Ming Ou Lü skriver fra Kina skriver fra Kina |
10. september 2011
Golde islandske vildmarker er ikke en typisk investering. Men hvor der er en køber, er der en sælger
I dette tilfælde er køberen en kinesisk rigmand, og sælgeren er private islandske landejere. Varen: 300 kvadratkilometer land i den nordvestlige del af Island. Prisen: 40 millioner danske kroner.
Huang Nubo, den kinesiske rigmand, fortæller, at han vil anlægge et turisthotel med tilhørende golfområde på den golde jord, men ifølge den britiske avis Financial Times er der en række kritikere, som undrer sig over, hvorfor der er brug for så stort areal til et golfhotel. Kritikerne mener, at opkøbet dækker over Kinas geopolitiske interesse i Nordatlanten. Island er angiveligt strategisk vigtigt placeret mellem Europa og Nordamerika og har været nævnt som et muligt knudepunkt for asiatiske varer, hvis klimaændringerne kommer til at muliggøre fragt-sejlads gennem Arktis.
Mistroen til Huang skyldes til dels hans baggrund i det kinesiske kommunistpartis propagandaafdeling, og den islandske indenrigsminister, Ögmundur Jónasson, som i sidste ende skal godkende salget, er bekymret.
”Kineserne har været meget aktive i at opkøbe land rundt omkring i verden, så vi er nødt til at være opmærksomme på de globale konsekvenser,” siger Jónasson til Financial Times.
Den islandske præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, er dog glad for den kinesiske interesse for Island. Han påpeger, at den kinesiske investering er et tegn på Kinas tættere bånd til Island – noget, som er positivt, da Europa og USA ifølge Grimsson var fuldstændig fraværende under den økonomiske krise i Island for tre år siden.
Det er ikke et isoleret tilfælde, at der er negative reaktioner på kinesiske opkøb i vestlige lande.
I seneste uge har kinesiske investorer også interesseret sig for det amerikanske baseballhold Los Angeles Dodgers. Det affødte denne kommentar i amerikanske Wall Street Journal.
”Baseballfans, lad det synke ind i hovedet. Vi har ikke lyst til at være xenofobiske, men kineserne kommer efter vores professionelle baseballhold,” skrev Shira Ovide, journalist på Wall Street Journal.
De kinesiske medier hævder, at en irrationel frygt for kinesiske opkøb i Vesten præger billedet i vestlige medier.
”Den seneste ballade over et kinesisk firmas planer i Island viser de barrierer, som Kina står over for, når landet skal tilslutte sig den globale økonomi. Disse barrierer er svære at overkomme og minder folk om den skarpe opdeling mellem Øst og Vest, som stadig eksisterer på trods af Jerntæppets fald for to årtier siden,” skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua i en ledende artikel.
”Mange kinesiske firmaers kommercielle beslutninger har mødt lignede konspirationsteorier som dem, Zhongkun Investment Group (Huangs investeringsfirma, red.) nu står over for.”
Huang selv afviser alle anklager om, at investeringen i islandsk jord blot er et skalkeskjul for en geopolitisk plan udklækket af Kina om at skaffe sig adgang til det nordlige Atlanterhav.
”Projektet er udelukkende et kommercielt foretagende og har ingen forbindelse til politik. Jeg tror, at projektet vil være godt for både mit firma og de lokale,” siger Huang til kinesiske China Daily.
Huang har en tilknytning til Island, da han som studerende delte værelse med en islandsk studerende, som han blev gode venner med. Tidligere har Huang doneret en million dollar (5,3 millioner danske kroner) til et kulturprojekt, som skulle sørge for udveksling mellem kinesiske og islandske digtere.
Med hensyn til sin baggrund i kommunistpartiet fortæller Huang selv, at han blot var simpel embedsmand, og at han skiftede job i 1990’erne.
debat@k.dk