Den 40-årige jurist og valgkonsulent Nicoline Nyholm Miller har altid interesseret sig for politik og er derfor glad for at have ansvaret for afviklingen af folketingsvalget. –
- Søren Staal.
Morten Mikkelsen |
15. september 2011
Som valgkonsulent i Indenrigs- og Sundhedsministeriet har Nicoline Nyholm Miller ansvaret for, at folketingsvalget bliver afviklet rigtigt
Den 18. juni 1989 var der valg til Europa-Parlamentet, og overalt i de danske kommuner var valglokaler, stemmebokse, stemmesedler og valgurner gjort klar. En af de unge kvinder, som ved denne lejlighed spændt mødte op for for første gang at gøre brug af sin stemmeret, var Nicoline Nyholm Miller. Hvad hun ikke vidste var, at hun 22 år senere skulle sidde som valgkonsulent i Indenrigs- og Sundhedsministeriet og dermed ansvarlig for afviklingen af alle danske folketingsvalg, kommunalvalg, Europaparlamentsvalg og folkeafstemninger.
LÆS OGSÅ: Den ansvarlige demokrat
”Men jeg har altid interesseret mig meget for politik og samfund og har sat en ære i at stemme hver gang. Et folketingsvalg er demokratiets festdag, og det glæder mig at kunne medvirke til, at så mange som muligt kan deltage,” siger hun.
Hvis valget er festen, og topkandidaterne fra de politiske partier er ballets konger og dronninger, svarer Nicoline Nyholm Millers funktion til toastmasteren. Hun er den, som giver instrukser om, hvordan det hele skal forløbe. Og hun er den, som løser de problemer, der måtte opstå, for eksempel hvis der begås fejl lokalt i kommunen eller på afstemningsstedet.
For eksempel var der forud for dagens valg et problem med, at en kommune havde hængt et forkert opslag op til de borgere, som ønskede at brevstemme. Af opslaget fremgik det, at liste Y – Ny Alliance – stillede op. Denne liste- og partibetegnelse fandtes ved det forrige folketingsvalg i 2007, men skulle denne gang være ændret til liste I – Liberal Alliance. Formelt set ville en brevstemme på liste Y i den pågældende kommune være ugyldig, hvis ikke Nicoline Nyholm Miller havde udsendt en instruks om, at sådanne brevstemmer skal tælle som stemmer på liste I. Partiet og dets vælgere skal ikke bøde for, at kommunen har instrueret forkert.
Den 40-årige Nicoline Nyholm Miller er født i Odense, men flyttede for 20 år siden til hovedstaden for at læse jura på universitetet og betragter sig i dag som københavner. Siden hun i 1996 blev cand.jur. har hun arbejdet i Udlændingestyrelsen, Folketingets administration og PET-Kommissionen, inden hun fik sin nuværende stilling.
I forbindelse med folketingsvalget i november 2007 fik hun sin debut i samarbejde med den dengang afgående valgkonsulent, Anne Birte Pade. Sidstnævnte havde bestyret posten i 20 år, og for Nicoline Nyholm Miller var valget en anledning til at lytte og lære. Siden har hun haft ansvar for et valg til Europa-Parlamentet og en folkeafstemning om tronfølgerloven samt et kommunalvalg i 2009.
I dag er Nicoline Nyholm Millers opgave at stå til rådighed i tilfælde af problemer på et valgsted. Men valgdagen er nærmest en pausedag mellem tre ugers hårdt arbejde med forberedelsen og de efterfølgende to ugers arbejde med stemmetælling. I hele den periode må hendes mand og tre børn leve med, at de ikke ser så meget til mor.
Også valgkonsulentens øvrige interesser – madlavning, langdistanceløb, yoga og amerikansk litteratur – er lige nu sat til side. De venter på, at stemmerne er afgivet og talt op. De venter på, at demokratiets festdag er slut, og hverdagen vender tilbage.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad