Bemærkning til Martin Henriksen: du plejer at have en mere end god hukommelse, så hvorfor gentager du det vrøvl om, at vi ikke vil tale om vores holdninger? S har ikke skiftet holdning til stat /kirke /grundlov. Vi går ind for at folketinget skal opfylde de pligter grundloven påbyder os om at lovgive for såvel folkekirken og øvrige trossamfund. Og vi ikke sagt, vi vil afskaffe grundlovens § 4 - men hele tiden holdt fast i, at den § ikke er en hindring for modernisering af regelsættet for folkekirke, eller at den skal have mere selvstyre. Men først ønsker vi en bred debat og en analyse af kompetenceniveauerne mm. Det sagde vi allerede i B-forslaget i vores grundlovsudspil i år 2003. Det har jeg holdt talrige konferencer og foredrag om.
Jeg kommer gerne ganske gratis og holder et foredrag for DFs folketingsgruppe.

Det græske ord for “kirke” er “ekklēsia”. Det betyder en forsamling af mennesker. Et fællesskab bestående af en personkreds. Det centrale ved en “kirke”, er menneskers fællesskab om noget.

Det er ikke gamle hvidkalkede bygninger der er “kirke”. Ej heller et sæt trosartikler, der udgør facitlisten over rigtige og forkerte opfattelser. Eller et lille ekskusivt selskab af særligt gamle og mavesure gnavpotter, der tror at de og deres synspunkter er guds gave til mennesker, uagtet at de gerne konstruerer deres gud i deres eget billede.

Da man (dvs. Rigsdagen) i 1848-1849 arbejdede med rigets første forfatning, blev begrebet “folkekirke” introduceret af den kommission på 15 personer, der havde diskuteret biskop Monrads oplæg, og var fremkommet med kommentarer, som Rigsdagen driblede videre med. Med “folkekirke” mente de den almindeligt forekommende tro (eller religion) i riget. Deres udgangspunktet for begrebet var befolkningen, og hvad befolkningen måtte tro.

De foreskriver at denne tro eller religion var kendetegnet ved den “evangelisk-lutherske kirke”, altså et fællesskab der bekender sig til det lutherske og det evangeliske. Som er hvad? Tjah, centralt hos Luther var den personlige frihed til at tolke og tro som enhver ville. Religionsfriheden (som de mente forlængst var blevet indført med reformationen godt 300 år tidligere), var det altovervejende tema i Rigsdagen forhandlinger, når emnet handlede om “statskirkens” eventuelle videreførsel.

Det evangeliske havde muligvis at gøre med at hver enkelt selv kunne udlede hvad de ville af de centrale nytestamentelige tekster?

Så heller ikke denne “kirke” var defineret af teologiske doktriner eller en klerikal institution.

Til sidste måtte Rigsdagens medlemmer stemme om den de tilbageværende forslag til det der i dag er GRL § 4, blandt syv forslag. Mindst yderligere fire forslag var blevet trukket tilbage af forslagsstillerne før afstemningen.

Under forhandlingerne omtales den hidtidige “statskirke” igen og igen. Det er ikke et juridisk begreb, men en betegnelse for at den “kirke” der hidtil havde været, havde været “statens” og dermed kongens. Som en del af den royale afleveringsforretning skulle nøglerne overdrages fra “stat” til “folk”.

Begrebet “folkekirke” er ikke en organisation. Det er ikke en juridisk entitet eller tilsvarende. Det er ikke tilfældigt, at ordet efter Retskrivningsreformen i 1948 er blevet skrevet med lille “f”.

Det tætteste på, at der med “folkekirke” kunne menes bygninger eller organisation under forarbejderne til Junigrundloven, er at et af Rigsdagens medlemmer omtaler den hidtidige statskirke som et “Tvangshuus”. Mange Rigsdagsmedlemmer udtaler for talerstolen, at statskirken ikke er rammerne om folkets tro, men et påtvunget fællesskab. Andre taler om, at den hidtidige statskirkelige institution bør ophøre i forbindelse med forfatnings vedtagelse.

Rigsdagen vedtager intet om at nogle bestemte doktriner skal være gældende. Emnet kommer op (mest som en indirekte konsekvens på de mange forsøg på at foreslå en tekst til den paragraf, der fra 1953 har været § 4), men intet vedtages. Hvilke doktriner det statslige trossamfund var baseret, var de samme dengang som nu. Nemlig Danske Lov fra 1683. Disse love er således ikke mejslet i stentavler, men er lige så forgængelige som alt andet lovgiverne kan træffe afgørelse om, via den almindelige lovgivningsproces.

Rigsdagen beslutter intet om at det der (pt. er GRL § 4) står om at "understøttes af staten", skal tolkes på en bestemt måde. Der er ikke tale om monetær forsørgelsen, eller at staten betaler for gildet. Der er tale om, at staten helt naturligt skal støtte værdige trossamfund. Det fremgår i øvrigt klart af grundlovskommissionens forarbejder og anbefalinger, at det intet er udtrykt for at andre trossamfund ikke kan blive understøttet på lignende vis, eller at det omtalte trossamfund skal have nogen særstilling ifht. andre trossamfund (bortset fra at alene ét trossamfund er nævnt i Grundloven).

Rigsdagens medlemmer bliver enige om, at emnet senere må afklares, og forfatter de få, siden så velkendte (med ofte misforståede) paragraffer, der gør at muligheden er til stede. 162 år senere er situationen status quo.

Det er meget muligt, at Indre Mission, Luthersk Mission, Præsteforeningen, politikere, Kirkeministeriet og andre gerne vil tage patent på hvad “folkekirke” er i forbindelse med udarbejdelse af et løsrivelsesskrift, således at det ikke er et kulturelt og socialt fællesskab baseret på befolkningens almindelige tro, men en fasttømret organisation med et rigidt regelsæt og en magtfuld politisk-klerikal organisation indsat som nepotistisk præsteskab.

Bygningerne er nok fredede i arkitektonisk forstand, men ikke hvad angår deres anvendelse. Det må være op til befolkningen at disponere over bygningerne, og deres anvendelse. Hvilket vil være helt i overensstemmelse med Junigrundlovens ånd.

En ny kirkeforfatning burde således handle om, at landets borgere og foreninger har adgang til kirkebygningerne til sammenkomster, foredrag, debat, korsang, aftenskolearrangementer, undervisning og alt muligt andet, der kan ske nogenlunde værdigt og uden at påføre bygningerne skade eller risiko for det samme.

Gør dog kirkebygningerne til et en mulig ramme for aktiviteter, der kan berige befolkningen på forskellig vis. En del heraf er naturligvis diverse trossamfund, der ønsker at gøre brug at bygninger til deres sammenkomster.