Bedsteforældre bør slå et slag for børnene ved dette valg, mener Lis M. Frederiksen.
- Colourbox
Lis M. Frederiksen |
13. september 2011
De ældres interesser har i en del år været i politikernes søgelys, og seniorerne har i kraft af Ældre Sagen et godt talerør. Men måske er det på tide, at nogle af de stærke ældre begynder at kæmpe børnebørnenes sag
Mange i vores generation har med undren set på, at vores børnebørn ikke altid har kunnet få de skolebøger, de havde brug for. De har måttet arbejde med fotokopier eller meget slidte, gamle bøger. Klasselokaler og bygninger har været usle, og antallet af undervisningstimer nede på det minimum, som loven tillader.
Vi bliver vrede og forargede på vores politikere. Det er børnene, der skal føre samfundet videre efter os. De skal skaffe arbejdspladser, tjene penge og sørge for os i vores alderdom. Deres færdigheder og uddannelse er altafgørende for samfundets fremtid.
LÆS OGSÅ: Fagre nye verden
Der er naturligvis forskel fra kommune til kommune. Nogle kommuner har flere ressourcer end andre, og det ses for det meste på børnenes undervisning og på skolebygningerne. Heldigvis. Men ikke altid. For politik er et spørgsmål om prioriteringer og valg. ”Giv børnene en god uddannelse. De er Danmarks råstof” – sådan har det lydt gennem flere generationer, og sådan lyder det stadig i skåltalerne. Men virkeligheden taler ofte et andet sprog.
Det tilstundende valg sætter mange tanker i gang. Samfundet og vi som vælgere skal prioritere.
Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste, lyder endnu en fyndig sætning, som står prentet i min bevidsthed. Jeg føler mig ret overbevist om, at langt de fleste danskere vil være enige. Det gælder syge, svagelige ældre, dem ude i kanten af samfundet, som har svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen, og så børnene. Børnenes vilkår er vores ansvar.
Det er en kendsgerning, at vi lever længere, og vores helbred som ældre gennemgående er blevet bedre gennem de senere år. Vi får opereret hofter og knæ, vi springer rundt, og mange ældre i dag har råd til at leve en ganske behagelig tilværelse. De velbjærgede ældre har gennem de senere år fået flere og flere goder, og skal den udvikling fortsætte?
Vi kan få 65-billetter med DSB. Halv pris ugens fem dage. 25 procents nedsættelse på de store rejsedage, fredag og søndag. Et pensionistkort til hele hovedstadsområdet koster 505 kroner for tre måneder. Der er pensionistrabatter på de fleste museer. Der er vedtaget en ældrecheck til de dårligst stillede pensionister, og der gives boligydelse efter bestemte kriterier, som er afhængige af formuen og indkomsten. De ældre har været i politikernes søgelys gennem en del år med Ældre Sagen i forreste geled som en stærk og indflydelsesrig magtfaktor. Al respekt og tak for indsatsen. Jeg har selv været medlem gennem mange år.
Men skal vi, bedsteforældregenerationen, ikke slå et slag for børnene ved dette valg? For investeringer i undervisningsmaterialer, i bygninger, i flere undervisningstimer – vel at mærke uden at der skal proppes endnu flere ind i klasselokalerne. For børns vilkår mere bredt.
Mange i den ældre generation har både tid, kræfter og overskud til at slås for børnene. Vi kan skrive læserbreve, vi kan møde op til vælgermøder, vi kan sætte os endnu grundigere ind i vores børnebørns vilkår og stille præcise spørgsmål til politikerne. Jeg synes, vi skylder samfundet og vores børnebørn at give noget tilbage af det overskud, mange af os heldigvis har. I USA, hvor jeg har boet, findes et ofte benyttet udtryk: ”to give back to society”, at betale tilbage til samfundet, når det nu er gået en selv godt.
Misforstå mig ikke. Der er stadig brug for en stærk indsats for de svageste blandt ældre og alle andre i samfundet. Men børnene har kun os, de voksne, til at tale deres sag. Vi, der har tid og overskud, kunne benytte valgkampen til at flytte opmærksomheden lidt ud over vores egen næsetip med et ”vælg børnene” til glæde for samfundet og for børnene selv.
Ha’ et godt valg.
Lis M. Frederiksen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad