På bare et år har den tysk-franske, 93-årige tidligere modstandsmand og ambassadør Stéphane Hessel solgt to millioner af sin lille pamflet på 30 sider med titlen ”Indignez vous” (Vær indignerede). Bogen er oversat til dansk med titlen ”Gør oprør”. Den er et opråb til franskmændene om at gøre noget ved det samfund, der i stigende grad er præget af social ulighed, dårlig økonomi, udbredt racisme og et politisk system med dalende moral. Stop ligegyldigheden og lev med engagement, lyder det fra den gamle mand.
LÆS OGSÅ: ... og valgets vinder er: Forbrugeristisk FolkepartiDet er vise ord, som alle kan tåle at høre gentaget, og som får forskellig betydning i forskellige nationale og politiske sammenhænge. Op til det forestående folketingsvalg er opråbet værd at gentage. Men lad os iklæde det en anden dragt og rette det til de unge.
Gør oprør! Ikke bevidstløst som mange generationer før har gjort det ved bare at blive venstreorienterede som protest mod forældregenerationen. Gør derimod oprør mod 68-generationen og dens arvinger, der tænker på sig selv, vælter sig i velfærdsydelser og fortier de gigantiske udfordringer, der venter forude.
Hvis den nuværende, herskende generation ikke ser i øjnene, at den må moderere sine egne krav til velfærdsstaten og tage større ansvar på sig, ender den med at underminere livsgrundlaget for sine egne børn og børnebørn.
Derfor skal de gøre oprør.
Folketingsvalget handler om økonomi og dermed om grundlæggende værdier og ideologisk syn på, hvordan ansvaret mellem det enkelte menneske og den offentlige sektor skal fordeles. Men politikerne har gjort alt for lidt for at forberede vælgerne på det tidehverv, vi som samfund nu står i.
Det skal der gøres oprør imod.
Verden er under forandring. Indtil nu er 200.000 produktionsjob flyttet fra Danmark til blandt andet Kina, og i det kommende tiår vil også videnstillingerne flytte ud. Økonomien er presset, og sandsynligheden for, at de næste generationer herhjemme både vil være dårligere uddannede og fattigere end deres forældre, er voksende.
LÆS OGSÅ: Ekspert- usædvanlig stor vælgerflugt fra SFlere ældre skal allerede nu forsørges af færre yngre. Det kan ikke lade sig gøre, medmindre der skæres i de offentlige udgifter. Alt valgflæsk om at forøge ældrechecken og støtten til dette og hint bør kalde på et gedigent oprør. De fleste fornuftige mennesker ønsker en stærk velfærdsstat, der kan tage sig af samfundets svageste. Men hvis der ikke også er politikere, der tør sige nej og planlægge visionært og tænke langsigtet, falder velfærdsstaten fra hinanden. Til stor skade for de allersvageste og mest sårbare mennesker, der har brug for hjælp.
I næsten ubemærkethed under valgkampen er Grækenland ved at gå fallit på grund af sin store statsgæld. Landets fald truer økonomien i Europa. Aktiemarkederne rasler ned. Gæld er blevet det store uhyre. Med god grund. Imens diskuterer danske politikere en alt for snæver og national dagsorden.
Det næste årti bliver turbulent og økonomisk vanskeligt. Et oprør fra ungdommen, der protesterer imod, at de ældre bruger de unges penge, vil være helt på sin plads. Det er tid til at løfte blikket op over Frederiksholms Kanal. Tid til at kræve ikke bare forandring, men vision og langsigtet ansvar for samfundets udvikling. Tid til et oprør, der sikrer, at der er penge til de svageste også i fremtiden.
De unge burde kræve et stop for formatløse tvekampe på fjernsynskanalerne mellem toppolitikere, der strides indstuderet om småbeløb. De burde kræve fornyet realisme og vilje til at søge fælles løsninger. Stop ligegyldigheden og forny engagementet. Ikke for at splitte og polarisere, men for at sikre fundamentet for en visionær, bæredygtig og ansvarlig udvikling.
Hvor ville det være velgørende med et sådant ungdomsoprør.