Generalsekretæren, der ville nå Gud

Hammarskjölds evne til at kommunikere med magtfulde ledere kom ham til gode året efter. Da Egyptens præsident, Gamal Abdel Nassar, nationaliserede Suezkanalen, førte det til hårde stridigheder mellem Egypten og tropper fra Israel, Frankrig og Storbritannien. Det nærmede sig en regulær invasion af Egypten, da trepartsalliancens lande pludselig trak sig tilbage. Igen havde Hammarskjöld demonstreret FN’s stigende magt, og med introduktionen af det ”stille diplomati” fik han krisen under kontrol og sørgede for indsættelsen af en FN-ledet fredsstyrke i området. Episoden blev kaldt for Europas Waterloo og satte for alvor fart på afkoloniseringen i Den Tredje Verden.

The Guardians reporter under krisen, David Balk, analyserede situationen således:

”Løsningen, som kun få troede på, blev en resolution med et umiskendeligt stempel fra 38. etage (Dag Hammarskjölds kontor i New York, red.), og den gordiske knude er nu løsnet. Det er i sandhed mirakuløst.”

Det lå ellers ikke i kortene, at svenskeren skulle få så udtalt succes i FN. Han havde haft en relativt anonym post som embedsmand i Sveriges rigsdag og var langtfra det oplagte valg og fik kun posten, fordi han var tilpas neutral til, at samtlige medlemslande kunne enes om ham. Organisationen var i 1950’erne stadig i en omfattende konsolideringsperiode efter Anden Verdenskrig, og da Hammarskjöld landede i New York i foråret 1953, blev han modtaget af den afgående generalsekretær, nordmanden Trygve Lie, med ordene ”Velkommen, hr. Hammarskjöld. De overtager nu verdens mest umulige job”.

Det var specielt Hammarskjölds store fokus på neutralitet, der gav ham den anerkendelse, som stadig omgiver hans navn. Det mener Göran Björkdahl, som arbejder for Sida, organisationen for samlet svensk udviklingsarbejde. Han har boet i Afrika i flere årtier og var en af de personer, der samlede vidneudsagn i Congo efter flystyrtet den 17. september 1961. Efterfølgende har han forsket i generalsekretærens liv og gerning.

”Han var meget opmærksom på at stå imod det pres, der kom fra stormagterne, og det blev han respekteret for. Alle generalsekretærer kæmper for verdensfred, men Hammarskjöld gjorde det med stor integritet og særlig begavelse. Han er stadig en af de personer, der huskes for sine resultater,” siger Göran Björkdahl.

Han fortæller, at der var en talemåde i FN, som sagde ”overlad det til Dag”, om problemer, der ikke umiddelbart kunne løses.

I 1950’erne red generalsekretæren på en bølge af succes, og han satte et meget højt pejlemærke for efterfølgende generalsekretærer, siger cand.phil. i historie Rolf Rembe. Han er forfatter til bogen ”Midnat i Congo. Dag Hammarskjölds mistede sejr”, som udkom i denne uge.

”Der er en generel holdning til Hammarskjöld som værende den måske bedste generalsekretær, FN har haft. Han var pragmatisk, vedholdende og med en personlighed, som gav respekt.”

Rolf Rembe peger dog også på, at succesen måske steg Hammarskjöld til hovedet.

”Det kan være svært at undgå en vis følelse af almagt, når man konstant har verdens bevågenhed og respekt. Jeg tror, at hans succes blev til en slags hybris.”

Rolf Rembe undrer sig for eksempel over, at Hammarskjöld involverede FN så stærkt i Congo. Landet var i 1950’erne præget af oprør og voldsomme sammenstød mellem landets sorte indbyggere, som ønskede uafhængighed, og kolonimagten Belgien. Konflikten kulminerede med Congos uafhængighed i 1960, men problematikken i landet var dog langtfra overstået, da republikken Katanga, med støtte fra Belgien, brød ud og erklærede sin uafhængighed af Congo.

Da Hammarskjöld trådte til i FN i 1953, kom han til at spille en stor rolle i Congo, først med stille diplomati og senere som en aktiv deltager i konflikten. Rolf Rembe mener ikke, at der var basis for Hammarskjölds ageren.

”Som FN’s generalsekretær skulle Hammarskjöld udelukkende involvere sig i konflikter, som truede verdensfreden, og selvom det selvfølgelig var problematisk, at der var uenighed i Congo, så var det ikke så alvorligt. Jeg tror, at Hammarskjöld så det som sin personlige mission at samle landet, og det betød, at han satte sin anseelse over styr, for stormagterne forstod ikke, hvad hans projekt var.”

Personligt tror Rolf Rembe, at der var et stort pres fra kolonimagternes side for, at Hammarskjöld ikke skulle lande i Ndola og samarbejde med udbryder-republikken. Han mener, der findes indicier på, at flyet blev presset til at vende om, hvorefter piloten fejltolkede flyvehøjden i mørket, og flyet styrtede. Ønsket om en genåbning af sagen har han fremført for den svenske rigsdag, men der er fra officiel side ikke vist nogen interesse for at åbne sagen.

Hvorfor Hammarskjöld valgte at involvere sig i Congo-konflikten, er stadig et åbent spørgsmål. Hammarskjöld fandt sin sidste destination på en slette ved Ndola, og han var en meget privat mand, ugift og uden nære venner, så der var få, der kendte hans tanker.

Den vigtigste kilde til at forstå Dag Hammarskjöld er bogen ”Vägmärken” (Vejmærker), der udkom i 1963. Den sorte notesbog blev fundet på natbordet ved Hammarskjölds seng i New York og indeholder, hvad han selv kalder ”en slags hvidbog over mine forhandlinger med Gud – og mig selv”.

Bogen er en samling notitser, digte og betragtninger over livet og døden. Tiden i FN bliver ikke nævnt med ét ord, i stedet er teksterne en rejse ind i Hammarskjölds indre liv. Hammarskjöld er tydeligvis kristen, men han er ikke naivt optaget af alt, hvad der står i Bibelen. Han er skeptisk og diskuterer med Gud over flere tætskrevne sider.

”Vejen til indsigt går ikke gennem tro. Hvor mange er ikke blevet drevet ud i mørket gennem tom tale om tro som redning?”, spørger han.

Teksterne handler også om hans eget sind, og her er tanker om ydmyghed og overmod især til stede. På en af de sidste sider i dagbogen, en måned før han omkommer i Congo, skriver Dag Hammarskjöld:

”Træt og ensom. Træt så sindet værker. Fingrene er stumme, knæene skælver. Det er nu, du ikke må slippe taget. Andres vej snor sig forbi pauser i solen, hvor de mødes med venner. Men dette er din vej, og det er nu, du ikke må svigte. Græd, hvis du kan, men beklag dig ikke. Vejen valgte dig, og du skal takke.”

barslev@k.dkDag Hjalmar Agne Carl Hammarskjöld

Født 1905 i Jønkøping, død 1961 i Congo.

Uddannet nationaløkonom og jurist, arbejdede som embedsmand i Finans- og Udenrigsmi­nisteriet.

Udnævnt til FN’s anden generalsekretær med 10 ud af 11 stemmer i 1953.

Fik Nobels fredspris posthumt i 1961.