Når naturkræfterne tager kontrollen

Der findes næppe en hug- og stikfast definition på storfilm. Men mon ikke man kan blive enige om, at sådan en skal indeholde scener med mange statister og gigantiske kulisser. En storfilm skal også udfolde sin fortælling over en længere historisk periode, og så gør det heller ikke noget, hvis de helt store følelser melodramatisk står på spil, og at den varer længere end normale spillefilm.

LÆS OGSÅ ANMELDELSEN: Den græske krise midt i livet

Den kinesiske ”Efterskælv” leverer på alle punkterne. Den følger en familie i over 32 år, fra det store jordskælv i Tangshan, der i 1976 krævede 240.000 ofre, til 2008. 1976 er også året, hvor Mao Zedong dør, og filmen dækker derfor en periode, der går fra det klassisk kommunistiske Kina til vore dages stadig stærkere, rigere og mere moderne nation.

I Tangshang bliver en ung familie uhyggeligt berørt af det frygtelige jordskælv. Faderen bliver dræbt, og moderen tvinges til at træffe det helt urimelige valg om, hvilket af parrets to børn der skal reddes ud af den sammenstyrtede boligblok. Hun vælger drengen og må leve med den frygtelige smerte over at have valgt sin datter fra. Men datteren er ikke død; hun vokser op som adoptivdatter hos et godhjertet menneske. Filmen koncentrerer sig om nogle få perioder i de to børns og moderens liv frem til 2008, hvor begge de nu voksne børn føler sig kaldet til at bistå ved redningsarbejdet ved det jordskælv, der da ramte Sichuan. Her finder de ud af, hvem hinanden er, og sammen opsøger de moderen.

SE OGSÅ: TEMA OM KINA

Det er både påfaldende, befriende og måske også en smule fersk, at filmen egentlig ikke har nogen skurke. Her hjælper man hinanden, når naturkræfterne tager kontrollen, eller når livet gør ondt.

Den har sine døde punkter, men lægger i sin storladne fortælling op til de helt store følelsesmssige rutcheture.

Efterskælv. Kina 2010. Instruktion: Xiaogang Feng. 135 minutter. Vises i fire biografer.