Overlevede Utøya: Han vil sejre over hadet

”Det var ikke nogen robåd, og på en almindelig dag ville det, som vi gjorde, ikke have været muligt. Jeg tog kaptajnrollen og roede med den ene åre, mens nogle af de andre skiftedes til at padle det bedste, de kunne. Ingen af os i båden var sårede, men flere var i chok og havde nærmest opgivet at redde livet,” siger Eivind Rindal, som har roet meget som barn, men ikke havde haft årer i hænderne i fem år, da han sad i båden.

Da gruppen kom ud på vandet, samlede han flere lejrdeltagere op, som forsøgte at svømme væk fra øen. Sin oilskinsjakke og uldne sweater svøbte han om de forkomne. De var 12 personer i båden, da gerningsmanden begyndte at skyde direkte mod dem. De havde roet i 10 eller 15 minutter, men var ikke længere væk fra øen, end at projektilerne nåede vandet nær båden. Eivind Rindal beordrede alle ned i bådens bund og anbragte sig selv øverst og forsøgte at dække kammeraterne med sin krop. Skuddene fortsatte, og bådens kant blev ramt.

”Det mærkelige er, at jeg havde en følelse af, at jeg ikke kom til at miste livet. Jeg så, at det var en utrolig farlig situation, men jeg brugte aldrig min tid på at overveje, om jeg skulle dø. Jeg følte mig virkelig sikker på, at jeg ville klare det,” siger Eivind Rindal

Det var også ham, som først hævede hovedet, da det var, som om skuddene var holdt inde. 20 minutter efter, at de satte sig i båden, var Eivind Rindal og hans følge på fastlandet.

”Vi var inde på land, før politiet nåede til Utøya og arresterede gerningsmanden,” siger han.

Han kan fortælle om flugten med rolig stemme. Efterfølgende blev han tilbudt psykologsamtaler, men han mærkede, at han ikke havde behov for egentlig krisehjælp. De seneste uger har været præget af sorg og eftertanke.

”Jeg har været til fem begravelser, og der var i hvert fald fire mere, jeg gerne ville have været til. Det er en virkelig urealistisk situation. Ud fra en rationel tænkning kan man ikke fatte, hvad der er sket, og derfor er det let at reagere rent emotionelt, men jeg har disciplineret mig til at holde hovedet koldt og spejde efter det, som kan knytte os tættere sammen. Den overvældende støtte, det norske folk har vist, er noget af det, jeg har fokuseret på,” siger han.

I tiden umiddelbart efter flugten fra Utøya noterede han sig til sin egen undren, at han ikke ønskede hævn.

”Jeg følte ikke had og havde ikke et ønske om hævn. Da det gik op for mig, tog jeg det som en slags sejr, for når du er fyldt med had, er der ikke rum for tvivl, og hadet gør dig til et mindre menneske, for had skiller mennesker og legitimerer vold. Efter hændelsen på Utøya har jeg set, hvilken foragt for mennesket vold og had fører med sig,” siger han.

Eivind Rindal har været tilbage på øen til en mindehøjtidelighed i slutningen af august. Besøget på øen bød på et gensyn med flere af de personer, som var med i båden.

”Jeg var med til at redde 11 mennesker, og det har været en stor trøst, at jeg kunne gøre nytte i situationen. Det var stærkt at møde dem igen og se, hvordan de havde det bedre, og nogle både kunne smile og le,” siger han.

Selv er han nu tilbage i studenterkollektivet i Trondheim, har taget fat på statskundskabsstudierne og passer samtidig sit studenterpolitiske arbejde.

”På den ene side er jeg blevet mere bevidst om de små sikkerhedsdetaljer i hverdagen. Hvor er nødudgangen? Hvordan kan jeg hurtigt orientere mig i det her miljø, hvis en kritisk situation skulle opstå?”

”Men på et dybere plan er jeg mindre usikker end før, for jeg ved, hvordan jeg reagerer i en presset situation, så frygten for det frygtelige har ikke tag i mig på samme måde som før,” siger han.

Tillid er blevet et nyt nøgleord i Eivind Rindals livssyn efter hændelsen på Utøya. Ordet er blevet gentaget mange gange i de taler, som er blevet holdt efter tragedien, og Eivind Rindal mener, at det er et vigtigt begreb at fokusere på.

”Selvom der er enkelte personer, som udnytter tilliden til at begå grusomme handlinger, er det vigtigt, at vi bevarer den mellemmenneskelige tillid, for det er nøglen til vores demokrati. Hvis vi mister tilliden, bliver vi bragt i en situation, hvor vi selv kan blive ofre for isolation og ekstremisme,” siger han.

Eivind Rindal beskriver sig selv som kristen socialist. Han er vokset op i et præstehjem 200 kilometer øst for Trondheim med en mor og far, som begge er præster i den norske kirke.

”Jeg er ikke en vældig åndelig person, men jeg har min tro, og jeg tror, at det er en dimension, som har givet mig en sikkerhed i den her tid,” siger han.

I stedet for at spørge, hvordan en god, almægtig Gud kan lade en sådan tragedie ramme, har Eivind Rindal tænkt på, at mennesket er skabt med en fri vilje.

”Onde ting sker, men i Det Nye Testamente kan man se, hvordan alle skal træffe et personligt valg og stå til ansvar for de valg, vi træffer. Jeg er inspireret af befrielsesteologien, som betoner den enkeltes ansvar for at kæmpe for næstekærligheden uden at gå på kompromis,” siger Eivind Rindal.

nygaard@k.dk