Den flodbølge af politiske meningsmålinger, pressen nu dagligt disker op med, er ødelæggende for demokratiet og den politiske debat. Meningsmålingerne er blevet en form for lettere terrorvirksomhed, der ikke bare styrer politikernes adfærd, men også vælgernes beslutning om, hvor de vil sætte kryds.
Her i avisen offentliggør vi selv meningsmålinger, men det er grænsende til ansvarsløst, når medierne dagligt spinder den ene historie efter den anden på udviklingen i stemningen blandt vælgerne. For det er meningsmålingernes natur. Usikkerheden er stor, og meget bygger på netop formodninger. Helt absurd bliver det, når forskellige meningsmålinger i forskellige medier samme dag viser modsatrettede tendenser.
Selvom der statistisk set er måder at indregne tvivlernes stemmer, er det absurd at tolke på små udsving i meningsmålingerne, når helt op til 30 procent af vælgerne erklærer sig som tvivlere.
Igennem årene har skiftende politiske partier foreslået at forbyde meningsmålinger i tiden op til folketingsvalg i frustration over netop det tyranni, der udfolder sig omkring dem. Det er heldivis aldrig blevet til noget. Selvom målingerne tager sendetid og spalteplads fra vigtigere emner, vil et forbud være forkert. Det vil stride imod ytringsfriheden og den åbenhed, der bør herske i et demokrati. I praksis vil det også være vanskeligt at håndhæve.
Derimod kan man opfordre landets store medier til at tone fokus på meningsmålingerne ned og gøre bedre rede for den usikkerhed, der omfatter dem. Man kan også op-fordre medierne til større selvdisciplin. Meningsmålinger giver medierne et grundlag for at lave nyheder, men ikke vælgerne nogen information om, hvad politikerne står for. Og det er vel, hvad valgkampen burde handle om.
Det massive nyhedsfokus på nye målinger og spekulationen i bevægelsernes betydning for, hvem der kan danne flertal med hvem, er med til at trække det politiske liv ud på et sidespor. Fokus er flyttet fra argumenter og substans til næsten alene at handle om taktik.
En konkret skadevirkning ved meningsmålingerne er, at især mindre partier, som for eksempel Kristendemokraterne, der ligger under spærregrænsen på to procent, risikerer at miste vælgere, fordi vælgerne er bange for at deres stemme skal gå tabt, hvis det lille parti ikke kommer ind.
Meningsmålinger får politikere og vælgere til at tænke taktisk, og det er ikke til gavn for demokratiet og den politiske debat. Det vil stride imod demokratiet at forbyde dem, men at bruge dem med omtanke er det mindste, man kan forvente.