”En god politiker er en, der har integritet og livserfaring. En, der har reelle visioner for den måde, vores land skal styres på. En, som har langsigtede løsninger, og som rækker bredt ud til befolkningen, og som på den måde ikke kun tjener en enkelt blok.”

Ifølge Torben Ebbesen er der nulevende politikere, der i glimt lyser op som fyrtårne.

”Birthe Rønn Hornbech (V) er en god oppositionspolitiker og linjevogter for Folketinget. Men tiden som fyrtårn sluttede, da hun blev minister,” siger han og fremhæver også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

”Hun står ved, hvad hun siger, og har derfor basis for at blive et fyrtårn.”

På Seniorhøjskolen i Nørre Nissum har både kursister og forstander Flemming Nees vanskeligt ved at finde fyrtårne blandt nutidens politikere.

”Et bolværk af mod, fornuft og omtanke – sådan karakteriseres store politiske personligheder. Jeg kan ikke få øje på fyrtårne i dag, hvor det handler om livsstil, og hvor enkeltgrupper har stilikoner, som mere er ordet i dag end fyrtårne.”

”Kursisterne her kan ikke finde et decideret lederskab ud over det økonomiske. De kan se, at der er masser af økonomiske vanskeligheder, og derfor vil de også gerne have en politiker, der har visioner for fremtiden. Når vi taler om en landsfader, er det dybest set en, der kan rejse sig op og tale på tværs af de forskellige egeninteresser og sige: Hør her, vi er nødt til at se på fællesskabet. Vi skal ikke kunne lide hinanden, men stadig bære hinanden, som vi er,” siger Flemming Nees.

Han fortæller, at de fleste af kursisterne på Seniorhøjskolen har været med hele vejen i opbygningen af velfærdssamfundet, og at deres erfaringer er en del af det moderne Danmarks historie.

”De har hele deres liv fulgt og ageret i forhold til de visioner, som store politiske personligheder udkastede – helt tilbage i 1930’erne med ’Stauning eller kaos’ og efterfølgende med afsæt i besættelsestiden, hvor erfaringerne herfra blev udmøntet gennem en mere og mere aktiv brug af staten, som blandt andre Jens Otto Krag stod for. Dengang var der visioner på hele folkets vegne, og tankerne bag handlede ikke bare om økonomi, men også om solidaritet, at være et folk, et forsvar, ligestilling etcetera.”

”Pludselig var alting en realitet. Økonomisk vækst gav nye arbejdsformer, familiemønstre og boformer. Men nu synes alt dette at være i fare for at forsvinde. Først på grund af den voldsomme økonomiske vækst i begyndelsen af det nye årtusinde og siden på grund af de forskellige økonomiske kriser siden 2009. I det perspektiv synes hele velfærds-idéen at være reduceret til et spørgsmål om økonomi, og det kan den ældre generation ikke genkende sig selv i,” siger Flemming Nees.

Selv peger han på, at der er stor forskel på, om noget er økonomisk nødvendigt eller menneskeligt nødvendigt.

”Fyrtårne er de politikere, der tør insistere på, at man kan samarbejde, være i rum sammen, og at nogle ting er nødvendige, hvis vi skal bevare det menneskelige. Vi må have nogle fælles interesser.”

Til stede ved vælgermødet på Grundtvigs Højskole var også Annette Frederiksen. Hun roser de politiske folketingskandidaters engagement, men gør opmærksom på et dilemma, der medfører, at politik mangler fyrtårne. Politikere har ikke altid mulighed for at føre deres visionære tanker ud i livet, fordi der skal rettes ind efter partilinjen, og udmeldinger skal passe ind i det store politiske spil.

”Der skal hele tiden hugges en hæl, klippes en tå og sluges en masse kameler. Derfor ender politik med at være noget helt andet, end nogle af de unge kandidater her på mødet fortæller om. De virker troværdige, men når de kommer ind på Christiansborg, sker der noget, som de ikke har indflydelse på,” siger Annette Frederiksen, der har følgende signalement af en fyrtårn:

”Et lokomotiv, der med sin troværdighed, idéer og engagement trækker folk med sig, så vi forbedrer vores land.”

Sociolog og forfatter Henrik Dahl har et andet bud på fraværet af politiske fyrtårne, og det har noget at gøre med den måde, som politik fungerer på i dag.

”Tidligere skulle politikerne have fat i partimedlemmerne og føre diskussionerne i de sociale bevægelser, som de politiske organisationer var. Det handlede om noget andet end at gøre sig i medierne. I dag, hvor organisationerne er blevet mindre, skal politikerne have fat i vælgerne, og det stiller andre krav til partiformændene. En anden ting er, at Christiansborg på sin vis ikke er så vigtig mere, fordi der er så meget lovgivning, der kommer fra EU. Meget af arbejdet går ud på at tilpasse politikken til EU-direktiver, og det gør det mindre interessant for personer, der rager op andre steder i samfundet, at engagere sig i politik,” siger Henrik Dahl.

Henrik Dahl kalder Thorvald Stauning og Jens Otto Krag for det 20. århundredes to store danske statsmænd og understreger, at politikere i sådan et format ikke optræder så tit. Men han kan nævne en lang række andre danske politikere, som han karakteriserer som imponerende personligheder:

Bertel Haarder (V), der som undervisningsminister har ført noget af det gode fra højskolebevægelsen med sig, han kan skrive bøger og har omsorg for, hvordan demokratiet fungerer. Per Stig Møller (K) for hans flotte forfatterskab. Niels Helveg Petersen (R), der kan se tilbage på en fin karriere, hvor han har gjort en indsats i demokratiets tjeneste. Og Steen Gade (SF), der har gjort det godt for bæredygtighed og det røde ja til EU.

