Fyrtårne findes i kunsten

”Endelig så er det en gylden regel, at et menneske ikke kan gøre det gode ved at følge efter andre. Kun gennem forståelsen af, hvad det gode er, kan det ærligt praktiseres. Ellers hopper man bare fra den ene modebølge til den næste inden for godhedsindustrien.”

Et fyrtårn kan indlysende nok også være noget, der viser vej, men Mickey Gjerris er kritisk over for den vej, som politikerne i den igangværende valgkamp anviser.

”Det sjove er, at de står og peger ned ad den samme vej alle sammen – Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF), Lars Løkke Rasmussen (V), Pia Kjærsgaard (DF) og alle de andre. De peger ned ad den vej, som vi allerede går på, og som vi i vores magelighed og fantasiløshed efterhånden tror er den eneste vej, der er.”

”Det er vejen mod materialismen, forbruget og velstanden. Det er vækstens vej, hvor bruttonationalproduktets størrelse pludselig bliver et mål i sig selv. Hvor økonomer i fuldt alvor kan mene, at et jordskælv er en god ting, fordi det sætter gang i økonomien. Det er vejen til den næste fladskærm og det næste forbrugslån. Vejen, hvor vi ikke længere er borgere med et fælles ansvar for samfundet, men blot forbrugere med ansvar for os selv og vores nærmeste. Hvor den økonomiske rationalitet overordnes etiske hensyn, der blot opfattes som håbløs idealisme.”

”Sådanne fyrtårne har vi masser af. Mennesker med gode talegaver og rare smil, der fortæller os det, vi gerne vil høre. At vi kan blive ved med at få mere, imens de svageste får det bedre. At vi kan blæse og have mel i munden. At alle vores problemer med klima, natur og hinanden bliver løst af det næste teknologiske fix. Væksten skal nok komme igen, og carporten bliver udvidet.”

”Men det er sølle fyrtårne – fyrtårne, der blot oplyser det, som vi allerede ved og er enige i. Fyrtårne, der ikke hjælper os på vej, men bare bekræfter os i vores vildfarelser. Vi har så lidt forskellige vildfarelser, og derfor har vi lidt forskellige partier. Den slags fyrtårne lyser den ene dag og udskiftes den næste – i sig selv er de uden betydning.”

Ifølge Mickey Gjerris kan et fyrtårn også forstås som en gruppe af åbne idéer, der bliver fremlagt af mennesker, der finder, at idéerne er vigtigere end dem selv.

”Idéer til andre veje som vi kunne bevæge os ned ad. Mennesker, der bragte sig selv i baggrunden, men alligevel formåede at gøre klart, at man på én gang kan være begavet og være uenig med dem. Mennesker, der ikke tager patent på sandheden, men tegner nye streger i sandet. Idéer, der går imod det, vi kan sige os selv, og som vover at fortælle os, hvor vi er gået galt i byen.”

”Der findes nogle få politikere, som forsøger dette. Som fortæller, hvad de vil, i stedet for at fortælle, hvad de tror, at jeg vil have, at de skal ville,” siger Mickey Gjerris og nævner blandt andre den tidligere folketingspolitiker for Enhedslisten Keld Albrechtsen, Birthe Rønn Hornbech (V), inden hun blev integrationsminister, sundhedsminister Bertel Haarder (V) og Ole Sohn (SF).

”Men da politik også er aftalernes kampplads, så falder de hurtigt som fyrtårne. De indgår kompromiser og løbe efter vælgere. Det er ikke i sig selv forkert. De er håndværkere, der søger at virkeliggøre idéer. Men de er ikke fyrtårne.”

”Skal man endelig finde sådanne i denne sidste forstand, skal man for mig at se lede i kunstens verden. En maler som Michael Kvium, en digter som Søren Ulrich Thomsen, en forfatter som Inge Eriksen, en musiker som Nikolaj Nørlund. Der er mennesker, hvis personlige liv er underordnet deres kunst i den forstand, at jeg er ligeglad med dem som personer. Det er deres indsigter, deres fortællinger om det fælles – det så at sige anonyme liv – der vækker genkendelse, modstand og nysgerrighed og åbner for en ny forståelse af, hvad det her liv går ud på.”

”De er ikke fyrtårne i moralsk forstand – de har sikkert masser af skeletter i skabet. De er ikke fyrtårne i politisk forstand, for de tækkes kun deres egen opfattelse af det kunstnerisk forsvarlige, men de er fyrtårne i den forstand, at de kan hjælpe os til at se nye spor. Og dem har vi brug for som aldrig før i en tid, hvor vejen til helvede er brolagt med forbrugslån og den næste generation af mobiltelefoner.”

remar@k.dk