Ukritisk mystik

Mystikken har troen på Gud til fælles med religionen. Men hvor religionen henvender sig til de mange, er det altid den enkelte, der i indre skuen dyrker mystikken. Og hvor religionen er åbenbaret som i Guds ord, er mystikken en skjult og spekulativ viden, der går ud fra, at den enkelte sjæl står i en særlig forbindelse med Gud og verdenssjælen.

LÆS OGSÅ: Forskning sætter fokus på mystikken

Disse forskelle gør Aksel Haaning fint rede for i denne bog. Derefter forfølger han den mystiske tradition i Europa gennem referater af baggrunden i Platon og af mystiske træk ved Paulus, Augustin, Gregor den Store, Bernhard af Clairvaux, Frans af Assisi, Bonaventura, mester Eckhardt og Nikolaus af Cusa. Haanings del slutter med et afsnit om mystisk naturvidenskab, hvor naturen bruges som en anledning til en grublende stræben efter at forstå Guds væsen.

Haaning er selv mystiker, og det præger bogen. Den er ukritisk og indforstået. Det ser man tydeligst i afsnittene om mystisk naturvidenskab og om katharerne (’de rene’). Det var en sekt i Sydfrankrig i det 12. århundrede, som mente, at Gud var god, og at verden var ond. I ekstreme tilfælde var deres modvilje mod verden så stor, at de sultede sig ihjel (det nævner Haaning dog ikke). Deres optagethed af det onde var altså destruktiv.

Det, Haaning omtaler som mystisk naturvidenskab, har intet med naturvidenskab at gøre. Og det er tankevækkende, at en naturvidenskabsmand som Newton, der både var mystiker og forsker, fik stor betydning med sin logiske og matematiske teori. Den var uden mystik og omformede verden. Men hans mystiske arbejder er nu et historisk kuriosum.