”Man kommer heller ikke uden om Pia Kjærsgaard (DF), der både har stiftet nyt parti og sat en ny dagsordenen. Hvor mange politikere gør det? Men med hensyn til format, så er der krise i Socialdemokratiet. S og SF er et retorisk svagt hold, og fundamentet er svagt, fordi formand og ledelse ingen tanker har tænkt. Jeg tror personligt, at de vil blive afsløret. Den grufulde sandhed vil gå op for folk,” siger Henrik Dahl, der kendetegner det politiske fyrtårn således:

”Han eller hun skal kunne se det store billede og have en korrekt opfattelse af situationen. Det, der gjorde Jens Otto Krag så fantastisk, var hans helt grundlæggende analytiske færdighed. Men så skal fyrtårnet også være i stand til at tage konsekvenserne af det. Og de planer, der lægges frem, skal være af et hvis format.”

Spørgsmålet er, om vi i et demokratisk og moderne samfund som det danske overhovedet har brug for fyrtårne?

”Ja, det har vi. Der er nogle enestående personer, der kan gøre en forskel, slå i bordet, løse en gordisk knude, og som ikke siger det, de fleste tænker, men siger noget nyt. I sagens natur er exceptionelle mennesker afvigere i betydningen, at de ligger langt fra gennemsnittet. Og her taler vi ikke om ’den stærke mand’, der jo er autoritær og bruger magt, men om fyrtårnet, der er i besiddelse af autoritet,” siger Henrik Dahl og tilføjer:

”Men hvis du lever i en tidsalder, hvor det meste, der kræves, er administration, er det vanskeligt at udmærke sig. Der skal foreligge en situation. For det er sværere at vise, at man er en god cykelrytter på en flad etape i Holland end på en stejl rute i Pyrenæerne.”

Den norske statsminister Jens Stoltenberg, Arbeiderpartiet, er eksempel på en politiker, der trådte i karakter som landsfader og fyrtårn i en ekstrem situation – bomben i Oslo og massakren på Utøya i juli. Her stod han i spidsen for et sorgramt Norge og satte ord på, hvad han mener, konsekvensen af tragedien skal være: mere åbenhed, mere kærlighed, mere demokrati.

”Helt klart,” siger Uffe Østergaard, professor i europæisk historie på CBS, om, at politikere som Stoltenberg i ekstraordinære situationer kan vise sig at være andet end tørre administratorer og blive til landsfaderlige fyrtårne.

”Men Stoltenberg bliver nok høvlet lidt ned igen, som tiden går. Det britiske premiereminister Winston Churchill havde heller ingen bragende succes før Anden Verdenskrig, og ingen ville kunne huske ham, hvis han ikke var kommet til magten i 1940 og var med til at vinde de allieredes sejr over Hitler,” siger Uffe Østergaard.

Politiske fyrtårne skal ifølge ham være orienteringspunkter – nogle, der er bedre end os selv, og som vi har tillid til gør det rigtige i de store valgsituationer. Men på den internationale politiske scene kan han, selvom han med egne ord leder med lys og lygte, ikke finde nogen, der lever op til kravene.

”Det er meget bekymrende. Vi håber på den amerikanske præsident Barack Obama. Han har vist sig at være en veltalende realist, og det er noget af det bedste at håbe på for øjeblikket, men måske er det ikke nok. Jeg har svært ved at få øje på andre end Nelson Mandela, Sydafrikas tidligere præsident.”

”Vi er jo på vej fra amerikansk dominans til et egentligt multilateralt sidestillet antal spillere bestående af 5-10 lande. De skal prøve at orientere sig og finde måder, de kan diskutere landenes samarbejde på.”

”Kina er det land, der tilsyneladende producerer de mest farveløse politiske lederskikkelser. Man kan heller ikke sige, at FN’s sydkoreanske generalsekretær, Ban Ki-Moon, er den mest lysende karismatiske leder, men det kan jo godt være, at han er bedre til at styre på de indre linjer. Det kan være, at den kommende store internationale lederskikkelse bliver Jens Stoltenberg,” siger Uffe Østergaard.

Et politisk fyrtårn kan også være en politiker, der ikke kun tænker på at blive valgt næste gang. Den slags er der færre af i dag end tidligere, mener Susanne Holter, der var blandt deltagerne til vælgermødet på Grundtvigs Højskole.

”Man kan mærke, at der er så mange professionelle akademisk uddannede politikere og færre af den type, man havde tidligere, som havde gennemslagskraft på deres folkelige baggrund,” siger hun og nævner Aksel Larsen, stifter af Socialistisk Folkeparti i 1959, fordi han nød respekt langt uden for sit eget parti.

Konsekvensen af de manglende fyrtårne er ifølge Susanne Holter politikerlede.

”Mange mennesker tager afstand fra politik, men jeg tror, at der er nogen, som faktisk har lyst til at engagere sig. De findes for eksempel i erhvervslivet, men de har bare ikke lyst til at gå ind i den hårde konkurrence, som moderne politik er,” siger hun.

Tilbage til Seniorhøjskolen i Nørre Nissum og højskoleforstander Flemming Nees, som hermed får spørgsmålet: Hvis du skal pege på et fyrtårn i Danmark, der ikke er politiker, hvem så?

”Dronning Margrethe, helt ærligt! Der er respekt for det, hun siger. Og hun har en moralsk integritet, som er svær at pege fingre ad. Hun har det med at prikke til os som i den sidste nytårstale, hvor hun mellem linjerne fik sagt, at grundlæggende er det de menneskelige relationer, der er vigtige, og at vi skal passe på med ikke at reducere fællesskabet til økonomi. Dronning Margrethes person udstråler megen integritet – hun er et fyrtårn.”