Hans-Ole Bækgaard og Thomas Bjerg Mikkelsen |
13. september 2011
Indre Mission har gennem 150 år vist vilje til forandring og stået for mange nybrud i det kirkelige arbejde. Men historien har også sine mørke felter, som vi gerne havde været foruden, skriver foreningens formand og generalsekretær i dagens kronik
Når Indre Mission i dag den 13. september fejrer 150-års-jubilæum, gør vi det i en glad bevidsthed om, at vi stadig er en livskraftig og ressourcestærk bevægelse. Hver uge samler vi tusindvis af børn, unge og ældre, og selvom der generelt bliver færre aktive kristne i Danmark, er aktivitetsniveauet stadig højt i Indre Mission. Vi sætter os fortsat nye mål og oplever fornyelse på en lang række felter, både som landsbevægelse og i de nære relationer lokalt.
LÆS OGSÅ: 150 år med Indre MissionIndre Mission går dog ikke fri af de forandringens vinde, der blæser over dansk kirkeliv. På 100 år er kristendommen gået fra at være et stabilt fundament under det danske samfund til i dag at være et kulturelt levn, som kun få føler sig forpligtet på. De fleste betragter stadig Danmark som et kristent land, men danskerne opfatter ikke sig selv som særligt kristne.
Set i det lys er der god brug for en frimodig og levende missionsbevægelse, som vil formidle en enkel, praktisk og personlig kristendom og bringe mennesker i nærkontakt med evangeliet. Der er brug for åbne og inkluderende fællesskaber, hvor tro og liv kan smelte sammen. Hvor vi på tværs af forskelle kan være i dialog om livets store spørgsmål, og hvor man også har lov til at være i tvivl.
Det er sådanne åbne samtalefællesskaber, vi ønsker at skabe i Indre Mission. Og mange steder lykkes det. Men vi kommer ikke uden om, at vi ikke altid har levet op til denne målsætning.
Indre Mission har nemlig ikke alle steder og til alle tider formået at møde mennesker med den rette omsorg og respekt.
Vi kender mennesker, som har mødt en alt for streng moral i deres opvækst og derfor forladt bevægelsen og måske endog kristentroen. Vi kender mennesker, som forlod fællesskabet, fordi de ikke kunne leve op til normerne i et tæt og til tider omklamrende fællesskab. Vi kender intellektuelle unge, der forlod Indre Mission, fordi de ikke kunne holde den kulturforskrækkelse ud, som desværre også har været en del af virkeligheden. Og også i dag er der mennesker, som har svært ved at identificere sig med bevægelsen, fordi forkyndelsen ikke rammer ind i deres virkelighed.
Det er ikke alle billeder, vi genkender fra vores egen opvækst i bevægelsen, men vi ved, at andre bærer på smertefulde erfaringer – og det ønsker vi at anerkende og tage ved lære af.
HER STÅR VI I EN FÆLLES udfordring med resten af folkekirken. Det er jo ikke kun Indre Mission, der med tiden har fået et let støvet antræk og mørke pletter på betrækket.
Hvis flere af nutidens unge skal føle sig hjemme i kirken, må vi give plads til deres former og udtryksmåder. Ikke mindst må vi tilbyde dem et ægte fællesskab, som ikke forudsætter en bestemt indsigt eller væremåde. Kirken må lade de unge komme til og lukke op for gensidig dialog.
Det lyder måske enkelt, men i traditionsbundne kulturer kan der være langt fra hensigt til handling. For det gode skal bestemt bevares og formidles videre på en relevant og vedkommende måde. Men samtidig må vi vise vilje til at opgive hævdvundne traditioner, så nyt kan spire frem.
At gå fremtiden i møde er også at vedgå fortidens fejltagelser og lære heraf. Der er mange urimelige fordomme om Indre Mission, men der er også sider ved historien, vi må gøre op med.
I Indre Missions historie har skellet spillet en rolle – hvem der hørte til henholdsvis ”de frelste” og ”de fortabte”. Og der har været udtalt hårde domme over dem, som efter nogens mening befandt sig på den forkerte side. Tænk blot på Carl Moes kendte begravelsesprædiken.
Selvfølgelig gør det en forskel, om en person har bekendt troen på Jesus Kristus som Herre og Frelser, eller personen har fornægtet eller levet i ligegyldighed. Men den lille usikkerhed må med. Vi kender kun overfladen, og den endelige dom kan vi ikke afsige. Vi kan kun advare de levende om den dobbelte udgang og trøste ved evangeliet. Sådan talte også Vilhelm Beck, men andre var ikke forsigtige nok, og det skabte et uheldigt skel.
På lignende vis duer heller ikke talen om ”vantro præster”. I langt de fleste tilfælde er der jo ikke tale om, at præsterne ikke har en tro. Det går mere på, om præsternes tro er læremæssigt forkert eller mangelfuld, eller at troen ikke længere er levende. I det lys havde det være bedre at fokusere på dette problem, frem for at sætte skel ved at bruge udtrykkene ”vantro præster” og ”troende præster”. Alle præster kan jo køre fast eller få deres blinde vinkler, hvor der er brug for åndelig fornyelse.
Grænsen mellem sikker bedømmelse og skråsikker fordømmelse er hårfin. Det er helt legalt at kritisere bibelkritisk teologi og stille skarpe og højlydte spørgsmål til præsters lære og liv, men vi må på den anden side ikke gøre os til herrer over andres tro.
OGSÅ NÅR DET GÆLDER Indre Missions forhold til diakoni, ville det være rart at kunne spole tiden tilbage. Christian Bartholdy, formand 1934-1959, lagde vægt på, at Danmark fortsat skulle være et kristent land. Det betød, at De 10 Bud skulle holdes i hævd, og at der skulle vises social retfærdighed. Bartholdy kritiserede de sociale misforhold i Danmark, og han revsede de riges udbytning af arbejderne. Fattigdom og nød var for ham en skamplet på et kristent land.
Ordene var imidlertid rettet mod arbejdsgiverne og politikerne, for Bartholdy vægtede ikke det diakonale arbejde højt, når det gjaldt Indre Mission. Han ville, at Indre Mission skulle fokusere på ”ordmission”, mens de sociale opgaver skulle løses af politikerne, andre kirkelige og sociale organisationer og ikke mindst af den enkelte.
Indre Mission var godt nok med til at stifte en række diakonale organisationer, men blev med tiden hægtet af de fleste.
I dag kunne vi godt ønske os, at Bartholdy og andre af datidens ledere havde tænkt anderledes. Så havde vi måske undgået den ulykkelige spænding mellem dem, der havde ordforkyndelsen, og dem, der havde handlingsforkyndelsen.
Det er vigtigt, at mennesker grundlæggende erfarer, at kirkens forkyndelse ikke kun er livsfjern og monologisk tale. Hvis de mange ord ikke følges op af liv – forbilledligt liv – mister de hurtigt deres betydning. Kristi kærlighed skal ikke bare forkyndes, den skal også udleves.
Derfor er det glædeligt, at diakonien nu ser ud til at få en mere fremtrædende plads såvel i Indre Mission som i kirken generelt. Vi taler nu i højere grad end tidligere om diakoni som en væsentlig og nødvendig side af det kirkelige arbejde. Der er tilsyneladende en stigende bevidsthed om, at vi gennem diakonien kan være med til at levendegøre evangeliet og gøre Kristus synlig for mennesker i verden omkring os.
Indre Mission har i 150 år været en meget aktiv bevægelse på mange fronter. Vores identitet har altid ligget i folkekirken. Selvom vi oplever spændinger, håber og tror vi, at folkekirken også i fremtiden vil udgøre rammen for vores arbejde.
Hvis Indre Mission skal være en folkekirkelig bevægelse, er det vigtigt, at vi bidrager konstruktivt til fællesskabet, hvor det er muligt. Derfor glæder vi os over, at vi fra flere sider i folkekirken oplever en imødekommenhed og bliver inviteret med ind i forskellige samarbejdsrelationer.
Vi vedgår, at der er store ting på spil i folkekirken disse år, og at den kan bevæge sig et sted hen, hvor vi får meget vanskeligt ved at være med. Forhåbentlig vil det ikke gå sådan, for både folkekirken og Indre Mission har brug for at stå i fællesskab med hinanden i en tid, hvor kristendommen ikke længere er den lim, der binder samfundet sammen.
Hans-Ole Bækgaard er formand for Indre Mission, og Thomas Bjerg Mikkelsen er generalsekretær for Indre Mission
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad