Askov Højskoles forstander, Ole Kobbelgaard, sagde forleden i Kristeligt Dagblad, at selvretfærdighed ligger lige for i en tid som vores. Det skyldes, at vi motiveres til at fortælle om vores gode sider, lige fra vi er børn. Det gælder, når vi søger job, når vi fokuserer på vores kompetencer, og når vi i øvrigt ”sælger os selv”, hvilket vi i dag er bevidste om på en helt anden måde end tidligere.

Selvretfærdig er et af de bibelske ord, der har vundet fodfæste i den brede befolkning og er som sådant et godt eksempel på, hvordan de kristelige værdiladninger sidder dybt i danskerne, selvom det altså i dette tilfælde er en negativ værdiladning.

Modsætningen til selvretfærdigheden er den ydmyghed, der ligger i at kunne se sine egne mangler, og historisk set har erkendelsen af egne fejl blandt andet fundet udtryk i kirkelige institutioner som skriftemålet, hvor enhver kan få tilgivelse for sine synder. Synder forudsættes vi i skriftemålet alle at have.

Her har kristendommen virkelig noget at sige samtiden, fordi den bærer på en erkendelse af, at alle mennesker rammer ved siden af, og at det har værdi at vedkende sig sine fejltrin. Denne pointe er også relevant for danske politikere, der har svært ved at vedkende sig fejl på en reflekteret måde. Den politiske standardreaktion er at melde hus forbi, når der spørges til problematiske forhold, og reaktionen er så normal, at det regnes for dumt at gøre indrømmelser på punkter, hvor man har handlet forkert.