bayern mener ligeledes, at menigheden driver et vigtigt missionsarbejde i Kina, og derfor har kirken valgt at gå ind og betale lønnen til præsten Wai Ching Mühlhaus
Wai Ching Mühlhaus glæder sig over, at der hele tiden kommer nye studenter til Tyskland, som bringer frisk blod ind i menigheden. Samtidig viser hun forståelse for, at mange tyske unge forlader de tyske kirker.
”Der er stor forskel på at være tysk præst og kinesisk præst. Hos tyskerne er der næsten ingen personlig kontakt mellem kirkegængerne og præsten, og kirkerne er alt for kedelige. Tyskerne morer sig, når de går til oktoberfest, men gudstjenesterne finder ofte sted i en meget søvnig atmosfære. Hvorfor kan tyske kirker ikke være som en biergarten, hvor man holder oktoberfest?” spørger Wai Ching Mühlhaus.
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad