Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Hjælp! Jeg har mistet stemmen til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hjælp! Jeg har mistet stemmen

Fotobyline:Illustration: Peter M. Jensen

Emneord for denne artikel

demokrati | valg | udlændinge | stemmeret | valgret | udlandsdansker
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Kristeligt Dagblads korrespondent i London er blandt de mange, der nok er danske statsborgere, men som ikke længere har valgret i Danmark

Jeg har altid stemt. Altid sat et kryds. Første valg var kort efter, at de magiske 18 år var passeret. Fra kommunalvalg og folketingsvalg til valg til EU-parlamentet og ikke mindst i den særlige danske disciplin: folkeafstemninger.

LÆS OGSÅ: Imamer: Muslimer har pligt til at stemme

Denne følelse af ret og pligt er altid fulgt op af valganalyser, prognoser og ikke mindst den stigende spænding foran skærmen i takt med at resultaterne tikkede ind. Typisk fra de mindste valgsteder, hvis indflydelse i dansk politik altid har været begrænset til, at de cirka hvert fjerde år blev nævnt i fjernsynet, fordi de nu engang var først.

Har jeg ikke været hjemme under et valg, har jeg altid brevstemt. Ikke at det kræver et frimærke eller en aftale med Post Danmark. I stedet skal man blot møde op på et autoriseret valgsted, registrere sig og så putte stemmesedlen i en kuvert, som bliver sendt til hjemkommunen. Deraf navnet brevstemme.

Annonce
Som studerende i Holland var vi en gruppe, der kørte halvvejs gennem landet for at afgive vores stemme. Ved sidste folketingsvalg var jeg på den danske ambassade i London. Her bliver vælgerne lukket ind i et lille rum efter at være kommet gennem sikkerhedsslusen. En kontorassistent kommer ned med papirarbejdet, kigger klinisk på legitimation, og så er det valg sådan set overstået.

LÆS OGSÅ: Se hvem der risikerer at ryge ud ved valget

Følelsen ligger milevidt fra at være til valg hjemme, hvor valget starter med at stå i den lange kø, som snor sig fra skolegården ned gennem omklædningsrummet til gymnastiksalen på skolen på Duevej på Frederiksberg. Her findes også den helt særlige danske valgstemning, hvor selv næseborene bliver pirret af duften af valg – leveret af de hengemte forhæng til stemmeboksen garneret med den umiskendelige lugt af barndommens gymnastiktimer.

Men nu er det slut for denne gang. Jeg har mistet stemmen, mistet min demokratiske ret til at mene noget aktivt om den politiske udvikling i Dannevang. Det rødbedefarvede pas med Jellingstenen fortæller ganske vist, at jeg er dansk statsborger. Men når folkeregisteradressen ikke længere er på dansk jord, så ryger stemmeretten automatisk.

Selv hvis man stadig er stemmeberettiget – eksempelvis som studerende eller udsendt for staten eller en dansk hjælpeorganisation, så skal man ansøge om at blive optaget på valglisten.

Er der tale om et kort ophold på maksimalt to år, så er det ligeledes muligt at stemme. Omkring 5000 danskere i udlandet kan ifølge Folketingets Oplysning afgive deres stemme på den konto. Men hjemmesiden www.statsborger.dk anslår, at omkring 170.000 danskere bor i udlandet. Efter snart fem år i London er jeg nu lukket ude af det gode, danske, demokratiske selskab. Og jeg bliver end ikke lukket ind i mit nye land. Som dansk statsborger med bopæl i Storbritannien må jeg heller ikke stemme ved britiske valg ud over valg til det lokale byråd. Endnu mere tvetydigt er valg til Europa-Parlamentet, hvor jeg selv skal vælge, om min stemme skal være dansk eller britisk. Men dog ikke begge.

Britiske statsborgere bevarer omvendt deres stemmeret i 15 år, uanset hvor i verden de bosætter sig, efter at de er flyttet. Kun briter, som er i fængsel, må ikke stemme. Tilsvarende kan folk med amerikansk pas altid stemme til præsidentvalg og valg til kongressen. Og i vores nordiske broderlande som Norge og Finland bevarer borgerne stemmeretten for altid, uanset hvor i verden de bor, og hvor længe. Eneste krav er, at de fastholder deres statsborgerskab.

I 2004 satte den daværende VK-regering grænsen på to år for danskere – end ikke folk, der fortsat betaler dansk skat, er undtaget.

For deres udsendte i London skal der derfor mere end Strepsils og varm te til for at få den mistede stemmeret tilbage. Så kære læser, sørg nu for at gå til stemmeurnerne for mig og de mange andre, der har mistet stemmen – men gør det venligst med omhu.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​