Med den taktiske manøvre forsøger Pia Kjærsgaard at køre sit parti i stilling til at blive et socialpolitisk støtteparti for den kommende regering, der for eksempel stadig kan skaffe bedre økonomiske forhold for ældre.

Det bliver i praksis kun muligt, hvis De Radikale holdes ude af regeringen. En S-SF-R-regering vil under alle omstændigheder finde det mest interessant at indgå socialpolitiske aftaler med Enhedslisten.

Uden De Radikale får Helle Thorning-Schmidt (S) imidlertid en flertalsmulighed bestående af S-SF-EL og Dansk Folkeparti, som i nogle tilfælde vil være mere på bølgelængde, end hvis De Radikale skulle være med. En sådan konstellation vil dog ærgre venstrefløjen, som troede, at valget definitivt satte DF på udskiftningsbænken.

Det vil til gengæld skabe den totale borgerlige krig, der allerede har været optræk til.

Men selvom fronterne trækkes hårdt op nu, rummer valget også en lære, som både DF og Lars Løkke Rasmussen (V) kan bruge på længere sigt, hvis Løkke inden for få år skulle få chancen for igen at danne regering. Nemlig at Dansk Folkeparti sagtens tåler at indgå økonomisk skrappe forlig og reformer.

Nok mistede DF to mandater, men det skete, efter at partiet har støttet to reformer, der massivt indskrænker dagpengeperioden og retten til efterløn – og efter en heftig kampagne fra fagbevægelsen og S-SF. Klarere kunne vælgerne ikke sige, at de støtter DF på grund af dets hårde udlændinge- og retspolitik samt EU-modstand. Og accepterer hård økonomisk kost.