Den tyrkiske premierministers nye venner

Mindre godt gik det for Erdogan, da han på andendagen under besøget i Kairo opfordrede ”de nye egyptere” til at adskille stat og religion og bruge Tyrkiet som et mønstereksempel for deres fremtidige administration.

LÆS OGSÅ: Palæstinensisk stat

Her hørte den arabiske jubel over den tyrkiske leder op. Det Muslimske Broderskab har respekt for Erdogan, og flere af organisationens ledere har endda udtalt til Kristeligt Dagblad, at man opfatter Tyrkiet som en rollemodel. Men adskillelse af religion og stat er uhørt i Broderskabets ører. Efter den bemærkning fra Erdogans side vendte automatpilot-opbakningen bag Israel-retorikken sig til en kølig afstandtagen fra den tyrkiske leder. Erdogan fik aflyst en tale på Tahrirpladsen og blev også forhindret i at møde den egyptiske befolkning på Operapladsen.

Samtidig kunne man høre Det Muslimske Broderskab sende utvetydige kommentarer til pressen om, at Erdogan ikke skal blande sig i egyptisk indenrigspolitik, og at der er grænser for, hvor populær en tyrkisk statsleder kan blive i et arabisk land. Hertil og ikke længere. Regionens fremtid vil blive formet af araberne, lød beskeden.

Konklusionen fra besøget i Egypten er, at der er grænser for Tyrkiets indflydelse, til trods for at besøget også fastlagde rammer for militært samarbejde og nye handelsaftaler. Mens hård Israel-retorik har en forenende virkning, er den etniske kløft mellem tyrkere og arabere stadig mærkbar.

Det samme gælder Erdogans besøg i Libyens hovedstad, Tripoli, hvor han ankom, dagen efter at Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og Storbritanniens premierminister, David Cameron, havde fået en heltemodtagelse og stor tak for deres rolle i krigen af de libyske oprørere.

De samme oprørere tog også imod Erdogan, men med langt mindre jubel. De husker, hvordan Erdogan tøvede med at fordømme Moammar Gaddafi, og at Tyrkiet heller ikke deltog i de bombninger, der banede vejen for oprørernes sejr. Trods det og af respekt for det ene tyrkiske skib, der under krigen reddede libyske flygtninge, og den tyrkiske rollemodel, som forener af islam og demokrati, var Erdogan blandt venner, der høfligt fremhævede Tyrkiet som et eksempel på god ledelse og som en vigtig regional magt.

Ligesom i Egyptens tilfælde handler Erdogans besøg i Libyen og Tunesien foruden om den personlige promovering som den førende mellemøstlige leder også om at sikre tyrkiske interesser i de nordafrikanske lande. Især i Libyen har Tyrkiet økonomiske aftaler for omkring 80 milliarder kroner fra tiden under Gaddafi. Erdogan er naturligvis opsat på at sikre, at de aftaler også vil blive overholdt af enhver fremtidig libysk regering.

I modsætning til de europæiske lande, der hjalp de libyske oprørere, har Tyrkiet – trods de problemer, som Erdogans personlighed fremprovokerer – en væsentlig fordel på længere sigt. Som muslimsk land med en succesrig økonomi vil Tyrkiet til enhver tid være et mere naturligt valg for de nordafrikanske lande, hvad angår rollemodel, samarbejde og givetvis også alliancer.