Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti svarer på læsernes spørgsmål
- niels ahlmann olesen
Marie Louise Poulsen |
13. september 2011
Martin Henriksen svarer her på spørgsmål om moskeer i Danmark, næstekærlighed i Dansk Folkeparti og på, hvad integration egentlig betyder for ham.
Kære Martin Henriksen
Du har på et tidspunkt udtalt til TV2, at muslimer skal indordne sig på samme måde som katolikker og jøder, og derfor ikke have ret til moskeer. Kan du prøve at uddybe det lidt? Jeg har nemlig den opfattelse at jøder har synagoger og katolikker har kirker i Danmark...
Venlig hilsen
Jonathan Kiel Thormann
Kære Jonathan Kiel Thormann.
Kristendommen er en del af vores fælles fundament. Der er mange forskellige trosretninger, som praktiseres deres religion i f.eks. synagoger og kirker. Jeg er tilhænger af religionsfriheden. Derfor skal der også være plads til muslimske bedehuse. Men islam er mere end blot en religion, det er også en ideologi, et socialt og politisk system.
Dertil kommer, at der er massive integrationsproblemer forbundet med de muslimske parallelsamfund. Så længe det er sådan, mener jeg, at det er uforsvarligt at tillade oprettelse af stormoskeer, som understøtter disse parallelsamfund. Bl.a. derfor er jeg modstander af stormoskeer. Det er også sådan, at f.eks. danskere med jødisk eller katolsk baggrund ikke i tide og utide stiller krav om at Danmark skal tage særlige hensyn til det ene og det andet.
Venlig hilsen
Martin Henriksen
LÆS OGSÅ: Mette Frederiksens svar til læserneKære Martin Henriksen.
Jeg vil gerne vide hvordan DF's udlændingepolitik hænger sammen med de kristne værdier (f.eks. næstekærlighed), som I mener, er en stor del af jeres partiprogram?
Venlig hilsen
Kristoffer Fimbulvetr Kjær
Kære Kristoffer Fimbulvetr Kjær
Jeg mener, at næstekærlighed først og fremmest handler om at hjælpe de mennesker, som du møder i din hverdag. Det forsøger jeg at leve op til. I forhold til udlændingepolitikken, er det min opfattelse, at en stram udlændingepolitik er til gavn for danskerne, og reelt også til gavn for de velfungerende udlændinge. Kommer der for mange fra kulturer, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at der er integrationsproblemer, skaber det spændinger og splittelse i samfundet. Derfor er det vigtigt, at stå vagt om udlændingepolitikken.
Venlig hilsen
Martin Henriksen
Kære Martin Henriksen.
Hvad ønsker DF at stille op med de indvandrere, der ligesom mig, ikke ønsker at være typisk danske. Os der uddanner os til forskere, i stedet for at være ufaglærte. Os der ikke drikker7-10 genstande om ugen og ikke er overvægtige. Os der praktiserer kristendom og ikke bare kalder os kristne uden at vide, hvad kristendommen er. Os der ikke bliver skilt efter nogle år, og ikke har børn med flere forskellige partnere. Vi er jo meget udanske. Hvordan mener DF, vi skal vi integreres?
Venlig hilsen
Johan Gardenkrans
Kære Johan Gardenkrans
Jeg ved nu ikke, om alle danskere er overvægtige, selvom jeg nu nok selv har lidt for meget på sidebenene. Du har vist opbygget en fordom eller to. Men det er i øvrigt min opfattelse, at de kristne udlændinge, der i de senere år er kommet til Danmark, har gode forudsætninger for at blive integreret. Det har jeg selv oplevet ved bl.a. arrangementet Bøn for Nationen afholdt af Kirkernes Integrationstjeneste.
Taget i betragtning, at dansk kultur er uadskillelig fra den kristne kulturarv, er det også forventeligt, at forudsætningerne for at blive integreret, er gode, hvis man selv kommer fra eller har en kristen baggrund. Andre grupper kan naturligvis også blive integreret, da integration langt henad vejen handler om den personlige lyst og vilje til at blive en del af samfundet
Venlig hilsen
Martin Henriksen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad