Trods et sviende valgnederlag bliver Per Ørum Jørgensen ny formand for Kristendemokraterne. Partiet skal sikre et generationsskifte og pleje sit bagland, mener den nye formand, der skal samle et uenigt parti
I weekenden samledes en slagen hovedbestyrelse for Kristendemokraterne efter partiets dårlige resultat ved folketingsvalget i torsdags. Per Ørum Jørgensen blev ikke genvalgt til Folketinget, men trods nederlaget peger hovedbestyrelsen på ham som ny partiformand.
LÆS OGSÅ: Uenighed om Kristendemokraters fremtid
På et hovedbestyrelsesmøde lørdag eftermiddag i Lillebæltshallerne i Middelfart trak den nuværende formand, Bjarne Hartung Kirkegård, sig og pegede på Per Ørum Jørgensen, som er den eneste, der har stillet op til posten. På mødet sagde den kommende formand til sine partifæller, at Kristendemokraterne nok skal rejse sig igen.
”Vi skal ikke skyde skylden på nogen, hverken os selv eller det kirkelige bagland. Vi skal nu evaluere valget grundigt, være positive og trods alt glæde os over en medlemsfremgang,” siger Per Ørum Jørgensen til Kristeligt Dagblad dagen efter mødet.
Han kan sætte sig i formandsstolen ved partiets landsmøde om en måneds tid. Her vil han lytte til et procesudvalg, der blev nedsat i lørdags, og som skal se på partiets nye profil. Selv foreslår Per Ørum Jørgensen, at man sikrer et generationsskifte og satser på en succesoplevelse ved kommunalvalget i 2013. Desuden skal Kristendemokraterne tage ved lære af lignende partier i Europa og i højere grad pleje det naturlige bagland: kirkelige organisationer, efterskoler og friskoler.
”Vi skal understrege, at vi er et politisk værdiparti,” siger Per Ørum Jørgensen, der står over for en stor opgave med at samle partiet om en klar profil.
LÆS OGSÅ: Per Ørum går igen på underskriftsjagtSom Kristeligt Dagblad beskrev i lørdags, er der i hovedbestyrelsen uenighed om partiets fremtid. Der efterspørges en ny strategi, som skal få partiet tilbage på sporet, og det er desuden blevet foreslået helt at lukke partiet på grund af det dårlige valg og lade medlemmerne søgeind i andre partier. Men den løsning afviser Per Ørum Jørgensen kategorisk:
”Min erfaring fra min tid i De Konservative er, at det er meget vanskeligt ene mand at kæmpe for mærkesager.”
På mødet i lørdags valgte Claus Dyhrberg som direkte konsekvens af valgresultatet at trække sig som formand for Kristendemokraternes storkreds i Nordsjælland.
”Jeg påtager mig ansvaret for, at vi tabte i Nordsjælland, og lader andre komme til. Partiet satsede alt for meget på Udkantsdanmark under valgkampen, mens etik og partiets normale standpunkter kom til at fylde for lidt. Det er ærgerligt, for vi havde faktisk et fint valggrundlag med en økonomisk plan og idéer på alle områder,” siger Claus Dyhrberg, der dog tror på partiets fremtid, hvis man formår at holde fast i de kristne værdier i det praktiske liv.
Bestyrelsesmedlem Henri Nissen fra Christiansfeld er selv i tvivl om partiets fremtid og kalder situationen ”usikker lige nu”. Hans kreds, Kolding Syd, skal samles om en uge og drøfte partiets fremtid, herunder en mulig lukning.
Formand for Gentofte kreds Stig Grenov er optimistisk på partiets vegne, så længe man holder fast i partiets kerneområder.
”Vi skal kigge fremad og satse på de kerneområder, vi har. Det gælder naturligvis de etiske områder, at ansvaret kommer tilbage til borgerne, og at anstændigheden sikres,” siger han.