Frie og fair valg er en universel værdi

LÆS OGSÅ: ... og lige så svært for de røde

En af de første gange, begrebet blev brugt, var ifølge de danske valgforskere Jørgen Elklit og Palle Svensson ved uafhængighedsafstemningen i Togoland i 1956. Folkeafstemningen i Namibia i 1989 var en milepæl både i den langstrakte kolonifrigørelsesproces og som et integreret led i FN’s fredsbevarende operation.

FN overvågede valget i Nicaragua i 1990 efter anmodning fra landet selv med henblik på godkendelse af hele valgprocessen og ikke kun selve valgdagen. Siden 1989 har ikke kun FN, men også andre internationale organisationer været interesseret i at støtte afholdelsen af valg og folkeafstemninger. Mange valgobservatører er blevet sendt ud til et utal af – alle mulige og umulige – valg og folkeafstemninger, for at de kan danne sig en mening om, hvorvidt det går i den rigtige retning, og ved deres tilstedeværelse måske bidrage til en rimelig valgproces.

I 1995, da det danske udenrigsministeriums Internationale Humanitære Beredskab, IHB, blev oprettet, handlede det om at opbygge demokratier rundt om i verden, især på Balkan, med fokus på menneskerettigheder samt især organisering og afholdelse af valg. Mange er siden blevet sendt ud i verden for at sikre, at valg går ordentligt for sig. Danmark udsender årligt op imod 100 personer på valgobservationer organiseret af OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, eller – uden for Europa – af EU.

IHB’erne gennemgår kurser i valgobservation, i konflikthåndtering, international retsorden, EU’s krisestyring og støtteindsats i postkonflikt-samfund. Krav om optagelse i IHB er to års arbejdserfaring fra et krigs- eller kriseramt land.

Siden 2001 har verden udviklet sig i retning af flere store kriser, og den danske udenrigspolitik er samtidig blevet mere aktivistisk med fokus på militær, sikkerhed og terror.

Der er i dag stadig mere brug for at sende IHB’ere ud til humanitære kriser, borgerkrige eller længerevarende fredsmissioner. Men valgobservation er fortsat et vigtigt element i det danske IHB’s arbejde.

En valgobservation varer typisk seks-otte dage. En-to dage til henholdsvis indkvartering og orientering og til indføring i landets valglov, politiske partier og medier samt en-to dage til besøg på valgsteder. Valgdagen starter tidlig morgen og slutter sen aften med besøg på cirka 12-15 valgsteder på en dag. Der er også længerevarende missioner før og efter valget for at begrænse uregelmæssigheder, for eksempel hvis et parti hindres i at stille op, valgresultatet ændres og så videre.

Valget i Albanien i 1996 var et skoleeksempel på valgsvindel. Her blev udfyldte stemmesedler fløjet ud til fjerntliggende landsbyer dagen før valget, nogle personer stemte flere gange og så videre. Men valget var også et eksempel på, at observatørerne gør en forskel. Da repræsentanter fra OSCE efter stemmeoptællingen udtalte på tv, at valget var vellykket trods fejl, kunne vi – blandt andre fire observatører fra Danmark – rapportere om så store svindelnumre, at OSCE siden måtte dementere og kende valget ugyldigt over for en undrende verdenspresse. Både OSCE og Europarådet havde sovet i timen, men heldigvis havde vi observatører – fra USA, Canada og Europas øvrige lande, gjort vores arbejde.

Valgsvindel finder sted overalt, og valg kendes fortsat ugyldige omend relativt sjældent, men valgmissionerne har især et forebyggende sigte. Når vælgerne ser, at omverden interesserer sig for deres land, styrker det tilliden til selve valget og tiltroen på en demokratisk proces. Selvom Østeuropa har gennemgået anden og tedje generation af valg, er der fortsat brug for at yde valg-støtte. Nye valg i Mellemøsten er kommet til, og valgmissioner er fortsat centrale i IHB’s mandat og arbejde.

Fokuseringen på valg og folkeafstemninger giver imidlertid en skæv vinkel på den samlede transition fra en ikke-demokratisk til en – i hvert fald – mere demokratisk styreform med en tendens til kun at se på selve valghandlingen.

Valg har fået en næsten overdreven betydning: Hvis bare der har været afholdt valg uden alt for åbenlyse uregelmæssigheder, så er der som sådan tale om et demokrati, som kan støttes af andre demokratier. Holdningen er især velkendt fra USA’s politik i Syd- og Mellemamerika.

De valgobservatører, der overvåger og rapporterer om valg, forventes at erklære, om det pågældende valg var frit og fair. ”Frit og fair” er blevet FN’s, mange politikeres og mediernes catchword. Men der findes ingen faste standarder for, hvad der skal til for, at man kan kalde et valg ”frit og fair”. Der arbejdes med forskellige standarder, men det er vanskeligt at få operationaliseret de mange hensyn til én checkliste over alle de ting, der bør være i orden. I mine øjne er praksis – og det vil blandt andet sige valgsystemet, vælgerregistreringssystemet, medieadgangen og kampagnereglerne samt selve optællingsprocedurerne – afgørende for om et valg kan siges at være ”frit og fair”.

Hvis man skal afgøre, om et valg vil fremme en fortsat udvikling mod et velfungerende demokrati, må man besvare spørgsmål som: Kan et valg være ”frit og fair”, hvis dele af den voksne befolkning ikke har valgret, hvis der ikke er ytrings- og mødefrihed?

Man må også sondre mellem tiden før, under og efter valget. De hurtige valgobservationsmissioner, der konkluderer på grundlag af korte ophold i et land lige omkring valgdagen, har begrænset værdi. Forløbet op til selve valgdagen må inddrages. Konklusionen må bevare: Er valget – trods eventuelle mangler – alt i alt et skridt fremad? Åbner det for en yderligere demokratisering, for eksempel ved at inddrage større dele af befolkningen i den politiske proces? Er valget mere frit og mere fair end tidligere valg? Kan valget siges at udtrykke ”folkets vilje”, afspejler det de holdninger og de interesser, der findes i landet?

Skal man lade være med at benytte begrebet ”frit og fair” valg, fordi det er uklart defineret og mangelfuldt operationaliseret? Nej, jeg mener, at man trods mangler og begrænsninger med fordel kan benytte den korte formel, der – som stjerner eller kokkehuer – muliggør en sammenligning af valg i forskellige lande og en vurdering af, om demokratiseringen i et land skrider frem.

Tue Magnussen, cand.mag., er bestyrelsesmedlem i FN-forbundet og Den Danske Helsinki Komité for Menneskerettigheder. Han har været udsendt som valgobservatør for blandt andet OSCE, første gang i 1991 til Albanien