Dorte Remar |
9. september 2011
Autoritetstab og individualisme er årsagen til, at det i dag er svært at få øje på de politiske fyrtårne, der skal føre os gennem krisen
Midt i en tid, hvor velfærdsstaten står over for store forandringer, søger mange mennesker efter det politiske fyrtårn, der kan vise hvilken vej, Danmark skal gå.
LÆS OGSÅ: Fyrtårne findes i kunsten ”Den økonomiskekrise fremmer behovet for fyrtårne. Der er voldsomt brug for, at der er nogle, vi kan lytte til,” siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær.
Det er en iagttagelse, som historiker Jes Fabricius Møller er enig i.
”Man møder jævnligt behovet for fyrtårne og visionære politikere. Den iboende psykiske længsel efter fyrtårne handler om usikkerhed og værdiforvirring, Og når man ikke selv kan finde ud af at navigere, vil man ukritisk søge efter politiske, etiske punkter, hvor man kan deponere sin dømmekraft og sige: Det rokker sig ikke. Men det er en romantisk længsel,” siger Jes Fabricius Møller.
Han peger på, at der kan være farer ved karismatiske fyrtårne i politik, fordi den historiske erfaring viser, at de også kan være folkeforførere.
LÆS OGSÅ: Sørine Gotfredsen: Politikere og ånd”Hvis man spørger mig, så har vi brug for politikere, der er flittige, dygtige og redelige, og dem er der flere af i Folketinget. Jeg tror også, at vi skal erkende, at vi stort set har skabt det samfund, vi kan forlange at få. Det, vi kan gøre, er at skifte olie på det store maskineri, men helt at skifte det ud er blevet prøvet et par gange i det 20. århundrede, og det er gået galt hver gang,” siger Jes Fabricius Møller.
Erhvervsmanden Asger Aamund kan få øje på flere i dansk politik, der er små fyrtårne i kraft af deres holden fast i egne kulturelle og værdimæssige rødder.
”Men et rigtigt politisk fyrtårn i form af en statsmand findes der ingen af herhjemme. En statsmand er en, der går foran, og som befolkningen tør følge med i uprøvet farvand, ” siger han.
Sognepræst og debattør Kathrine Lilleør minder om, at de politikere, vi kan enes om at kalde for fyrtårne, stort set altid er døde.
”Det er meget almindeligt, at enten alderdommen eller døden kan fjerne hugtænderne på et fyrtårn. Men det vil også altid være sådan, at hvis jeg nævner tre lyslevende fyrtårne i Folketinget, vil nogen straks være uenige med mig.”
”Men mennesker har brug for hyrder, nogen, der viser vej og afstikker grænser, når vi skal orientere os. Vi er dybt afhængige af, at nogen siger noget politisk eller samfundsmæssigt – og også gerne noget, der kan forarge og få os til at tænke over, hvor vi selv står,” siger Kathrine Lilleør.
Politisk kommentator Niels Krause-Kjær har et generelt positivt syn på de danske politikere.
”Når der alligevel er noget rigtigt i, at det er svært at få øje på storheden, formatet og statsmanden, så er vi selv skyld i det. Vi er blevet et meget fladt land, og autoritetstro og hierarkier bryder vi os ikke om. Jeg synes, at vi i den hellige kamp for, at ingen er bedre end andre, og alle er lige gode, har udviklet en disrespekt for vores politikere.”
”Politik er, at fællesskabet evner at træffe beslutninger. Men i dag går vi i alle retninger og hylder individualismen og manglen på hierarkier. Der er meget godt at sige om, at vi er kritiske over for autoriteter. Men spørgsmålet er, om det ikke er gået for vidt,” siger Niels Krause-Kjær.
Han får det nærmest fysisk dårligt, når han ser en vælger gå hen og tager fat i statsministeren eller oppositionslederen for at fortælle dem, hvordan verden ser ud.
”Der skal være afstand, og det er deres embede, der giver ret til at behandle dem med respekt. Når man ikke gør det, er det også umuligt at betragte dem som fyrtårne.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad