Forskning sætter fokus på mystikken

Samtidig med antologien er han aktuel med sin egen udgivelse om den kristne mystik i middelalderen, der hermed er kommet i en ny og stærkt udvidet udgave. Blandt andet er der nu et afsnit om Søren Kierkegaard, der, selv om han ikke hører til middelalderen, i sine ”kristelige taler” trækker på den spirituelle tradition og dermed også hører til gruppen af kristne mystikere.

Med den nye antologi er forhåbningerne, at den vil være med til at skabe grundlag for en bedre folkelig oplysning om mystikken og forskningen i denne. I udlandet, først og fremmest Tyskland, er mystikforskningen betydeligt længere fremme end i Danmark, men generelt har det været op ad bakke for mystikforskerne, både herhjemme og i udlandet.

Det skyldes blandt andet, at denne forskning går på tværs af fagopdelingen. Den omfatter religionsforskere, litteraturfolk, hjerneforskere, filosoffer med flere, og det er denne videnskabelige tværfaglighed, det nu er lykkedes at samle i antologien.

Samtidig har forskningen haft det problem, set fra den traditionelle videnskabs opfattelse, at den beskæftiger sig med skjulte oplevelser og erfaringer, som unddrager sig objektive, videnskabelige undersøgelser.

”Derfor har mystikerne mange gange følt sig meget isolerede, men et fællestræk hos dem er, at de alle har forsøgt at komme ud af denne isolation og været optaget af at kommunikere deres oplevelser videre, på trods af at sproget ofte slet ikke har kunnet rumme en beskrivelse af, hvad de har erfaret. Det er så i øvrigt også forklaringen på, at mystikerne op gennem historien har været med til at udvikle og forny sproget, fordi der skulle nye ord og begreber til.”

For forholdsvis få år siden var spiritualitet, kristen mystik og det religiøse i det hele taget ikke noget, der optog hverken lærere eller deres studerende på universiteterne.

”Det var nærmest fyord, men det har mærkbart ændret sig gennem de seneste 10 år, ligesom vi i samfundet nu oplever en stigende interesse for den religiøse spiritualitet. Folk vil ikke længere bare nøjes med at høre en præst fortælle om kristendommen. De vil selv opleve den og gennem egne erfaringer nærme sig det guddommelige. For, hvad betyder det for mig? Besvarelsen af dette spørgsmål har altid været mystikkens kerne. Mystikeren vil selv erfare det guddommelige, og denne længsel hos mystikerne finder vi også hos mange mennesker i nutiden, tror jeg, hvor man midt i en kaotisk verden leder efter en dybere mening og helhed.”

Mystikerne tilhører den såkaldt kontemplative tradition inden for kirken, hvor man nærmer sig det religiøse gennem meditation, bøn og fordybelse, og som via klostrene kom til at præge hele middelalderen.

Derfor må vor tids spirituelt søgende naturligt vende blikket mod middelalderen, mener Aksel Haa­ning, for det er her, man finder udviklingen af den kristne spiritualitet og mystik – helt tilbage til antikken og Paulus og hans omvendelse på vej til Damaskus, som han beretter om i Apostlenes Gerninger, kapitel 9.

Aksel Haaning skriver i sin bog om den kristne mystik, at Paulus’ mystiske oplevelser formentlig var et resultat af en ”langvarig indre proces, en ubevidst splid, som når en kulmination”. Som andre mystiske oplevelser er også Paulus’ hængt op på en individuel erfaring.

Netop dette passer sikkert fint med mange nutidsmenneskers mere eller mindre psykologiske opfattelse af mystikken som noget højst subjektivt, der udspiller sig i det enkelte menneskes sind, mener Aksel Haaning, men understreger, at denne opfattelse går helt på tværs af mystikernes egen.

”For dem handler mystikken ikke om noget subjektivt, men i høj grad om en objektiv verden, der er lige så virkelig – eller rettere, endnu virkeligere – end vores materielle verden. Tanken er, at alle mennesker er forbundet med hinanden i en åndelig dimension, at vi alle mentalt er forbundet med hinanden i Gud, og at der altså ikke her er tale om individuelle tankespind og forestillinger, men om en reel virkelighed.”

Det var denne åndelige virkelighed, middelalderens bygmestre forsøgte at synliggøre i de himmelstræbende gotiske katedraler.

”De byggede med spinkle søjler og glasmosaikker, hvorigennem det himmelske lys trængte ind, så Gud derigennem selv kunne være til stede og fylde hele rummet, og katedralen på denne måde kom til at fungere som en prisme for det guddommelige.”

Paulus’ mystiske Damaskus-oplevelse har givet genklang i hele den kristne kontemplative litteratur gennem århundreder, men samtidig er det meget forskelligt, hvordan mødet med den religiøse mystik har sat aftryk og fundet udtryk. Spektret rækker lige fra en nærmest erotisk glødende forening med Kristus, som hos en Bernhard af Clairvaux, til det ganske nøgterne – men uanset udtryk er inderligheden eller hengivenheden et fællestræk for hele traditionen.

Fælles for mystikerne er, at de beskæftiger sig med det dybeste, et menneske kan være optaget af, de helt grundlæggende eksistentielle spørgsmål – meningen med livet og menneskets forhold til Gud. Mystikernes oplevelser med det guddommelige er ofte gået på tværs af den officielle teologi, hvilket i høj grad har været med til at holde troen og kristendommen i live og bevægelse, mener Aksel Haaning.

”Uden mystikerne ville kirken forstene i regler og dogmatik. Op gennem historien har mystikerne udfordret kirken med deres oplevelser og erfaringer, så der hele tiden er sket forandringer i og fornyelse af det religiøse liv. På hver sin måde har de store mystikere bidraget til den kristne spiritualitet, fra Paulus til Augustin, fra Gregor den Store til Frans af Assisi og mester Eckhart og videre frem.”

”Mystikerne udgør religionens livsnerve. Uden mystikerne tørrer troen ud,” fastslår Aksel Haaning, og lige præcis her ser han et problem i forhold til vor tids teologiske forskning, der – præget af den tyske teolog Rudolf Bultmann (1884-1976) – er styret af en tendens til at ville afmytologisere og afmystificere de bibelske beretninger.

”I stedet forsøger teologerne, som Bultmann, at finde frem til ’naturlige forklaringer’ på de undere og andre overnaturlige ting, som der fortælles om. Ved at se bort fra de mytologiske lag forsøgte Bultmann at give Det Nye Testamente et humanistisk indhold for dermed at gøre Jesu budskab og Det Nye Testamentes beretninger om ham mere ’spiselige’ for nutidsmennesker,” forklarer Aksel Haaning.

”Mystikerne, derimod, går den stik modsatte vej. I modsætning til Bultmann er det de ’uforståelige’ steder i Bibelen, de interesserer sig for, fordi de netop her – med ’Talsmandens’ hjælp – finder den dybere og egentlige mening. Teksterne i Det Nye Testamente, hvor Jesus taler om Talsmanden – ’Sandhedens ånd’ – spiller en stor rolle for de kristne mystikere, og understreger det dynamiske fremtidsperspektiv i mystikerens religiøse liv.”

steens@k.dk