Gotfredsens tale til hin enkelte

Det smarte træk er, at hun udmærket godt ved, at det kan man ikke sige direkte. Altså bruger hun den indirekte metode, og det har hun lært af den tænker, som hun næsten udelukkende bygger på: Søren Kierkegaard, eller hun gør det samme som K.E. Løgstrup i ”Den etiske fordring”. Hun taler til en irreligiøs samtid i et ikke-kirkeligt sprog.

Sørine Gotfredsen, der er sognepræst i Valby, er eksistentialist eller ”nyeksistentialist”. Der er derfor ikke tale om en politisk bog. Der er heller ingen samfundsmæssige analyser. Og bogen kunne handle om alle andre lande end Danmark.

Kierkegaard og eksistentialisterne talte, som hun gør. De sagde, at menneskene levede uoprindeligt autentisk eller som massemennesker. Johannes Sløk kunne have sagt meget af det samme, som hun gør.

Sørine Gotfredsen taler til og som hin enkelte. Hun taler om skyld, ansvar og pligt. Klassiske tidehvervske ord. Hun er på ingen måde grundtvigsk. For der er ingen naturalister af ånd, som hun vil samtale med. Hun er ikke folkelig. Dog svigter hun sin egen eksistentialisme, når hun undertiden klager over individualiseringen og længes efter fællesskab. Her lyder hun nærmest som en socialdemokrat.

Det eksistentialistiske kan imidlertid let misforstås, og det samme kan det, når hun anklager andre for at mangle ”ånd”. Hun misforstår også undertiden selv åndsbegrebet, når hun for eksempel mener, at det betyder at være lærd og læse mange bøger. Sørine Gotfredsen er ikke lærd. Hun er også i denne bog journalist. Henvisninger til andre tænkere indskrænker sig til nogle ganske få.

Hun kan have ret i, at fjernsyn er fuld af plat underholdning. At det er åndløst. Jo, men hvad andet kan fjernsyn være? Hun tillægger tv for megen magt. Og hun tillægger journalister for megen magt. Hun skulle hellere analysere YouTube og de sociale medier. Hun bliver dermed også alt for personfikseret. Igen en journalistisk uvane. Jeg forstår ikke, at hun gider at hidse sig op over nogle studieværter som Mette Walsted Vestergaard. Jeg kunne end ikke huske, hvem hun var.

LÆS OGSÅ: Dansk Folkeparti producerer rendyrket svulstig propaganda

Hun har en veloplagt kritik af, hvad hun kalder ”intellektualiseringen af sporten” og af at opfatte sport som kunst eller religion. Hendes kritik af feminismen, derimod, er uigennemtænkt. Hun forstår ganske enkelt ikke, hvad det vil sige, at kønnet er en kulturel konstruktion. Hun imødegår konstruktivisme med en tale om skabte forskelle på kønnene. Hvis kønnet ikke var en konstruktion, ville hun såmænd ikke have været præst i dag. Heller ikke hendes kritik af politikerne holder vand, og da slet ikke, når hun inddrager Platon.

Derimod er hendes kritik af folkekirken velgørende og nødvendig i disse tider, hvor de fleste præster vil nedlægge den. Folkekirken repræsenterer som det eneste åndfuldheden. Den enkelte styrker ”åndslivet” ved at gå i kirke. Læs: får at vide, hvad vi skal tro og gøre.

Men samtidig med at folkekirken er selve åndfuldheden, kan den også være eksponent for det stik modsatte. Der er en lang række navngivne præster, der repræsenterer åndløsheden: Flemming Pless, Poul Joachim Stender, Kirsten Knutzen (hende med bamserne), Thorkild Grosbøll, Kathrine Lilleør og Kjeld Holm. Det er alle præster, der er fremme i medierne – ganske som Sørine Gotfredsen.

Er der håb? Ja. Dels hos den enkelte og dels hos – og det er overraskede positivt – konfirmanderne i Valby.

kultur@k.dk

Sørine Gotfredsen: Den åndløse dansker. 231 sider. 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.

Hans Hauge er forfatter, universitets-lektor og anmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten.