”På dødslejet vil jeg sikkert tvivle på Gud”

Tvivl og tro har altid været to dominerende størrelse i Mogens Thams’ liv. På mandag fylder han 50 år, og lige siden barndommen og ungdommen i Sønderjylland har spørgsmålet om Gud været det altoverskyggende tema.

”Jeg kunne ikke få nok af kristendommen. Jeg havde et brændende ønske om mening og håbet om det evige liv. Det at være i Guds favn og få forladelse for mine ugerninger var en voldsom drivkraft”.

Mogens Thams var med i flere kirkelige foreninger og en aktiv kirkegænger, men endnu overvejede han ikke at blive præst. Han uddannede sig til tømrer og tog til Julianehåb i Sydgrønland for at arbejde. Her mødte han en psykolog, og gennem deres samtaler om livet og at finde sin plads i det, stod det pludselig klart for Mogens Thams: Han ville hjem for at læse teologi med henblik på at blive præst. Efter studietiden fik han i 1994 ansættelse som præst i Rindum Sogn i Ringkøbing, hvor han stadig er præst.

”Pludselig stod jeg der på prædikestolen for første gang og blev i tvivl, om det nu var mig. Det var meget skræmmende Jeg måtte erkende, at jeg var i tvivl med mig selv og med Gud. Og jeg overvejede at springe fra”.

En kollega fik dog overtalt Mogens Thams til at tage det første år. Og lige siden har han elsket at være præst. Men i dag er han stadig i tvivl og har måttet sande, at drømmen om at leve i Guds favn ikke holdt vand.

”Jeg tror ikke, jeg kommer tvivlen til livs, men er nået til et punkt, hvor jeg lever med den som en drivkraft. Jeg bliver urolig over folk, der ikke er i tvivl og er alt for overbevist – enten alt for troende eller som afklarede ateister. For livet er begge dele. Troen er en vandring. Ikke bare fremover mod et lys, men hvor lys og mørke følges ad”.