Medieetik

B.T. besidder den rapport, som skattevæsenet udarbejdede, da avisen sidste år førte en kampagne mod Thorning-Schmidt og hendes mands skatteforhold. Med den i hånden begår avisen et personangreb, der bygger på en lækage af private skatteforhold. Hvis avisen – hvad den benægter – har ligget inde med rapporten og timet den til nu, er det etisk set en bundskraber.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) krævede forståeligt nok en politiefterforskning af lækagen med den begrundelse, at politikere må kunne stole på embedsstanden i skattevæsenet. Havde han ikke gjort det, ville han formentlig være blevet beskyldt for, at hans eget bagland stod bag lækagen. Og havde han brugt sagen til et angreb på Helle Thorning-Schmidt, ville det have ramt ham selv hårdest. Nu fik han på elegant vis sendt skattesagen endnu en gang rundt i mediemanegen.

Sagen vil formentlig ikke få afgørende betydning i valgkampen. De vælgere, der mener, at den skal ses som Thorning-Schmidts forsøg på at minimere egen skattebetaling, samtidig med at hun som partileder planlægger at øge skatten på millionindtægter, har sikkert valgt hende fra allerede.

Det afgørende spørgsmål, som rejses af sagen, drejer sig ikke om presseetik eller mulig gevinst på det politiske spin, den afføder. Man må derimod undre sig dybt over, at en statsministerkandidat ikke sikrer, at den private skattesag mod hendes mand og hende selv, der kørte endeløst i medierne forrige sommer og tvang hende hjem fra ferie før tid, blev lukket helt og aldeles.

Nu kan man beklage, hvis sagen kommer til at skygge for debatten om de store samfundsproblemer, der venter forude.

Skattesagen er lille, den er afsluttet, og den er måske slet ikke Thorning-Schmidts, men skattevæsenets skyld. At hun ikke lagde alt frem og gjorde rent bord, så sagen blev endeligt stoppet, er blevet dens substans.

Den handler om strategisk blik og dømmekraft.

bjer.