”Det her er mit danske hjem”

På reolen i hjørnet står der danske og tyske bøger side om side, og på sofabordet ligger det danske mindretals avis, Flensborg Avis, opslået.

Under et maleri af hvilehjemmets grundlægger, Jutta Skrums­ager, sidder 82-årige Hildegard Srogosz. Hun er opvokset i Sydslesvig, hvor hun stadig bor. Hendes bedsteforældre var danskere, men fordi hun voksede op på den tyske side af grænsen, har hun som barn været tvunget til at gå i tyske skoler. Derfor er tysk hendes modersmål, men hun har altid været bevidst om sine danske rødder, og i år er hun på Bennetgaard for femte gang. Selvom hun altid glæder sig til opholdet, er det med et vist vemod, at hun er her i år. I maj døde hendes mand, og derfor betyder det meget for hende, at hun kan være her sammen med andre enker.

”Det her er mit danske hjem, og her føler jeg mig hjemme,” siger hun med den karakteristiske slesvigske dialekt.

På programmet står der mest af alt afslapning. Meningen er, at gæsterne skal bruge tiden til rekreation og til at samle kræfter, til de kommer hjem. Gennemsnitsalderen er omkring de 70 år, og flere af kursisterne har medbragt rollator. Alligevel er de alle så friske, at de også tager på ture i området, og denne eftermiddag skal de til koncert i nabokirken i Vejen. Aftenerne bruger de på at synge sange fra Højskolesangbogen, og så er et slag ludo og æselspil i særlig høj kurs.

Her få kilometer syd for Kongeåen har Bennetgaard altid haft en vigtig rolle for mindretallet.

”Tro din Gud, tjen dit folk, giv sandheden ære” – sådan står der på gavlen på den hvidkalkede facade ud mod byens torv. Ordene, som husets tidligere ejer, Jørgen Skrumsager, skrev, har altid kendetegnet stedet. Da Danmark tabte krigen i 1864, kom Bennetgaard med sin placering til at høre til Preussen. Jørgen Skrumsager var dansksindet og ejede Bennetgaard, som på den tid var en firelænget landbrugsgård.

Lola Lecius Larsen fortæller, hvordan der i tiden efter krigen i 1864 blev indført mødeforbud for danskerne. Men på Bennetgaard byggede Jørgen Skrums­ager en stor sal, hvor de lokale kunne samles i smug. Her drev de blandt andet dansk skole og holdt danske gudstjenester i et forsøg på at holde sammen om at bevare deres danske tilhørsforhold. Salen blev bygget uden vinduer ud mod gaden, så de preussiske soldater ikke kunne kigge ind. Der er stadig ingen vinduer, og salen bruges endnu, når mindretallet og grænseforeninger holder møder.

Ligesom Jørgen Skrumsager tjente sit folk, tjener Bennet­gaard stadig det folk, hvis hjerter tilhører Danmark. Datteren på Bennetgaard, Jutta Skrums­ager, lavede i 1936 barndomshjemmet om til det hvilehjem, det nu har været i 75 år.

”De skal ikke blive glemt” udtalte statsminister Niels Neer­gaard (1854-1936) om det danske mindretal efter Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Og det har Bennetgaard efterlevet lige siden.

”De har stadig brug for, at vi husker dem. Mange af dem er økonomisk trængt og har ikke råd til at tage på ferie i Danmark. De føler sig ofte mere danske end tyske, og derfor er der stadig brug for Bennet­gaard,” siger lederen, Lola Lecius Larsen.

marianne.knudsen@k.dk