Sygehuse svigter kvindelige hjertepatienter

”Hvis jeg havde fået den rigtige hjælp fra starten, havde jeg ikke brugt et år på bare at lade det hele stå til. Midt i chokket over at få konstateret en meget alvorlig, kronisk sygdom magtede jeg simpelthen ikke selv at finde hjælp til at håndtere mit nye liv, til at få styr på forsikringer eller til at søge penge til psykologhjælp. Man burde automatisk kunne få noget vejledning. Men det virker nogle gange, som om man helst skal være kræftpatient for at opnå det,” siger hun.

Ann-Dorthe Zwisler er hjertelæge på Holbæk Sygehus og har skrevet en ph.d-afhandling om rehabilitering af hjertepatienter. Selvom det ikke er alle patienter, der har brug for rehabilitering, mener hun også, at alt for få får de tilbud, som de dokumenterbart kunne få det bedre af. Faktisk ligger Danmark i den laveste tredjedel af alle EU-lande i forhold til efterbehandling af hjertesygdomme.

Forklaringen er ikke helt entydig, men flere systemfejl peger i samme retning. For det første har Danmark stadig ikke klare henvisningsprocedurer, og det er bøvlet, så længe sygehusene hører under regionerne og efterbehandlingen under kommunerne.

Dertil kommer, at hvor en typisk hjertepatient for 30 år siden var indlagt tre-fire uger, er han i dag indlagt fire-fem dage. Fokus er med andre ord mere på at få patienten ud ad døren end på at få ham ordentligt hjem, forklarer Ann-Dorte Zwisler.

Endelig er ressourcerne knappe i sundhedssektoren, ikke mindst fordi flere overlever blodpropper og andre hjertekarsygdomme.

En anden type forklaring er, at hjertesygdomme stadig bliver betragtet som en mandesygdom. Men faktisk er det den sygdom, der slår allerflest kvinder ihjel, fortæller Inge Vestbo fra Hjerteforeningen. En kvinde hver time året rundt, helt præcist, men ofte er sygdommen gemt bag eksempelvis brystkræft og opdages ikke.

En blodprop opleves desuden meget anderledes hos kvinder end hos mænd. Det er ikke en øjeblikkelig smerte, men vedvarende træthed og en oplevelse af at føle sig underligt til mode. Mange læger er derfor ikke opmærksomme på, at kvinden har brug for rehabilitering, og kun 42 procent får den tilbudt mod 55 procent hos mændene. En del kvinder ønsker den heller ikke. De har ofte en endnu ældre og endnu mere svagelig mand derhjemme, de skal passe.

En tredje forklaring er den gennemgående aldersdiskrimination på sygehusene, mener Ann-Dorte Zwisler. Jo ældre patienterne er, jo flere og sværere sygdomme har de ofte, og derfor prioriteres de yngre patienter ofte. Netop hjertesygdomme får kvinder typisk først i en høj alder.

”Der foregår en udbredt aldersdiskrimination, og måske også en kønsdiskrimination i sygehusvæsenet. Det meste medicin er jo kun testet på mænd, og derfor ved vi mindre om, hvad der er bedst for kvinderne. Klart flere kvinder end mænd falder fra rehabiliteringsforløbene, og det kunne jo netop være, fordi de simpelthen ikke passer til dem,” siger hun.

Professor Eva Prescott fra Bispebjerg Hospital er specialist i rehabilitering og ligeledes bekymret over, at så mange tilsyneladende ikke får tilbudt rehabilitering. Men der er mange ting i gang, siger hun. Nye krav om rehabilitering er politisk vedtaget, men ikke helt implementeret endnu. Og en kvalitetsdatabase, som skal registrere alle forløb, er på vej.

I Hjerteforeningen er Inge Vestbo dog ikke overbevist:

”Hvis ikke rehabilitering bliver skrevet ind i sundhedsloven som en patientrettighed, frygter jeg, at hjertepatienterne fortsat vil blive ladt i stikken.”