Palæstinensisk stat

LÆS OGSÅ: Palæstinenserne i det høje træ

Det er den frustration, der driver Abbas til at løbe panden mod muren i FN’s Sikkerhedsråd. Han har allerede lovet sin befolkning at gå planken ud, og den folkelige begejstring over en præsident, der trodser både USA og Israel på én gang, er i øjeblikket den lim, der forhindrer projektet i at gå op i sømmene kort tid før mål.

Men det bekymrende er, at hverken israelere eller palæstinensere kan give et fornuftigt svar på, hvad der vil ske, når den kommende rundtur i FN er overstået. Vil de allerede indgåede aftaler mellem parterne stadig være gyldige efter det ensidige palæstinensiske skridt? Vil Israel se det som en mulighed for selv at tage ensidige skridt? Hvad vil de jødiske bosættere gøre, hvis de føler sig truet? Og hvordan vil de mange frustrerede palæstinensere reagere, når de om en uge eller en måned forstår, at hele forestillingen i FN dybest set ikke har ændret noget ved deres hverdag? Frygten er naturligvis, at parterne endnu en gang vil overgive sig til den næste ødelæggende og unødvendige voldscyklus, der lurer lige om hjørnet.

For selv hvis en stat skulle blive anerkendt, skal der forhandles om de samme kerneområder som tidligere: Jerusalems status, de jødiske bosættelser og de fremtidige grænser. Og ikke mindst en løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem.

Ingen af parterne kan i sidste ende slippe uden om forhandlinger. Man må håbe, at palæstinensernes fokus på FN ikke vil blive den satsning, der forværrer forholdet de kommende år. I stedet burde parterne droppe de offentlige og selvpromoverende skænderier i New Yorks FN-bygning og sætte sig omkring forhandlingsbordet en gang for alle.