Povl Götke |
13. september 2011
ANMELDELSE Kurt Ettrup Larsens jubilæumsbog om Indre Mission giver et godt indtryk af bevægelsens mange aktiviteter og store betydning gennem 150 år
For 150 år siden, den 13. september 1861, blev en af de organisationer, som har haft størst indflydelse på kirke- og samfundslivet i den nyere tids Danmark, stiftet. Den fik navnet Kirkelig Forening for den Indre Mission – i daglig omtale Indre Mission, IM. I anledning af jubilæet udkommer ”En bevægelse i bevægelse. Indre Mission i Danmark 1861-2011,” skrevet af kirkehistorikeren Kurt Ettrup Larsen.
LÆS OGSÅ: 150 år med Indre MissionI bogen skildres det, hvordan baggrunden for IM var en periode med religiøs vækkelse. Forandrede sociale forhold og impulser udefra, ikke mindst frikirkelige former for kristendom med rod i Nordamerika – baptister, mormoner og metodister – inspirerede den brede befolkning til at udfordre en stivnet statskirkelighed.
I Danmark kom der to store retninger ud af det: på den ene side de missionske, siden 1861 organiseret i IM, og på den anden side de grundtvigske. Begge var meget kritiske i forhold til den bestående kirke. Og selvom de var opstået af samme vækkelse, udviklede de snart et meget anstrengt forhold til hinanden. Mange steder var befolkningen således delt i to grupper, som indædt bekæmpede hinanden, havde hver sin købmand med videre og så vidt muligt levede adskilt. Men som altså samtidig var medlemmer af den samme folkekirke.
I spidsen for IM stod nogle karismatiske præster, først og fremmest Vilhelm Beck, men også figurer som Olfert Ricard og Christian Bartholdy. Disse sikrede den folkekirkelige tilknytning. Men ellers var det IM’s force, at organisationen skabte rum for en bred vifte af lægmandsbaserede, menighedsopbyggende aktiviteter. Missionærer og såkaldte kolportører rejste omkring i landet og prædikede en bibelfundamentalistisk kristendom. Men IM fik nok så meget indflydelse gennem et vidt forgrenet forenings-arbejde, som resulterede i opførelsen af næsten 1000 missionshuse rundt om i landet, i etablering af læreruddannelser, højskoler og efterskoler. Der blev holdt søndagsskoler – i 1950 toppede det med knap 74.000 børn! – og satset på ungdomsarbejde, som gav grobund for etablering af selvstændige organisationer som KFUM & K og FDF, som gennem årene har engageret hundredtusindvis af børn og unge i karakterdannende aktiviteter.
Op igennem det 20. århundrede var Danmark som bekendt gennem en voldsom omstillingsproces med industrialisering og urbanisering. Det havde menneskelige omkostninger, og Kurt Ettrup Larsen beskriver, hvordan IM også på det sociale område ydede en stor indsats og blandt andet grundlagde diakonskoler.
IM var også fremme i skoene på det mediemæssige område og var primus motor i etablering af denne avis, Kristeligt Dagblad, i 1896. IM har således været en væsentlig faktor i udviklingen af Danmark fra et standssamfund med en undertrykt og uoplyst bondebefolkning til en moderne velfærdsstat med veluddannede og vel-oplyste borgere.
I sin bog forsøger Ettrup Larsen at trække IM ind på midten af dansk kirkeliv. Der lægges afstand til Luthersk Mission, kravet om omvendelse og bekendelse, som traditionelt har spillet en stor rolle i det indre missionske miljø, nedtones, og det centrale budskab i IM fremstilles i lyse, helt grundtvigske toner. For eksempel skriver han: ”I dag forbinder mange vist Indre Mission med stramme moralske normer, men i virkeligheden var det budskabet om syndsforladelse og evigt liv af Guds nåde, der var centrum i den nye bevægelse.”
Bogen giver et godt indtryk af IM’s mange aktiviteter og store betydning gennem en turbulent tid i danmarkshistorien. Det er det skolemæssige og oplysningsarbejdet, som betones af Kurt Ettrup Larsen. Hist og her er der gentagelser, som man godt kunne have været foruden.
Til gengæld savner man nogle mere håndfaste oplysninger om økonomien i IM. Og om omfanget af den dybe krise, som IM befinder sig i netop nu. I de seneste 50 år er antallet af søndagsskolebørn således faldet til under en tiendedel, og IM har måttet afhænde over 500 missionshuse.
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad