Med bønnen finder jeg hvile i, at der er ting, vi ikke kan lave om på, lyder det fra Margrethe Vestager (R)
"Jeg er meget glad for at tro, fordi jeg synes, det føjer en dimension til det, jeg laver, som er meget rationelt og fakta-orienteret".
Sådan lyder det fra den radikale formand, præstedatter og tidligere kirkeminister Margrethe Vestager.
På
linje med de øvrige partiledere har hun i et interview med DR åbnet op for nogle af de spørgsmål, der ikke finder vej til valgmøderne, herunder hendes personlige tro og syn på døden.
Og for Margrethe Vestager, der erklærer sig selv som troende, er kirken på mange måder et alternativ til det hektiske politikerliv.
"Jeg går til gudstjeneste, desværre ikke så tit. Det er et frirum og en inspiration at gå i kirke. Der er mange præster, der har noget at byde på. Jeg er ikke altid enig, men de kan inspirere mig",
siger Margrethe Vestager til dr.dk og fortsætter:
"Jeg beder, når jeg er i kirke, og fadervor er en central del af min hverdag. Jeg beder ikke med ønske om noget konkret. Det at bede er for mig i høj grad et spørgsmål om at tale til mig selv, reflektere over, og finde hvile i, at der er nogle ting, vi ikke kan lave om".
Hvad der sker efter døden, har Margrethe Vestager ikke gjort sig konkrete forestillinger om. Det afgørende er her og nu, selve livet, hvor hun blandt andet finder inspiration i et citat fra Christiansborgs vægge:
"I vandrehallen her i folketinget er skrevet på en frise: "Lev i dit værk mens det øves". Det synes jeg er fint, og det fortæller, at vi er på vej et sted hen, men du skal også være i det LIGE NU. Det fortæller om de store linjer i livet - at vi kan gøre det bedre for andre mennesker, men det fortæller også, at vi skal leve lige nu. Sætte pris på solskinsvejret, at de første forårsblomster kommer op",
lyder det fra Margrethe Vestager ifølge dr.dk.