Af alle faggrupper inden for det offentlige arbejdsmarked er socialpædagogerne nu dem, der bliver fyret flest af og oftest på grund af nedskæringer. Udtryk for dårligt underbygget ideologi, mener ekspert.
- Colourbox.
Kirstine Dalsgaard Larsen |
7. september 2011
Af alle faggrupper inden for det offentlige arbejdsmarked er socialpædagogerne nu dem, der bliver fyret flest af og oftest på grund af nedskæringer. Udtryk for dårligt underbygget ideologi, mener ekspert
Annette Munck var indtil for ni måneder siden ansat som socialpædagog på et bosted for voksne udviklingshæmmede og hjerneskadede. Lederen var nødt til at skære ned på antallet af medarbejdere, og selv efter sin afskedigelse kunne Annette Munck mærke effekten af de færre medarbejdere.
LÆS OGSÅ: Pædagoger mangler specialuddannelse”En senhjerneskadet beboer kontaktede mig en dag via sms på mobilen og bad om hjælp, fordi han endnu ikke var kommet ud af sengen eller var blevet skiftet. Klokken var et om eftermiddagen, men hvad kunne jeg gøre? Jeg var jo ikke længere ansat,” siger hun, der kalder situationen grotesk.
Men Annette Munck er langt fra den eneste socialpædagog inden for det specialiserede socialområde, der er blevet afskediget. Nye tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor, FLD, viser, at antallet af afskedigelser på området er støt stigende. Hvor der i hele 2009 blev afskediget 802 og i hele 2010 1295 socialpædagoger, er der i bare første halvår af 2011 blevet afskediget 1023 ansatte, så der nu er 35.663 tilbage på alt fra døgninstitutioner for handicappede til arbejde med anbragte børn og belastede, kriminelle unge.
I 70 procent af afskedigelsessagerne er der tale om nedskæringer og omstruktureringer – og dermed er gruppen af socialpædagogisk ansatte den gruppe, der oftest fyres fra sammenlignet med andre typer offentligt ansatte.
Formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, kalder det et udtryk for, at kommunerne handler mod bedre vidende.
”Der er kommet en politisk tænkning, der primært ser på socialområdet som en økonomisk belastning frem for en investering i vores samfund både menneskeligt og økonomisk. Der bliver sparet på solidariteten helt uden diskussioner af socialpolitikkens konsekvenser,” siger han.
Tendensen i afskedigelserne er ikke kun udtryk for en stram økonomi hos kommunerne, mener Karin Kildedal, cand.scient.soc., ph.d. og lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Det hænger også sammen med, at eksempelvis antallet af anbringelser af børn er faldende, da man kun anbringer de allerdårligste, nedlægger pladser og satster på forebyggende arbejde, forklarer hun.
”Og det er ret bekymrende, for det er en ideologisk linje, der ikke nødvendigvis bygger på faglig viden om effekten af indsatsen og midler til at udvikle de nye tiltag. Man prøver sig frem,” siger hun.
Borgmester Michael Ziegler, formand for Kommunernes Landsforenings Løn- og Personaleudvalg, medgiver, at kommunerne med regeringens krav om nulvækst i udgifter er inde i en periode med opbremsninger og nedskæringer – især på socialområdet:
”Vi tænker meget i de mindre indgribende foranstaltninger og laver sociale tilbud, der mere ligner dem på normalområdet. Vi mener dog, at vi får højere kvalitet ud af omstruktureringerne, og at de er fagligt velunderbyggede,” siger han.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad