Hvor er forbuddet mod diskrimination henne?

Der findes heldigvis mange gode ordninger og initiativer, og det er selvfølgelig helt i orden at nævne dem i sådan en beretning. Men det er vigtigt at holde fast i, at bundlinjen for konventionen ikke er mængden af ordninger eller for den sags skyld de millioner, der bruges på dem.

Bundlinjen skal aflæses i den hverdag, som det er muligt for mennesker med et handicap at leve.

I den hverdag bliver de mange ordninger alt for ofte til et puslespil, som den enkelte selv skal lægge. Det er spild af ressourcer både for samfundet og det menneske, der skal støttes.

Jeg tror, de færreste gør sig klart, hvor indgribende det er at være afhængig af andre mennesker og systemer, der i varierende grad lige skal vurdere, om det, man vil bruge sin frihed til at gøre, nu også ligger inden for denne eller hin ydelseskasse. Og at skulle foretage omfattende undersøgelser og lave særlige aftaler for eksempelvis at kunne gå til koncert. Men det må være åbenlyst for de fleste, at det lægger en dæmper på deltagelsen.

Her et par år efter tiltrædelse af konventionen har regeringen taget initiativ til en analyse, som skal føre til en langsigtet handleplan på handicapområdet, og jeg vil meget håbe, at handlingsplanen er sat i værk, når FN om yderligere et par år er klar til at foretage den egentlige eksamination af Danmark på grundlag af beretningen.

Måske kan vi slippe af sted med at opremse ordninger til den tid. Men jeg håber og forventer, vi vil være klar til at bruge konventionen konstruktivt til at stille de gode spørgsmål til indsatsen for, at mennesker med handicap kan være inkluderede i samfundet på linje med alle andre.

Derfor kunne den kommende analyse også passende starte med at måle oplevelsen hos mennesker med handicap op imod både konventionen og de mål for indsatsen, vi har i vores egen lovgivning.

Tue Byskov Bøtkjær er formand for Det Centrale Handicapråd