I 1988 blev der kastet en bombe ind i Sorans nye hjem i Irak, formentlig begrundet i den iranske historik. Bomben dræbte hans far og søster og vansirede den nu fem år gamle drengs ansigt og krop. Han lå på hospitalet et halvt år. To år efter døde hans mor af kræft. En lokal irakisk politiker opfostrede Soran sammen med fem andre forældreløse børn. Her levede den familieløse Soran nu i en årrække som arbejdsdreng uden mulighed for at gå i skole.

Tilfældet ville, at en familie, der har været gode venner med Sorans biologiske familie, tilbød ham at flytte ind hos sig, da Soran blev 14 år. Han trivedes bedre i den ny plejefamilie, men fik stadig sværere ved at få anerkendt almindelige rettigheder, da han levede i Irak uden identitetspapirer.

Da han som 17-årig begyndte at deltage i fredelige demonstrationer, der havde det formål at skærpe styrets opmærksomhed på kurderes rettigheder, blev han flere gange tilbageholdt, hvor hans manglende formelle status truede hans integritet over for de irakiske myndigheder.

Da Soran blev 20 år, følte han sig presset til at rejse til Iran for at få sin identitet officielt dokumenteret. Han opsøgte her en ældre slægtning, som husede ham, mens han forsøgte at få udstedt identitetspapirer, såsom pas med videre. I stedet for at få hjælp blev Soran arresteret, begrundet i myndighedernes kendskab til faderens meritter. Han blev først fængslet og så overført til et hospital, fordi hans krop og psyke brød sammen. Han blev samtidig pålagt at blive i nærområdet.

Soran var skrækslagen over at skulle vende tilbage til de iranske myndigheders varetægt, hvorfor han flygtede til Europa. Den ældre slægtning i Iran blev fængslet et helt år, fordi han ikke havde sikret Sorans tilstedeværelse. De iranske myndigheder udstedte en arrestordre på Soran, som stadigvæk har gyldighed. Nu er han i Danmark.

NAJA OG SORAN BOR I DAG sammen i Københavns nordvestkvarter. De har et nu fem måneder gammelt barn, mit barnebarn, en glad og smuk lille pige.

Alt kunne være godt, men det er det ikke.

Fordi Soran ingen rettigheder har, og fordi han er beordret til at forlade Danmark snarest.

Soran har, siden han kom til Danmark, søgt om opholdstilladelse. Dette er blevet afslået et antal gange. At han ikke er blevet smidt ud af landet, men blot bliver beordret til at rejse, skyldes, at der ikke er en udleveringsaftale med Iran. Han er naturligvis glad for, at han ikke tvinges på et fly, fordi han formentlig vil blive fængslet igen, måske slået ihjel. Han kan ikke flytte til andre lande, da han ikke har identitetspapirer.

Naja og Soran blev gift sidste år, hvilket ikke var nemt. I et halvt år blev de henvist fra den ene myndighed til den anden. Undervejs skulle de på forskellig vis dokumentere, at de elsker hinanden for alvor – og da Naja blev gravid, bevise at Soran var faderen. Behandlingen var ublid med bemærkninger som: ”Hvis I ikke er tilfredse med forholdene i Danmark, kan I jo bare rejse til Iran.”

De bevarede heldigvis troen på deres fælles liv og blev gift i november 2010 i en dansk landsbykirke. Soran var i mellemtiden konverteret, fordi han blandt andet som følge af samværet med Naja blev grebet af hendes lyse og glade tro.

Brylluppet var smukt, et traditionelt dansk bryllup, hvor en sangstemme pludselig fyldte kirkerummet med kurdisk sang. Soran så først overrasket på Naja, og så begyndte tårerne at løbe ned over hans kinder, mens han omfavnede hende. I sin tale til parret sagde brudens far: ”Gid Lars og Helle havde oplevet dette fine kulturmøde.”

Efter brylluppet søgte Soran igen om opholdstilladelse ud fra en forestilling om, at når han – med de danske myndigheders modstræbende velsignelse – var gift med en dansker, som han elskede, og som han endda ventede et barn med, så måtte han vel kunne få lov til at blive i Danmark. For ham handlede det også om at få mulighed for at arbejde og dermed forsørge sin kone og sit barn. Men han fik atter det lakoniske svar: Afslag og opfordring til øjeblikkelig udrejse af Danmark. Ingen begrundelse, ingen forståelse.

DA NAJA SKULLE FØDE, faldt den såkaldte Zambrano-dom, der afgør, at et barn har ret til at bo og leve sammen med begge sine forældre, uanset deres nationalitet – noget som for de fleste danskere vel opfattes som den naturligste rettighed. Naja så denne dom som et tegn, fordi hun tror på, at der findes en højere magt, der kan gribe ind, når mennesker har mest brug for det. Soran, hvis tro på forsynet – med rette – efterhånden er meget tyndslidt, indvilgede igen i at søge om opholdstilladelse med begrundelse i den ny dom. Efter et par måneder fik han det vante lakoniske svar: Afslag. Forlad straks Danmark.

Naja og Soran er faldet i en fælde, som, hvis reglerne ikke ændres, vil være klappet sammen om dem resten af deres liv. De kan end ikke rejse til Sverige, fordi Soran ikke har originale identitetspapirer. Han er reelt statsløs og rettighedsløs. Og han har ingen mulighed for at tjene penge eller uddanne sig.

Hvordan oplever en mand, der har været så plaget i sit liv, det, når han er så hjælpeløst låst fast i et sådant jerngreb? Hvordan har en nybagt mor det, der dagligt må opleve denne desperation og tomgang? Hvordan er det som barn, der vokser op under disse politisk skabte vilkår?

Lige nu klarer Naja og Soran forældrerollen eksemplarisk, fordi de begge dybest set er gode mennesker, men hvor længe holder de ud?

I morgen sammensættes et nyt folketing. Uanset hvordan valget går, har denne lille familie brug for at blive hjulpet ud af den livslange fælde, som et politisk flertal har anbragt den i. Jeg opfordrer de politiske partier i det ny folketing til at give et klart svar:

Vil I gøre en aktiv indsats for, at min datter, min svigersøn og deres barn kan få et godt og frugtbart samliv i Danmark? Og vil I give mit lille barnebarn mulighed for at få en lykkelig barndom og at tilegne sig et positivt syn på Danmark, måske i lighed med det syn, jeg i sin tid videregav til mine børn.

Hans Månsson, Charlottenlund