Hvor er det dog en useriøs arbejdsmetode. Netværk knæsætter farisæismen som model

De mødte op med overbærende smil og konfronterede præsterne: Går du ind for vielse af homoseksuelle – ja eller nej?

Derefter sad de angiveligt på bageste række og søgte at lave mandtal i hver enkelt kirke, så det kunne tjene til deres tropsfører Henrik Højlunds chokerende overfladiske og aldeles useriøse konklusioner: Det er i kirker, hvor præsterne siger nej til den slags, der samles mennesker. Og grundlaget henter han fra ”undersøgelsen”, som må få enhver førsteårs-studerende på universitetsfaget statistik til at rødme.

Hvad er der i spil her?

For det første er der nogle meget bedrevidende personer, som manøvrerer sig til gudstjeneste for noget helt andet end det, som menigheden er kaldt sammen for. Menigheden kom for at tjene Gud – ”gæsterne” eller spionerne kom for at pege fingre. Og derved knæsatte de farisæismen som model – godt bakket op af tropsføreren.

For det andet er det en useriøs metode, som samme gruppe ganske vist har anvendt tidligere, hvilket dog ikke legitimerer den! De meget ømtålelige etiske temaer, når man står over for mennesker af anden seksuel orientering end flertallet, skal den enkelte præst møde ikke ved at anvende slagtøj, men derimod hjerteblod og gudsordets empati. Derfor er denne interviewmetode måske nok egnet til den kulørte formiddagspresse, men ikke til en seriøs undersøgelse om dybt personlige forhold.

For det tredje har spionerne i Aarhus-kirkerne åbenbart også pyntet på tallene, så det bedre kunne passe i deres eget kram. Hos os selv, Helligåndskirken, hvor jeg selv var til stede ved gudstjenesten, var vi 122 procent flere til gudstjeneste og 34 procent flere til alters end det antal kirkegængere, der var anført af spionen. Men hvad – i den gode sags tjeneste bærer Gud nok også over med denne ”unøjagtighed”…

Jeg er temmelig chokeret over, at nogen seriøst vil lægge navn og ryg til den slags – og nogle vil lægge tryksværte til at kolportere det!

Når jeg færdes rundt i sognene i Aarhus, så ser jeg et meget blomstrende kirkeligt arbejde for børn og unge, familier, voksne, ældre og gamle. Mange af kirkerne er dygtigt engageret i at nå deres sogn, så de kan være kirke på vort sted! Og de lykkes ofte godt med det. Det er blomstrende mange steder, og det kalder på dyb tak.

Hos os selv i Helligåndskirken har vi mellem 800 og 1000 mennesker igennem ugens mange forskellige aktiviteter, og vi kan glædes over cirka 250 registrerede frivillige i kirken med småt eller stort. Dét kalder jeg godt nok Kirke med stort ”K”…

Det andet kalder jeg pjank…

Poul Langagergaard,

ledelsesrådgiver, medlem af menighedsrådet ved Helligåndskirken og medlem af Aarhus Vestre Provstiudvalg,

Kornmodsbakken 12, Aarhus V