Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis ubestridte leder, taler, så alle forstår det. I denne valgkamp har hun haft sværere ved at slå igennem end tidligere, fordi valget handler mere om økonomisk krisestyring end værdikamp.
- Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Bente Clausen |
12. september 2011
Pia Kjærsgaard taler til noget dybtliggende i alle vælgere – en følelse, hovedparten af dem helst ville være foruden
Når Pia Kjærsgaard taler om, at dybt kriminelle indvandrere skal udvises, får de fleste af os en splint af troldspejlet og tænker ”ja, selvfølgelig”, selvom 86 procent af vælgerne ikke stemmer på Dansk Folkeparti. Det er samme følelse, der aktiveres dybt i sjælen, når partiets nye valgvideo svælger i Dannebrog, bølgende kornmarker, vikinger og anden nationalfølelse a la ”de gode gamle dage”.
LÆS OGSÅ: Jeg er i tvivl64-årige Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti i 1995 på ruinerne af Mogens Glistrups Fremskridtspartiet. Her var hun politisk leder af partiet 1985-1994.
Og hvor Glistrup satsede på afskaffelse af indkomstskat og forsvaret, så har Pia Kjærsgaard vist sig at være en værdikriger af Guds nåde. Det kan ikke mindst kan ses på den udlændingepolitik, Dansk Folkeparti som regeringens støtteparti og parlamentariske grundlag siden 2001 har sat massive aftryk på. Til glæde for nogle og fortvivlelse for andre.
Hun har også, sammen med talgeniet Kristian Thulesen Dahl og næstformand Peter Skaarup indført en ny disciplin i finanslovsforhandlingerne: at tage sig betalt i værdipolitik for at lægge stemmer til nationens husholdningsbudget. For eksempel krav om forbud mod Hizb ut-Tahrir og sænkelse af den kriminelle lavalder. Pointsystemet for adgang til familiesammenføring blev også præsenteret i forbindelse med en finanslov.
Pia Kjærsgaard er ingen strateg på den analystiske bane, men hun er en fantastisk dygtig kommunikator. Hun virker både ærlig og som et menneske, der brænder for det, hun står for. Og ikke mindst kommunikerer hun, så enhver kan forstå det: tydeligt, klart og umisforståeligt. Men ofte lidt småfornærmet, så det ikke er helt uforståeligt, at hun ofte tegnes som den mopsede hjemmehjælper – hendes erhverv fra 1978 til 1984.
Dansk Folkepartis nærmest enevældige og topstyrende leder er et yndlingstema for karikatur-tegnere og revydigtere. Og der er ingen tvivl om, at hun har fået med grovfilen: Det være sig ud over hjemmehjælperen også som nazist og rotte.
Og der er mange danskere, der elsker at hade Pia Kjærsgaard. Nogle i den grad, at partistifteren har haft to efterretningsfolk om sig i årevis for at undgå chikane og i værste fald et attentat.
Pia Kjærsgaard begår ingen brølere. Hun er en sjældent driftsikker politiker, som ikke mindst i en valgkamp har det som en fisk i vandet. Og så falder hun sammen som en klud efterfølgende, måske på den græske ø Santorini, hvor hun og ægtefællen og partikammeraten, Henrik Thorup, har sommerhus.
Men hvis man tror, Pia Kjærs-gaard er på vej ud af politik og ind i pensionen, så tror man fejl. I hvert fald sagde hun i onsdags i tv-udsendelsen ”Mød partierne”, at hun ingen planer havde om at trække sig tilbage, og nægtede derfor at pege på sin efterfølger – som alle formoder bliver Kristian Thulesen Dahl. Så det er endnu muligt at gætte på, om Dansk Folkeparti stadig kan samle 13,8 procent af vælgerne efter den karismatiske partileders afgang. Hun har gennem tiden snuppet mange vælgere fra Socialdemokraterne, måske en af grundene til, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Folketingets talerstol erklærede partiet for ”ikke stuerent”.
Pia Kjærsgaard har ikke haft så gode retoriske kår i denne valgkamp som i de tidligere. Den økonomiske krise og hendes medvirken til et forlig, der vil ændre efterlønnen fra fem til tre års varighed, er dels ikke hendes yndlingsscene, og dels rammer hun en del af sine kernevælgere.
Hun går ikke på tv, medmindre hun har hjertet med, for ”det kan ses, om man brænder for det, man taler om”. En lektie hun også har doceret partifællerne med. I ”Mød partierne” var hun nødt til det – og måtte igen bekræfte sin støtte til forliget, som bestemt ikke er plantet i hendes baghave.
Brændte igennem gjorde hun derimod under Muhammed-krisen, der for alvor brød løs i 2006, hvor hun kæmpede for ytringsfriheden, afskaffelse af blasfemi-paragraffen og mod imamerne, som hun på grund af en rejse til Mellemøsten mente burde sigtes for landsforræderi.
Derfor klingede det også hult i nogles ører, da hun foreslog at forbyde parabolantenner i ghettoer, og at arabiske skolebørn ikke måtte tale arabisk i frikvartererne.
Det kommer bag på mange journalister – som ofte nævner det i artiklerne efterfølgende – hvor venlig Pia Kjærsgaard er, når man møder hende hjemme. Og de undlader heller ikke at nævne hendes hunde. Og de, som mener, at den nuværende irske terrier, Asta, siger noget om ejeren, bør huske på den glade labrador, Asta afløste.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad