En verden til forskel

I interneringsperioden, hvor det i første omgang var modstandsfolk, siden folk fra Den Danske Brigade og værnepligtige soldater, der stod for bevogtningen, var tonen over for de indsatte hård, og torturlignende episoder forekom, ligesom der var talrige tilfælde af tyveri fra de indsatte samt en masse skyderi i utide.

Da fængselsvæsenet overtog lejren, var der ikke længere belæg for alvorlige klager over behandlingen af fangerne, selvom kvaliteten af de mange reservefængselsbetjente, man måtte ansætte, i en del tilfælde lod meget tilbage at ønske.

Flettet ind i gennemgangen af Fårhuslejrens historie er 10 sektioner ”fra fangekartoteket”, hvori Skov Kristensen på grundlag af fangejournalerne skildrer en række fanger, der forekommer ham at være interessante eller repræsentative. Han beskriver deres fortid og deres ophold i lejren. Nogle nævnes med deres fulde navn, andre blot med deres initialer.

De bidrager i høj grad til at gøre bogen omfangsrig og kunne nok være strammet noget. De viser, at ”en meget almindelig reaktion var bitterhed, ja, undertiden had mod samfundet, men også stædighed og vilje til overlevelse”.

Skov Kristensen beskriver også lejrens eftertid som symbol og begreb i ”tabernes” kollektive erindring, og det er ikke mindst denne del, der gør bogen interessant og væsentlig. Taberne var de indsatte, og for dem stod lejren som et symbol på et uretfærdigt retsopgør. Det gjaldt ikke mindst det tyske mindretal.

”Indespærringen, afsavnene og de ret så barske forhold bag pigtråden skabte stor bitterhed mod Danmark snarere end eftertænksomhed og selvransagelse. For de indespærredes pårørende … gjorde de samme mekanismer sig gældende. Og dermed har vi hovedingredienserne til ”fårhusmentaliteten”, skriver han.

Retsopgøret var uretfærdigt, mente mindretallet, fordi den danske stat ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til den loyalitetskonflikt mellem herbergsstat (Danmark) og ”Mutterland” (Tyskland), som mindretallet befandt sig i.

Et selvopgør (det, som man længere sydpå kalder ”Vergangenheitsbewältigung”) har mindretallet ”kun i ringe omfang” foretaget. Skov Kristensen fastslår, at det jo ikke blot var landet og staten Tyskland, man gjorde sig solidarisk med, men også ”et forbryderisk regime og en totalitær ideologi”. Det altovervejende flertal af mindretallet lod sig villigt nazificere i løbet af 1930’erne. I stedet for selverkendelse søgte man efter krigen i mange år tilflugt i ”en dobbelt offerrolle: først forført af Tyskland og siden svigtet og straffet af Danmark”.

Bogen er et resultat af det arbejde, der er gået forud for en permanent udstilling om Fårhuslejren, der efter en beslutning tilbage i 2003 skulde oprettes i tilknytning til Frøslevlejrens Museum og nu omsider nærmer sig sin etablering.

Forfatteren har gjort et grundigt og fortjenstfuldt arbejde, som han fortjener ros og tak for.