Helle Sahl Madsen |
19. september 2011
En teaterforestilling om Niels Bohr har været med til at forme journalisten og kunstneren Monica Ritterband, der er aktuel med selvbiografien ”Livtag og lykketræf”
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
”Det er erindringsbogen ’Kun hvis du har lyst’, der er skrevet af den amerikanske forfatter Margaux Fragoso. Det var en voldsom læseoplevelse, som gav mig en vidtrækkende indsigt i de bindinger og manipulationer, som findes i forholdet mellem en pædofil og offeret. Sådan et forhold handler også om en handel om kærlighed, hvor barnet råber efter kærlighed og får noget, der kan minde om det, men når det bliver pakket ud, er det en helt anden realitet.
LÆS OGSÅ: De revolutionære romantikereForfatteren er også meget sprogligt bevidst, og den er skrevet på et højt sprogligt niveau.”
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
”Christian Jungersens bog ’Undtagelsen’ gjorde et meget stort indtryk. Det er en vanvittig væsentlig bog, som udkom i 2004. Bogen handler om en gruppe kolleger, der udsætter hinanden for voldsom chikane på arbejdspladsen, hvor de også laver alliancer mod hinanden.
Den handler om, hvordan vi mennesker kan forvandle os til at være bødler, og om hvordan vi legitimerer os selv, når vi er det. Bogen giver et bud på, hvad det er, der gør, at ondskab kan få frit løb. For alle har kimen til ondskab i sig. Den skal vi våge over og holde i ave. Vi må aldrig hoppe ind i sammenhænge, hvor vi kan få legitimeret vores kim til ondskab.”
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
”Jeg har lige set nogle af kunstneren Wiliam Skotte Olsens malerier på en udstilling på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus, hvor der er tilknyttet et lille museum.
Wiliam Skotte Olsen, der havde en psykiatrisk diagnose, lavede grænseløse malerier og brugte farver på en helt ny måde, og man føler, at man ser lige ind i sindets irgange. På museet er der også en fast udstilling, og den vil jeg også gerne anbefale.”
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
”Det har teaterforestillingen ’København’, der spillede på Betty Nansen Teatret i 1999. Stykket er baseret på en historisk begivenhed i København i 1941, nemlig mødet mellem to gamle venner og kolleger, nobelpristageren Niels Bohr og den tyske nobelpristager Werner Heisenberg, der begge var fysikere. Mødet fandt sted på Niels Bohrs bopæl, Carlsbergs æresbolig.
I stykket taler de om, at man ikke kan udforske noget objektivt, for bare ved det, at man udforsker det, er man med til at påvirke det.
Det har jeg tænkt meget over, og det forrykkede min oplevelse af objektivitet og subjektivitet. Jeg tænker for eksempel på det, når jeg læser såkaldte objektive rapporter. Alting er et valg, og det øjeblik man har valgt at anskue noget fra en bestemt vinkel, har man jo fravalgt en anden vinkel.
Man kan godt sige, at begrebet objektivitet fik dødsstødet, da jeg så den forestilling.”
Hvad betyder kultur for dig?
”Jeg forstår kultur meget bredt. Selv det kulturløse er kultur i fraværet af kultur. Kultur er med til at udfordre mig og få mig til at tage stilling, og kultur er nødvendig for at vi kan forstå os selv og vores forhold til andre. Kultur er en tolkning af samfundet.”
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
”Jeg er meget begejstret for moderne dans. Og det er et område, der bestemt ikke får ret meget omtale i medierne. Det kan jeg ikke forstå, for moderne dans er både en samfundskommentar, det er akrobatik, sensualitet og kropslig præcision. Den moderne dans er langt mere spændende end ’Svanesøen’ og andre traditionelle balletter. Jeg tror, at den moderne dans kunne være med til at rekruttere nye unge til at være interesserede i kultur. Når jeg har haft unge mennesker med til en forestilling med moderne dans, så vækker det jubel.”
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
”Jeg har meget svært ved at forstå tolvtonemusik. Mine ører kan ikke få det på plads. Jeg har lyttet til adskillige atonale koncerter, og jeg ville egentlig gerne kunne forstå det, for jeg kan jo se, at der er nogen, som får en kæmpeoplevelse ud af det. Hvis jeg havde fået tolvtonemusikken ind som barn, ville jeg måske have fået mere ud af at lytte til det i dag.”
Født i 1955 i København. Student fra Gl. Hellerup Gymnasium i 1975. Uddannet journalist fra Danmarks Journalist-højskole i Aarhus i 1983. Har arbejdet som journalist på Ekstra Bladet, Weekendavisen og TV-Avisen. I 1991 udnævnt som informationschef for Carlsberg A/S. Siden 1997 autodidakt kunstner. Har blandt andet designet for Holmegaard, Royal Copenhagen, Georg Jensen Damask og for Morsø Jernstøberi. Er fire gange blevet kåret til Årets Kunstner. Modtog i 2010 den internationale designpris Reddot design Award for sin brændeovnsserie for Morsø Jernstøberi.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad