Mens Israel anstrenger sig for at bevare de gode forbindelser til Egypten, optrapper vinderne af revolutionen retorikken mod Israel. Her Israels premierminister Benjamin Netanyahu.
- LIOR MIZRAHI/Scanpix Denmark
Allan Sørensen |
13. september 2011
Mens Israel anstrenger sig for at bevare de gode forbindelser til Egypten, optrapper vinderne af revolutionen retorikken mod Israel
På mindre end en uge har to israelske ambassadører forladt deres poster i regionen. Den ene blev smidt hjem fra Tyrkiet, der forlanger en israelsk undskyldning for drabet på ni tyrkiske stats-borgere ombord på skibet ”Mavi Marmara” i 2010. Den anden blev evakueret fra Kairo sammen med 85 andre ambassade-medarbejdere, da 50.000 egyptiske demonstranter stormede den israelske ambassade i den egyptiske hovedstad.
LÆS OGSÅ: Tyrkiet lægger forholdet til Israel på isMens man i Jerusalems regeringskorridorer holder liv i håbet om at bevare de gode forbindelser til de muslimske naboer, er opfattelsen hos den menige israeler, at det såkaldte arabiske forår nu for alvor, og som forventet, er begyndt at vende sig mod Israel.
I sagen om Egypten har den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i den seneste tid gjort alt for ikke at træde det nye Egypten efter Hosni Mubarak over tæerne. Da israelske biler ved den egyptiske grænse for nogle uger siden blev angrebet af terrorister, anstrengte hele det officielle Israel sig for ikke at beskylde Egypten for at stå bag. Også efter det stod klart for ledelsen i Jerusalem, at enkelte egyptiske soldater havde taget del i angrebet.
Efter denne weekends angreb mod ambassaden og den meget dramatiske afslutning, hvor seks israelske sikkerhedsvagter i sidste sekund blev evakueret af egyptiske kommandosoldater, er tonen stadig den samme. Ingen har kommenteret, hvorfor de egyptiske generaler nægtede at tale med Netanyahu, mens balladen udviklede sig i Kairo, og ingen har kommenteret, at det kun lykkedes at redde de resterende seks israelere, fordi USA’s præsident Barack Obama vred armen om på den egyptiske ledelse. I Jerusalem hedder det sig stadig, at man ønsker at sende ambassadøren tilbage til Kairo hurtigst muligt, og at man sætter stor pris på betydningen af den fred, der har eksisteret mellem de to lande i 32 år.
Sideløbende med disse ønsker og forhåbninger er der i Israel også en erkendelse af, at vinden er ved at vende. Det nye Egypten er langt fra det Egypten, man havde at gøre med under præsident Hosni Mubarak, hvor Israel og Egypten havde et tæt sikkerhedssamarbejde i henhold til Gaza og Sinai-halvøen. Og når der gøres status over de seneste måneders udvikling i Egypten, står Israel som den store taber. Fra at have en medgørelig præsident, står Israel nu over for en dialog med en tøvende hær og den egyptiske befolkning, som Det Muslimske Broderskab har et solidt tag i.
Derfor lyder den langsigtede analyse, at sikkerhedssamarbejdet mellem de to lande vil lide et knæk. Og det er Israels største bekymring, da man i 32 år ikke har haft brug for noget særligt beredskab ved den egyptiske grænse. Alle ved, at freden med Egypten ikke har kastet mange andre frugter af sig – men Israel har haft en rolig grænse mod syd.
Den situation ændrer sig i øjeblikket, og Israel har allerede udstationeret flere soldater ved grænsen til Egypten. Men fremtidsudsigterne omfatter meget større udfordringer, hvis Hamas i Gaza får politisk og finansiel støtte fra Egypten, og hvis Det Muslimske Broderskab kommer stærkt igennem valget til efteråret. Samtidig frygter Israel, at Sinai, der i forvejen er hjemsted for beduinklaner med sympati for al-Qaeda og adskillige andre terrorgrupper, vil blive omdannet til en forstørret udgave af Gaza, hvorfra angreb kan rettes mod Israel, og hvortil terrorister kan rejse forholdsvist frit.
Med andre ord har den menige israeler, og sikkert også Netanyahus rådgivere, en fornemmelse af, at fredsaftalen med Egypten måske kommer til at bestå, men at forholdet mellem de to lande mere kommer til at ligne forholdet mellem to lande, der er i krig.
Årsagen til, at den egyptiske hær, der i øjeblikket har kontrollen over landet, ikke gør mere for at forhindre forværringen af forholdet mellem de to lande, er, at hæren ikke har nogen interesse i at konfrontere befolkningen med udviklinger, den ikke vil acceptere. Samtidig ser Egyptens nye ledelse, nøjagtig som Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan, at regionen ikke længere er den samme efter det arabiske forår. Tyrkiet og Egypten ser, at USA langsomt trækker sig ud af sin traditionelle rolle side om side med Israel og får nye interesser i regionen. Set fra et tyrkisk-egyptisk standpunkt betyder det, at det med tiden bliver mere legitimt og mindre farligt at konfrontere Israel. Ikke på slagmarken, men i politiske skænderier, hvor voldelige udbrud af mindre omfang ligger lige under overfladen. Nøjagtig som angrebet mod ambassaden eller Erdogans seneste udtalelser om, at tyrkiske krigsskibe vil eskortere kommende fredsaktivisters forsøg på at bryde Israels blokade omkring Gaza.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad