Ånden i kunsten

Når det så er sagt, så er der ikke tale om et større religiøst gennembrud. Ulla Tofte ser snarere tro som en indre drivkraft for kunsten på et subkulturelt niveau. Men det kan bestemt udvikle sig til noget større, mener hun.

Et af de mest succesfulde eksempler på udviklingen er forsangeren i orkestret Hymns from Nineveh, Jonas H. Petersen, som Kristeligt Dagblad har talt med ved flere lejligheder. Han har også opnået stor respekt i de bredere medier, og radiovært Carsten Holm fra Danmarks Radio sagde tidligere til avisen: ”Det er spirituelle personer med en større dybde og integritet end mange af dem, der laver sange om hjerte-smerte.” Et andet eksempel er billedkunstneren Alexander Tovborg, der har udstillet på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Begge kan opleves på festivalen, hvor også mere etablerede kunstnere trods alt er på plakaten, som for eksempel John Kørner, Per Kirkeby og Maja Lisa Engelhardt.

”Det er jo ikke alle, der vedkender sig en religion, men mange har fat i store eksistentielle spørgsmål. Det handler meget om det onde kontra noget ideelt. Det har flere arbejdet med længe, men de yngre kunstnere arbejder i stigende grad med de universer og vedkender sig nogle værdier,” siger Ulla Tofte og sammenligner udviklingen med 1890’ernes store symbolister, især malere, men også i litteraturen som for eksempel Johannes Jørgensen.

Når festivallederen tør sætte et trosmærke på en spirende undergrund af kunstnere, skyldes det, at tro ikke længere hænger sammen med en dogmatisk tilgang til religion. Udviklingen fra autoritær trosopfattelse til en mere individualiseret, spirituel tilgang til livet er ikke ny i kredse, der følger med i moderne tro, men ifølge Ulla Tofte handler det om en voksende respekt for individets præferencer, herunder de trosmæssige, og den udvikling er ved at sætte sig spor i kunsten.

”Når vi fokuserer på tro nu, skyldes det, at det trænger sig på her i 10-året for 9/11. For med angrebet på tvillingetårnene blev troen om noget bragt på banen, og den ekstreme tro sparket i et hjørne og med den troende mennesker. Det har været den radikaliserede tro, der har præget dette årti. Hele værdidebatten i kølvandet på 11. september har givet troen rollen som destruktiv, negativ kraft. Men nu ser vi en enorm opblødning i synet på tro. Og det tror jeg blandt andet også er en af de positive konsekvenser af Muhammed-tegningerne og hele den optrækning af fronter, vi så for fem år siden. Og med det arabiske forår er der ikke sket yderligere radikalisering, men mere demokrati. I dag kan tro avle respekt, og det er nyt,” siger Ulla Tofte.

Hun peger også på individets behov for at skilte med holdninger og tilhørsforhold. Her i valgkampen står folk i kø for at vise, hvem de stemmer på, blandt andet på deres profiler på Facebook. Unge vælger at gå med tørklæde og religiøse symboler.

At stå for noget, at tilhøre en gruppe, at have et ståsted er igen blevet centralt efter en periode domineret af enhver form for hedonistisk adfærd, om det så er forbrugsorienteret eller kulturelt, fastslår Ulla Tofte, der ikke er i tvivl om, at festivalen har fat i noget, og at den guddommelige kreativitet spirer frem og skubber de overfladiske værdier tilbage.

”Det er de eksistentielle værdier, der er på spil. Folk står frem og siger, at de tror på noget og bruger det i deres kreativitet,” siger Ulla Tofte og nævner en koncert på denne sommers Skanderborg Festival, hvor musikeren Søren Huss stod for en ifølge Ulla Tofte ”sjæleudkrængende religiøs koncert”, som havde været utænkeligt for bare 10 år siden. Der blev smidt roser op på scenen, hvor der blev sunget om liv og død.

”Kunstnere tør tage fat i næsten arketypiske begreber, som i mange år har været latterliggjort. I 1980’erne gjorde man op med alle autoriteter, og efterfølgende i 1990’erne var det forbudt tage noget som helst alvorligt. Nu ser vi forestillinger på Betty Nansen om tro, satirikeren Mikael Bertelsen tage på pilgrimsvandring og alle sammens DR kommunikere den kristne arv. Der er blevet plads til det eksistentielle og dermed også det religiøse,” siger Ulla Tofte.

Får vi triviel og uegentlig kunst uden troende kunstnere?

”Ikke nødvendigvis. Men det er mere interessant med kunst med bundklang i noget eksistentielt. Det er mere levedygtigt, og vi kan blive ved med at vende tilbage til det. Det er genkendelige tematikker, vi kan trække på i hverdagen. Troen har selvfølgelig haft en stærk drivkraft gennem tiden og ført noget af den største kunst med sig. Bach, Augustin og Michelangelo arbejdede ud fra en guddommelig inspiration eller en pligtfølelse over for Gud. Om kunst er ligefrem fattigere uden tro er svært at sige. Men der arbejdes med arketyper, som er en meget væsentlig del af for eksempel min kulturelle ballast, og når det univers er fraværende, savner jeg det,” siger Ulla Tofte.

Hun frygter, at mange ikke vil kunne forstå den nye kunst, fordi vi ser et dannelsestab hos de yngre generationer. For man har behov for en særlig ”nøgle” til at aflæse religiøse allegorier og symboler.

”Når jeg kikker på et freskomaleri i Siena, kan jeg ikke nødvendigvis knække koden med det samme. Så på den måde aflæser jeg det ikke bedre end kunst fra Kina eller den islamiske verden. Og så handler det om, hvorvidt det er pænt eller grimt. Og det er ærgerligt, hvis den vestlige verdens kunst reduceres til det,” siger Ulla Tofte.

Med den nye bølge af unge troende kunstnere håber hun, at vi også vil se nye universitetsuddannede, der kan se kritisk på den nye kunst ud fra den diskurs. Og ifølge rygter er Løgstrup igen populær på universitetet.