Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, frygter, at der er ved at opstå en tendens til, at de folkelige opstande i den arabiske verden udsætter religiøse minoriteter for nye farer
Det arabiske forår, der har givet nyt håb til millioner af demokratihungrende borgere i Mellemøsten og Nordafrika, har også en ofte overset skyggeside. Opstandene udsætter religiøse og etniske minoriteter for nye trusler, og voksende religiøs intolerance truer med at underminere de skrøbelige overgange fra diktatur til demokrati.
LÆS OGSÅ: Hollands jøder og muslimer gør fælles frontSådan lyder advarslen fra USA’s udenrigsministerium, der netop har udgivet sin årlige rapport om vilkårene for religionsfrihed i samtlige verdens lande. Udenrigsminister Hillary Clinton advarer derfor de mellemøstlige og nordafrikanske befolkninger, der stræber efter politisk pluralisme, mod at ”bytte den ene slags undertrykkelse for den anden” og opfordrer de nye regeringer til at sikre religionsfrihed for alle trosretninger.
”Folk er blevet dræbt af deres egne naboer på grund af deres etnicitet eller tro. Andre steder har vi set myndigheder se på, mens sekterisk vold antændt af religiøst had flår samfund fra hinanden,” siger Clinton, der sent i tirsdags dansk tid præsenterede den nye rapport i Washington.
LÆS OGSÅ: OSCE glemmer statsforfølgelse af kristneRapporten nævner blandt andet Egypten, hvor religiøse modsætninger har ført til sammenstød mellem muslimer og kristne, og hvor det koptiske mindretal jævnligt udsættes for sekteriske angreb såsom det blodige angreb på en koptisk kirke i havnebyen Alexandria nytårsdag, der dræbte 21 mennesker og sårede 79 andre. USA opfordrer den militære overgangsregering, der er trådt til efter den fredelige omstyrtelse af den forhadte præsident Hosni Mubarak, til at gennemføre love, der beskytter alle religioner.
Egypten er imidlertid langt fra det eneste land i regionen, hvor krænkelser af religionsfriheden er hverdagskost. USA fremhæver blandt andet Irak, hvor shiamuslimer og andre religiøse minoriteter er ofre for voldelige angreb, samt Libyen og Syrien.
Den årlige rapport om religionsfrihed suppleres af en liste over ”særligt bekym-rende lande”, der risikerer sanktioner som straf for ”uhyrlige krænkelser af religionsfriheden”. De værste lande er ifølge USA Kina, Iran, Nordkorea, Sudan, Eritrea, Saudi-Arabien, Usbekistan og Myanmar (Burma), som alle er gengangere på den sorte liste.
Rapporten fra USA’s udenrigsministerium er udarbejdet på baggrund af information indsamlet fra journalister, forskere, uafhængige menneskerettighedsorganisationer og religiøse grupper. Rapporten, der omdeles til alle medlemmer af Kongressen, er påbudt i en lov, der i 1998 gjorde religionsfrihed til en grundsten i amerikansk udenrigspolitik.