Allan Sørensen |
19. september 2011
Den bedste vej til en palæstinensisk stat går via forhandling
Når den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i slutningen af denne uge vent es at bede FN’s Sikkerhedsråd om at anerkende Palæstina som en selvstændig stat, er det vel vidende, at USA vil nedlægge veto, hvis det overhovedet lykkes at samle det påkrævede flertal på ni lande i rådet.
LÆS OGSÅ: Palæstinensisk leder snakker FN med Israel
Konklusionen er derfor givet på forhånd. Palæstinenserne vil ikke få Sikkerhedsrådets støtte til en selvstændig stat, men de vil skabe øget opmærksomhed omkring den fastlåste konflikt med Israel og med diplomatisk snilde også være i stand til at øge det internationale pres på Israel.
Den akkumulerede palæstinensiske frustration over de seneste års forhandlinger med Israel er forståelig, og de analytikere, der fastholder, at Israels premierminister ikke har format eller vilje til at underskrive en endelig fredsaftale med palæstinenserne, har højst sandsynligt ret. Netanyahus nuværende regering blev fra starten ikke skabt til at imødekomme palæstinensiske krav og billige de smertefulde indrømmelser, der skal til for at skrive under på freden.
Tværtimod har Netanyahus regering som den eneste af de seneste tre israelske regeringer fastholdt en hård tone over for palæstinenserne, mens man samtidig har tærsket unødig langhalm på at forhandle om, hvordan de egentlige forhandlinger skal føres. Ud af sådan en situation kommer der ikke meget andet end frustration.
LÆS OGSÅ: Palæstinenserne i det høje træDet er den frustration, der driver Abbas til at løbe panden mod muren i FN’s Sikkerhedsråd. Han har allerede lovet sin befolkning at gå planken ud, og den folkelige begejstring over en præsident, der trodser både USA og Israel på én gang, er i øjeblikket den lim, der forhindrer projektet i at gå op i sømmene kort tid før mål.
Men det bekymrende er, at hverken israelere eller palæstinensere kan give et fornuftigt svar på, hvad der vil ske, når den kommende rundtur i FN er overstået. Vil de allerede indgåede aftaler mellem parterne stadig være gyldige efter det ensidige palæstinensiske skridt? Vil Israel se det som en mulighed for selv at tage ensidige skridt? Hvad vil de jødiske bosættere gøre, hvis de føler sig truet? Og hvordan vil de mange frustrerede palæstinensere reagere, når de om en uge eller en måned forstår, at hele forestillingen i FN dybest set ikke har ændret noget ved deres hverdag? Frygten er naturligvis, at parterne endnu en gang vil overgive sig til den næste ødelæggende og unødvendige voldscyklus, der lurer lige om hjørnet.
For selv hvis en stat skulle blive anerkendt, skal der forhandles om de samme kerneområder som tidligere: Jerusalems status, de jødiske bosættelser og de fremtidige grænser. Og ikke mindst en løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem.
Ingen af parterne kan i sidste ende slippe uden om forhandlinger. Man må håbe, at palæstinensernes fokus på FN ikke vil blive den satsning, der forværrer forholdet de kommende år. I stedet burde parterne droppe de offentlige og selvpromoverende skænderier i New Yorks FN-bygning og sætte sig omkring forhandlingsbordet en gang for alle.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad